I forbindelse med den forgangne lockout kom debatten om hvor meget, eller hvor lidt, lærere laver op til overfladen.
Mange klandrede dem for det samme, som pædagoger er blevet i årevis; at de ‘kun arbejder 4-5 timer om dagen’. Det kan da ikke være hårdt.

Hvis disse kritikere vidste, hvor svært det er at holde en stor gruppe børn samlet, fokuseret og engageret dag efter dag! Mentalt at favne alle de små individer med deres forskellige behov, evner og stemninger. Puha.

Vi lever i en tid hvor inklusion er dagens ret, og hvor det koster mindre penge at have børn inkluderet end at bruge penge på specialundervisning. Her undlader jeg at udtale mig om de menneskelige omkostninger, for det er en hel anden sag.

Som nybagt pædagog går det første år groft skåret med at gå hjem og sove efter hver eneste arbejdsdag. Man er fuldkommen udmattet, for hvert sekund af arbejdsdagen går med at være tilstede for børnene. Fysisk såvel som psykisk.
I enhver given situation skal du være bevidst om hvad der foregår i alle kroge og hjørner. Hvem laver hvad, hvor og hvordan. Den gamle skrøne med øjne i nakken er i det pædagogiske fag ikke blot en skrøne. Det er en form for ‘superevne’ alle med daglig tilgang til børn – inkl. forældre – må udvikle.

Jeg har ikke tal på, hvor mange forældre – specielt fædre – der har spurgt til hvordan vi holder larmen og kaoset ud. Svaret er ret simpelt – der er tale om struktureret kaos. Plus – man vender sig til det høje støjniveau. Der er forskel på glad støj og på ukonstruktiv støj, og den glade slags er en uløselig del af at arbejde med børn.

en_USEnglish