Der er visse tidspunkter, hvor glæden ved at arbejde med børn er ekstra stor.

Et af dem er, når de spontant vælger at værdsætte dig med ord. I sidste uge var der overflod af disse spontane komplimenter, og min onsdag blev lige 100 gange bedre 🙂
Første kompliment opstod, da jeg efter en enkelt lektion i 4. A skulle videre. 
Flere af børnene råbte spontant i kor, at jeg ikke måtte gå for de var ikke klar til at stoppe med det stop motion, som jeg har sat i gang. Det varmer 🙂
Andet kompliment kom, da jeg i 4. B var i gang med samme projekt.
Inden jeg får set mig om, har børnene været i gang med smartboardet, og har efterladt mig en besked.
Det er jo ikke til, at stå for!
Næste kom, da det blev spisetid, og klassens rod kiggede på skemaet og udbrød: “Har vi allerede haft dig i 2 timer?! Det føles kun som en.” 
Jeg kunne så fortælle ham, at sådan går det, når man hygger sig.
Det sidste kom nærmest ud af det blå.
Jeg var på vej ud af døren, da to store piger – vistnok fra en 5. klasse jeg kort besøgte for en måned siden – spurgte om jeg ikke var Eva.
Efter at have svaret ja, sagde hun: “Jeg har sagt til min far, at han skal gøre mig til IT specialist, så hver dag skal han tage 10 billeder af mig.”
Komplimentet er næppe synligt uden yderligere forklaring:
I den korte tid jeg tilbragte med pigerne, fik jeg vist dem DigiPippi TV og fortalt hvad jeg laver udenfor skolen. Jeg blev øjeblikkeligt inviteret tilbage af pigerne dengang, men jeg var kun midlertidig gæst så det kunne ikke lade sig gøre.
Men det har åbenbart gjort indtryk, at jeg fortalte dem om mit virke. I hvert fald var det en af de piger, som ud af det blå stoppede mig midt på gangen for at fortælle mig, at hun ville være IT specialist 🙂
Hvis det ikke er et kompliment, så ved jeg ikke hvad det er! 
I hvert fald fik jeg en ekstra fantastisk onsdag pga disse søde unger.