Når en forælder vælger at lade sit barn se en film/ serie eller læse en bog, spiller indholdet oftest en væsentlig rolle.
Der er for det meste tænkt over hvordan barnet vil modtage det sete/ læste, og ofte deltager mor eller far.
Men hvad med spil?

Nu er det ikke Ludo, skak eller Stratego jeg taler om. Ikke som dengang jeg var barn 😉
Det er de digitale spil, som på nuværende tidspunkt nærmer sig hver mands (hvert barns) eje.
Børn ned til 1 års alderen kan i dag finde rundt på en tablet eller en smartphone, og der udvikles spil til alle aldersgrupper.
Der er spilkonsoller på børneværelserne, og mange gange udkonkurrerer spillene almindeligt legetøj.

Jeg vil ikke gå ind i hvorvidt det er rigtigt eller forkert.
Regulering – eller mangel på samme – af børns forbrug af de digitale medier er en hel anden debat.

Faktum er, at børn tilbringer meget tid med spil – på internettet, konsoller eller computere, og visse børn vil vokse op og have spillet flere spil end de har læst bøger.
En procentdel vil endda have set færre film end de har spillet spil.
Det er en del af det 21. århundredes barndom, og en del af deres sociale udvikling samt læringsmæssige grundlag.
Like it or not.

Så hvilke krav stiller vi som forbrugere så til den underholdning vores børn vokser op med?
Kan vi overhovedet tillade os IKKE at stille krav?