I tirsdags kommer en 6-årig pige hen og stiller sig ved siden af mig. Hun og hendes jævnaldrende drengeven havde spillet Stratego sammen, men pludselig var han væk. De har hele dagen snakket om den legeaftale de har sammen senere på dagen.

“Han gik”, siger hun til mig med en meget sørgmodig mine.
“Nåh”, svarer jeg så. “Så må du finde ham og sige han skal hjælpe med at rydde op.”
“Jeg sagde jeg godt kunne li’ ham”, siger pige – endnu mere sørgmodig.
“Okay”, svarer jeg. ”
“Jeg mener det!”, pointerer hun kraftigt.
“SÅ han gik fordi du sagde du kan li’ ham og vil være kærester med ham?”, spørger jeg.
“Jah…”, siger den lille pige med et meget sårbart blik i sine øjne.
“Ved du hvad. Drenge kan mange gange ikke finde ud af at være kærester med piger”, trøster jeg hende og fortsætter. “Vil du stadig gerne være venner med ham?”
Det vil hun gerne, så jeg lover at tage en snak med drengen og pigen går over på et andet værksted.

Han dukker op kort efter, og jeg hiver ham til side og får hans venner til at blive væk.
Jeg fortæller ham at den lille pige blev meget ked af at han gik og at hun tror han gik, fordi hun ville være kærester med ham. Drengen ser totalt perpleks og forvirret ud.
“Jamen, det var min ven som sagde vi skulle gå fordi han ikke ville være der mere!”
“Så det var ikke fordi hun vil være kærester med dig?”
Drenge ryster på hovedet og siger med desperation i stemmen: “Jeg ved altså ikke om jeg kan finde ud af at være kærester med piger!”
Jeg forsikrer ham om at mange gange kan drenge ikke finde ud af at være kærester med piger når de gerne vil, og siger det er helt okay han ikke vil være kærester med hende.
“Piger bliver bare kede af det når du går når de har sagt noget som betyder meget for dem. Vil du stadig være venner?”

Det vil han gerne, så vi finder den lille pige og tager en stille snak sammen. 2 minutter senere er krisen forsvundet, og nogle timer senere går de glade hjem og leger hos ham.