At være imod mobilforbud er ikke et populært standpunkt. ‘Hvordan kan man dog være for noget, som er skadeligt? Mobiltelefoner er tydeligvis noget skidt, specielt for vores børn.’

I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i Politiken.

Folks reaktioner har mildest talt været blandede, men jeg forventede intet mindre. Det blev bl.a. kommenteret, at jeg var virkelighedsfjern og ikke havde forståelse for, hvad der sker i praksis. Af en eller anden grund gik det manges ører forbi, at jeg er praktiker som lever hvad jeg udtaler mig om.

Emnet om mobilforbud skal og må nuancere

Nuvel – i en debat, som vækker så mange følelser er det vel svært at høre helheden. Nogen må i sagens natur stå i skudlinjen sammen med mobiltelefonen, og der stiller jeg mig gerne. Emnet om mobilforbud skal og må nuanceres. Mobiltelefonen er i kommet offentlighedens søgelys og ønskes til ofring på skafottet i jagten på ‘den evigt gyldige årsag’. Konsensus er blevet, at mobiltelefonen er gerningsmanden.

Jeg ville være enig, hvis ikke det var at give en dims skylden. En død, mekanisk fremstillet ting. Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.

At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.

Derfor hverken kan eller vil jeg være imod mobiltelefoner og al anden form for ‘smart teknologi’.

Vi tilegner en død dims skyld

Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.
Jeg er generelt tøvende med, at bruge begrebet ‘skyld’ i denne sammenhæng. Det er ikke brugbart, da det ofte ender i bebrejdelser og forbud. Netop det, som florerer på nuværende tidspunkt.
Vi skal væk fra denne tilgang og have fokus på menneskets interaktion med teknologien. Vi skal indse og anerkende det faktum, at vi ikke har brugt teknologien lige hensigtsmæssigt fordi vi ikke har vidst, hvordan dette skulle gøres.

Vi voksne – de såkaldte digitale indflyttere – har taget det til os med lynets hast, i hvert fald privat. Ingen har kunne følge med, så i den digitale og teknologiske udviklings slipstrøm er der sket det, som altid sker i ukontrollerede/ uforståelige miljøer. Vi har efter bedste evne forsøgt at tilpasse os, og nu står vi med konsekvenserne. Toget kører alt for hurtigt, og vi har valget mellem at stoppe helt ved, at smadre skinnerne eller sætte farten ned stille og roligt. Ingen af os har vidst hvordan vi skulle styre toget, så hvad gør vi?

Mobilforbud er en kortsigtet strategi

Jeg advokerer for, at vi bruger metoden at sætte farten ned, for historisk set har blitzløsninger sjældent gjort noget nemmere. Med hvert forbud er der kommet modreaktioner som ikke var særlig lødige eller praktiske. I min optik er det ‘tisse i bukserne for, at holde sig varm’ løsningen, som giver øjeblikkelig effekt men ikke gør en forskel i længden. Hvad lærer vi børnene ved at tage mobilen væk i læringssituationer, og kun give dem den tilbage til leg og underholdning?

Det korte svar er, at vi blot forstærker den eksisterende tendens. Vi lærer dem, at mobilen er legetøj frem for, at give dem værktøjerne den også tilbyder. Skal vi skabe livsduelige børn, som kan forvalte den verden de lever i og ruste dem til fremtiden, skal vi møde dem her og nu.

Selvfølgelig skal vi have mobilpauser

Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.

Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.

Det starter hos de voksne

Her og nu skal vi i fællesskab tage ansvaret og lære dem at bruge dimsen, som de allerede har. Forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det starter hos os, kære medvoksne, og griber vi ikke muligheden mener jeg, at vi fejler endnu en generation af børn. Vi skal i gang med den digitale opdragelse, og det kan kun gå for langsomt.

Vores unge har været overladt til sig selv, og det er ren ‘Fluernes Herre’ online. Vi skylder dem at deltage, selvom vi med egne handlinger og mangel på samme har lagt grunden for deres liv allerede. Det vi kan gøre for de unge er, at give dem medansvar, demokratisk forståelse og bruge vores voksenhjerners kapacitet og erfaringer til, at råde og vejlede.

Det er ikke nemt men vi må ikke stoppe

Jeg har selv stået i klasseværelset. Jeg har selv stået på institutionens gulve. Jeg har vejledt og undervist kollegaer samt forældre, så jeg kender frustrationerne og problematikkerne på egen krop.

Der er intet nemt ved det her, men det bør ikke stoppe os fra at gøre det! Forbud stopper måske det nuværende slag, men kampen stopper ikke. Tiden for bevidst, digital opdragelse er inde, og første skridt er at tage ansvar. Ikke blot her og nu men i dag og hver dag herefter.


Links i teksten:

da_DKDanish