Det bringer så næste problematik frem i lyset:
Pædagoger er ikke lærere. Lærere er ikke pædagoger.
De to grupper skal nu smeltes sammen i en fælles enhed, og pædagogerne kommer ikke længere til at være støttende i timerne. De skal nu stå for dem – alene.

På min arbejdsplads er vi så heldigt stillede, at vi allerede er højt specialiserede på mange områder.
Vores værksteder er aktivitetsbaserede, og derfor er personalet også ansat ud fra kompetencer som skal bruges på de værksteder.

Det gør det ’nemmere’ for os at vide hvilke felter vi kan sætte ind på, men samtidig skal vi til at undervise.
Vi ved bare ikke hvordan, hvem eller hvor mange.

Igen – pædagoger er ikke lærere og lærere er ikke pædagoger.
Sammen kan de to faggrupper skabe et stærkt og fagligt højt niveau, men det er ikke kun det der lægges op til. Langt fra.

Pædagogerne skal, såfremt vi ikke finder andre og nye løsningsmodeller på skolegangen, stå alene med en klasse.
Vi skal lave lærerplaner, formidle undervisning og samtidig være pædagoger og booste det sociale såvel som menneskelige i børnene.

Jeg får stres ved tanken.