Jeg startede med at dele dem om i hold af to via ren tilfældighed, og hvert par fik udleveret en præfabrikeret robot, skabt af SFO IT gruppen på en tema dag sidste skoleår.
Med iPad sat til projektor, og min egen robot i hænderne, gennemgik jeg slavisk hvordan de skulle programmere robotten.

Denne form for live feed undervisning gjorde det muligt for mig at tilpasse mig dem, og siden ingen af dem nogensinde havde prøvet noget lignende måtte vi tage det stille og roligt.

Det vil sige… Børnene var ekstatiske, paniske og – for at bruge en betegnelse James Nottingham bruger – ‘woblende’, men med hver vellykket del af programmeringen blev de mere og mere trygge.

Efter en times programmering, afbrudt af tests af hver sekvens, var børnene så optagede af robotterne, at jeg næsten ikke kunne nå dem ved blot at bruge stemmen.
Lykken var enorm, læringslarmen ligeså, og med få undtagelser var alle dybt engageret.

 

De få som ikke var glade og engagerede havde ikke problemer med robotterne, men med hinanden.
Jeg måtte sande at det er enormt svært at dele robotterne.

Hvem skal programmere nu? Hvem skal styre nu?
Noget så enkelt som hvem skal holde robotten skabte kaos, og krævede mere af børnene end de nok troede.
Det i sig selv er en af de øvelser, som mine små 8-årige elever gennemgår i dette forløb.
En af de skjulte læringer, som de ikke kan se men som jeg så snedigt har lagt ind. MUAHAHA!