Dengang jeg var barn mødtes vi i skoler, gårde, klubber eller hvor der nu engang var plads.
Som ung vendte verden og det sociale liv pludselig, da både hormoner og internettet kom til.
Med alle de sociale online tiltag der findes i dag, er det pludselig almindeligt at have ‘venskaber’ med folk man aldrig har mødt.
Det er den verden, vores børn vokser op i.

Tanker som disse er ikke nye for mig.
Mit første ‘venskab’ startede så snart jeg kom på internettet.
Med tiden har steder som Facebook gjort det muligt at have rene online bekendtskaber.

Den slags har jeg efterhånden en del af, skabt gennem mit netværk. Personer, som andre jeg kender, kender.
Folk, som jeg har kontakt til gennem arbejde såvel som fritid.
Mennesker, som online har hjulpet, samarbejdet og udvekslet erfaringer og tid med mig.

Mænd og kvinder, som lever deres liv uden aldrig fysisk at krydse mit.

Så hvad så når der sker monumentale ting i livet?
Deres eller mit.

Er der en rigtig eller forkert måde at reagere på?
Vi har jo aldrig set hinanden i øjnene, mødt hinandens familier, givet hånd..
Det vi har delt, har været hvad vi valgte at dele, og det valg er vel forskelligt fra gang til gang.

Hvis et venskab udvikler sig, kan man vælges at mødes og se hvem hinanden ‘virkelig’ er.
Måske er den digitale virkelighed lige så virkelig som den fysiske.
Grænsen er i hvert fald blevet meget sløret siden jeg kom på internettet som knapt 16-årig.

Vi, de digitalt indfødte generation 1, lever meget af vores liv digitalt socialt.
Generation 2, 3 og 4 er allerede sat i verden, og for dem er der næsten ingen forskel.
Alt er efterhånden socialt digitalt. Vi er forbundet så længe vi ønsker.
I børnenes tilfælde, også længe vi lader dem.

Det er vigtigt, at vi som voksne ikke underkender den verden,
At vi forstår og respektere vigtigheden af det liv, der leves online.

Selvom internettet stadig er et sted man kan gemme sig, er det også et sted at udtrykke sig. Vores børn har som udgangspunkt en evne til blot at være, og det er den tilstand vi skal fremelske i dem.

Få dem til at forstå at deres digitale liv faktisk er mere bestandigt end deres fysiske liv, for på internettet samles data og man lever videre i data.
Det er ikke noget at frygte. Det er blot en kendsgerning som vi skal lære dem.

Vi lever videre på internettet, selv når vi dør.
Jeg har længe været klar over det, men før i dag har jeg aldrig virkelig vidst det.

En mand, en mentor, som jeg aldrig nåede at møde fysisk, gik bort i nat.
På trods af manglen på fysisk kontakt, berørte vi hinandens liv.
Han hjalp mig med at udvikle mig gennem de knapt 2 år vi skrev sammen.

I dag er jeg ked at det, selvom jeg aldrig har hilst på ham fysisk.
Min virkelige digitale virkelighed er blevet – ja, meget virkelig.
Heldigvis ved jeg hvordan jeg skal navigere gennem det.

Lad os sikre os, at vores børn lærer det samme.
Hvis mit digitale liv føles virkeligt, må deres være en ren forlængelse at dem.