Hej Monica
Nu skal du huske, at du skriver til en praktiker. Jeg ved ikke hvad ’postfænomenomogiske tilgang’ eller ’ pere ignorant’ er, og er generelt ikke særlig stærk i videnskabs jargon. Af selv samme årsag allierer jeg mig med forskere og videnskabsfolk, som kan oversætte det til lægmands termer. Dog skal det siges, at jeg har fuld opbakning i min tilgang og indholdet i denne artikel fra bl.a. Mikala Hansbøl fra Metropol.
Begrebet ’digital tilflytter’ bruges, fordi det er en god metafor for, hvordan langt de fleste har tilgået den teknologiske udvikling. Jeg er udmærket klar over problematikken med begrebet ’digitalt indfødte’, og derfor bruger jeg det ikke. Læs mere om min holdning til begrebet her https://blog.kubo-robot.com/give-the-kids-the-gift-of-digital-literacy-990fb12a59ff.
Jeg er helt bevidst om, at der bag al design ligger hensigter og intentioner. At der er brugt timer, måneder og år på, at få det udviklet til det stadie, hvor det er nu. Denne tid er brugt af mennesker, som har skabt det, og det er også mennesker som tillægger det værdi og handler herefter.
Teknologien er og bliver en skal – et ’vessel’ – som vi putter ting i. Min store anke med den vej debatten pt. løber omkring mobiltelefonener er, at ingen har fokus på hvem, hvad og hvorfor. F.eks. ved skolelederen ikke hvorfor hun laver mobilforbud. Først bagefter skal de forsøge at finde de parametre, som skal vurdere om det er en succes eller ej.
Vi taler kun for og imod. Ingen nuanceringer. Ingen snak om kritisk tænkning, digital literacy og opdragelse. Der tages ansvar ved, at forbyde, og det er en problematisk tilgang. Mildest talt.
Jeg ved ikke, hvor meget vi kan nå at vende for vores unge og til dels de større børn, men jeg vil så absolut gøre mit bedste for, at muligheden er der. Bombastisk eller ej.

Hej Jakob
Tak for din kommentar.
For, at tage din første pointe op kan du som sådan finde svaret i sektionen under.
” At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.”

” Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.”
Mobiltelefonen er noget, som vi fylder op med menneskeskabte ting, og det er producenterne vi skal være kritiske overfor. Det er dem, som skaber indholdet og distribuerer det, som vi fylder teknologiskallen med.
Der mangler i høj grad kritisk sans og tænkning, når det kommer til vores konsumering af apps. Et emne, som jeg ikke tog op her, da det er enormt. Vi skal åbenlyst være kritiske og være bedre til, at fravælge. Med vi mener jeg selvfølgelig de voksne, som så skal videreføre det til børnene.
Første skridt mod en forbedret situation er, at vi engagerer os og sætter os ind i apps før vores børn installerer dem. Og så i det hele taget sørge for, at have holdninger og regler om notifikationer og lignende.
Det starter i hjemmene, og fortsætter i skoler og institutioner.
Modsat derhjemme, har hverken lærere eller pædagoger mulighed for individuelt at varetage børns indhold på mobiltelefonen. Det er absolut heller ikke deres opgave.
Til gengæld mener jeg, at de enkelte lærere og pædagoger skal vælge, hvordan de ønsker at inddrage mobiltelefonerne. Forældrene skal tages på råd, men i sidste ende er det de professionelle, som har primæransvaret i hverdagene.
Jeg har ikke svaret på, hvad man skal gøre, når forældre selv vælger at give deres børn dyr teknologi fra de er små. Oplysning er en af vejene, men det frie valg er jo en menneskeret i vores del af verden.
Faktum er, at det gør de, og det er det som vi må tage udgangspunkt i.
Netop derfor mener jeg, at det er en del af vores fælles dannelsesansvar, at lære børnene at bruge deres egen mobiltelefon til alles bedste. At vi i plenum bruger den forhåndenværende teknologi, så børnene får gode og produktive vaner med mobiltelefonen.
Hver gang vi vælger udelukkende at sidestille den med underholdning og legetøj, fastholder vi tendenserne.
Problematikken med Bring your own device er reel og stor. I min podcast med Uffe Lyngdal Sørensen – Alphabølgen – tager vi vinklen op (http://alphabolgen.dk/2017/08/31/bring-your-own-device-alphaboelgen-episode-3-31-8-17/).
Der ER ingen nemme løsninger her, og jeg kan sagtens forstå hvorfor forbuddet virker så tillokkende. Hav ’mobilhoteller’ i klasserne, lad dem ligge i de fleste situationer men husk at inddrage dem også. Det er bare vigtigt, at vi tager stilling her, og ikke går i forbuds ’mode’. Det er ikke gunstigt og udviklende.

At henvise til Pretskys forældede (og nationalromantiske) pop-idé om ‘de digitale indfødte’ er en helt rant af fejlforståelser værdig oveni.

Teknologi kan med fordel analyseres som havende en agenda pgr de forskellige affordances (potentielle handlemuligheder) som et device foreslår til brugeren. For den enkelte er det mindre relevant hvor de muligheder blev designet og mere relevant at ‘dimsen’ besidder dem k interaktionen.
Om man kan ændre børns opfattelse af en mobiltelefon fra -primært legetøj til primært værktøj er jeg nysgerrig på at høre mere om, men jeg er indrømmet skeptisk fra start.

Ifht ‘digitale indfødte’ versus ‘indvandrene’ så lægger vægtningen af de to begreber op til xenofobi først og fremmest, men er også byggeg på et løst løst grundlag.
Århus universitet har lavet nogle deprimerende undersøgelser af emnet som jeg klart anbefaler.

Men skaberne bag både hardware og software har jo forsæt. Ingen smartphone uden software fyldt med digitale fristelser og andre sociale aktiviteter væk fra skolegrunden. Jeg har svært ved at forstå argumentationen og din pointe her?

“Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.”

Så hvem skal håndtere at ovenstående ikke sker og hvordan?

“Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.”

Så hvad sker der når halvdelen af forældrene til børnene i 3. klasse giver deres børn mobiltelefoner? Hvem styrer dem i at blive sluset stille og roligt ind? Hvornår skal alle have en telefon ?

Debatten kører jo ikke på om børn i folkeskoler ikke skal lære at skabe og lave ting med teknologi. Tværtimod. Men som jeg forstår det handler det om at skolen og lærere selv styrer og bestemmer hvornår det er bedst at inddrage teknologien. Jeg har svært ved at forstå argumentationen for hvorfor den enkelte elevs private smartphone gavner undervisningen? Men hvis den gavner, er dem der ikke har en mobiltelefon så dårlige stillet? Hvis ja, kræver det i så fald at alle elever skal have en? Hvornår skal de det, jf. de skal sluses stille og roligt ind? Hvem skal styre dette? Forældre eller lærere?