Denne artikel bliver ikke om børnene.
Den vil handle om de konkrete tiltag, som den nye skolereform kræver af mig og mine kollegaer.
Om, hvordan den ændrer min vidunderlige arbejdsplads.
Om, hvordan mit fag pludselig skal ændres radikalt.
Om, hvor stor knuden i min mave er. Og den er stor…

Det er bedst at starte med begyndelsen, så det gør jeg.

Da den nye skolereform blev fremlagt, var der i første omgang et ord der spredte sig som løbeild i debatten: aktivitetstimer.
Pædagogerne rasede, lærerne undredes og politikerne slog hinanden i hovedet med dens betydning.

Så blev begrebet fjernet og nu står vi med en ny, og vedtaget, størrelse kaldet understøttende undervisning.
Forleden blev det vedtaget at pædagoger skal stå for 75 % af disse UU timer i indskolingen, og 50 % på mellemtrinnet og i udskolingen.

I Frederiksberg kommune, hvor jeg arbejder, bliver konsekvensen en nedgang i lærere, som følge af ’naturlig’ afgang, og en tilgang i pædagoger.
Samtidig vil der blive åbnet op for udefrakommende parter, såsom idrætstilbud, erhvervslivet og hvem der eller kan bidrage med noget.
Disse kan endog få plads i skolebestyrelserne, så udefrakommende indflydelse er sikker og vist i den nye folkeskole.

Pædagogmedhjælperne, derimod, kan se frem til, at deres jobs forsvinder i løbet af de kommende år.
Med mindre de er blandt de heldige, som med års tro tjeneste har sikret sig anciennitet, forsvinder deres job i skoleregi frem til reformens fulde implementering i 2020.
De må ikke varetage UU timer, på trods af at mange af dem er virkelig kvalificeret personale.

Jeg har fantastiske kollegaer som jeg må sige farvel til i løbet af det næste år, såfremt der ikke sker noget. Blot fordi de ikke har taget en uddannelse men er ufaglærte.