Men mange må tage til takke med hvad de har.
Jeg gør mit ypperste for at bakke op om processen på mit arbejde.
Som ansat og medarbejderrepræsentant af skolebestyrelsen føler jeg et medansvar for at få processen til at forløbe så godt som muligt.
Samtidig er jeg ved at – undskyld udtrykket – skide grønne grise over udsigterne.
For jeg kan bare ikke gennemskue hvad der skal blive af mit fag og mit elskede multimedieområde.
Hvordan skal jeg i fremtiden kunne hjælpe med at fostre børnenes interesser i digital kunst, animation, stopmotion og alt det andet dejlige, hvis det skal gøres med 25 børn?
Hvis jeg skal nå det på en eller to lektioner?
Og hvad med fordybelsen? Hvor skal jeg fremme den henne?
Jeg prøver virkelig ikke at male fanden på væggen men puha..
Knuden i min mave er ikke mindre som tiden går.
Det er hårdt at se den bedste arbejdsplads jeg nogensinde har haft ændres radikalt, og så til noget ingen endnu ved hvad er.