Følg med på Twitter under #VisionFS.

Det var satme hårdt at indrømme overfor mig selv, at det til sidst var gået for vidt!
Min familie havde i en måned forsøgt at få mig til at fatte, at jeg var for langt ude, men når man er pligtopfyldense og virkelig gerne vil… Ja, så er det svært at sige stop.

De berømte sidste dråber kom, da min afdeling af SFO’en blev fuldstændig omstruktureret og flyttet til nye (dårlige) lokaler, og mit værksted i praksis skulle genopbygges fra grunden.

Endnu en ting, at genopbygge…

Tilføj en større skoleomlægning samt udvidelse af spor, og jeg endte med at bryde sammen.
Havde det blot været en af tingene, havde det været nemmere at tage, men alle sammen. Det blev for meget.

Jeg er langsomt ved at finde hoved og hale i mig selv igen, og bloggen hjælper mig med at finde tilbage til mit kerneområde.
Mine egenskaber har ikke ændret sig – mit overskud forsvandt bare som dug fra solen.

Så mens jeg arbejder mig op på benene igen, vil der dukke nye og spændende ting op på bloggen.
Det er trods alt mit hjerteblog og min spidskompetence, så hvad bedre måde findes der :)?

En ekstra stor og kærlig tanke sendes til mine kollegaer, mine børn og alle jer andre, som knokler i den nye reform.
De, som enten skal, vil eller kan blive.
Jeg håber jeres hårde arbejde betaler sig og, at vores børn kommer til at trives.

Knæk og bræk!

På dette, min 5. dag, har jeg gjort mit bedste for ikke at lægge mig hen over det nærmeste bord og tude og/ eller sove.

En kollega, som jeg ikke har arbejdet sammen med siden april, konstaterede bekymret at jeg så helt slatten ud.
Hun har den ‘fordel’ at hun er i mellemtrinnet, hvor de har 2 faste pædagoger til hendes årgang.
Pædagoger fra den lokale klub, som til dagligt har børnene efter skole.

Jeg fortalte hende om de forgangne dages hændelser.
Hun mødte det med samme skræk og chok som de mange andre, jeg har modtaget reaktioner fra.
Vi var helt enige om at den her skolereform er børnemishandling. For det er den, og voksenmishandling.

Sammen havde vi derefter 2 lektioners musik, hvor min skønne klasse endnu engang viste, hvor langt ude de er efter denne uge.
De er, som alle andre 8-årige, nogle værre spradebasser engang imellem, men det er blevet taget til et helt nyt niveau.

Efter musik måtte jeg fortælle dem, at de simpelthen havde været så urolige og uopmærksomme, at jeg blev helt bekymret og frustreret.
Selvfølgelig fortalte jeg dem også, at de forhåbentlig alle sammen ved hvor meget jeg holder af dem alle, og syntes de er dejlige.
Jeg var bare så træt, havde ondt i stemmen og var på randen af, hvad jeg som menneske og professionel havde at byde på.

Jeg ved jo godt at de ikke gør det for at være irriterende. De er dejlige børn, trætte men dejlige børn.

Da jeg mødte ind i morges var noget af det første jeg bemærkede, de mørke rander børnene havde under øjnene.
De var så trætte, at deres dansklærer blev helt bange for at de intet huskede fra ugen.

Vi er alle trætte!
Jeg gik hjem og sov i halvanden time, på trods af at jeg først var hjemme kl 16:30.

Det lyder måske ikke af meget for nogle, men jeg har været på børnene i 7 timer.
Jeg er gået fra at være hjælper til underviser til værkstedspædagog.
Lige nu har jeg 3 jobs i et.

Efter mit blogindlæg i går and den før da, ringede min mor i morges for at være sikker på at jeg er okay.
Jeg fik hende forsikret om, at jeg klare mig for jeg har prøvet det her før.
Da jeg i sin tid startede som fuldtids skolepædagog på mit tidl. arbejde, brugte jeg flere måneder på at finde hoved og hale i mit job.

Der var nemlig også kun rammer og intet reelt indhold.
Det skulle jeg selv opfinde, og jeg var mere eller mindre alene om det.

Selv med den erfaring må jeg konstatere, at det her er værre.

Bare det, at skulle fra undervisning og hen på SFO’en er en logistisk opgave, som ikke er løst endnu.
Hvordan skal vi kunne åbne vores værksteder til børnene får fri, når vi har dem i undervisning indtil de har fri?

Jeg kan blive ved, men faktum er at jeg er så træt, at jeg føler jeg kan sove en hel uge.
Problemet er bare, at når jeg lægger mig i sengen går min hjerne i selvsving med undervisningsforløb, børnene og deres trivsel samt bekymringerne over, hvordan det her skal gå.
Og når søvnen kommer, drømmer jeg alt muligt mærkeligt.

Næste uge er lige rundt om hjørnet, men nu prøver jeg at slå det ud af hovedet og slappe af.
Der er alligevel ikke så meget jeg kan gøre, andet end at forberede mig for i kaos må man søge orden, hvor man kan.
Så det gør jeg efter bedste evne.

Godnat, internet!

Jeg begyndte allerede søndag at planlægge forløbet til min 2. klasse, og stødte hurtigt ind i første problem.

Forberedelsenstiden.

Vi har fået 5 timer ugenligt til forberedelse, og inden jeg havde set mig om, var der gået over 4.

Med den nye måde at tælle timer på, opstår der hurtigt en flaskehals. Specielt, fordi ingen kommer med materiale vi kan tage udgangspunkt i, så alt skal skabes af mig selv.

Hvem skulle også komme med det?

Mine kollegaer – lærere som pædagoger – styrter rundt og prøver at nå det de skal, samt forstå egne og andres roller.

I et forsøg på at skabe en form for retning, har min ledelse meldt ud at trivsel er vores fokusområde i understøttende undervisningstimer.

Vi har også – allernådigst – fået lov til at blive i vores primær klasser. De af os, som har sådan en.

Andre kastes rundt som det nu engang passer, og jeg opdagede i dag at jeg faktisk har hjælper på om tirsdagen!

Det er der ingen som havde fortalt mig, men det var en dejlig overraskelse.

Som forbruger og underviser vil jeg ikke finde mig i møg. Rent ud sagt.
Hvad gør jeg så for at ændre på det og få indflydelse? Og kan andre ikke gøre det samme?

Det enkle svar er ja, det kan andre godt.
Det mere uddybende svar er ja, men det kræver at man kræver indflydelsen.

At jeg, gennem relationer med de forskellige interessante app-udviklere og andre som mener som jeg, gør min indflydelse gældende og bruger min ekspertise og erfaring, er til alles fordel.
Det giver mig muligheder for at være deltagende på andre måder end normalt.

Hvis den enkelte bruger skal ind og gøre sin indflydelse gældende kræver det ofte en del mere.
Hvis du som enkeltstående bruger kontakter en producent, er det op til udviklerens velvillighed i hvor høj grad der lyttes.

Det hjælper når man er flere om en henvendelse, men det kræver tid og organisering.
Man kan selvfølgelig klage til alle mulige instanser, men hvad hvis man ikke vil klage?
Hvad hvis man er glad og blot har gode ideer?

Vi mangler i høj grad veletablerede grupper hvis mål det er at skabe bedre og mere brugbare apps.
Specielt til Android.

Meget kan man sige om Apples måde at gøre tingene på, men det virker.

Jeg har længe råbt højt om de apps iPads tilbyder, og da jeg for nogle måneder siden anskaffede mig en Android tablet, var det med håbet om at kunne finde alternativer til den dyrere iPad.

Det har indtil videre vist sig at være en ret uoverskuelig opgave.

Antallet af ligegyldige og/ eller ubrugelig apps til Android er enormt.
Der er langt mellem de gode apps, specielt til børnene.
Bare det at finde en god og simpel tegneapp, som rent faktisk kan mere end blot det basale, har vist sig at være enormt svært. Tangerede til umuligt.

Apps er ved at være en normal ting i skoler såvel som private hjem.
Flere og flere kommuner nedsætter grupper, som skal sikre kvalitet og brugbarhed.
Regeringen kommer med ideen men ikke så mange reelle midler og værktøjer. Det er op til den enkelte kommune at opfinde den dybe tallerken – igen og igen.

Det må til at stoppe. Nu.

Hvis digital læring og kreativitet skal række ud over lidt sjov med en digital platform, skal der mere til.

Jeg har gjort det til min mission, at få gjort feltet stærkere. Om det så kræver, at jeg deltager i udviklingen, så gør jeg det.

Jeg er ikke alene og vi er mange, som snakker i krogene.
Nu er vi så begyndt at råbe samlet i stedet for.

Vi skal kræve noget!
Jeg er begyndt, og jeg håber flere vil følge for udviklingen stopper ikke.
Det er forbrugerne, som i sidste ende styrer løbet for uden dem, intet produkt.

Husk det, næste gang en app du har købt skuffer eller glæder.
Skriv din mening – enten som anmeldelse under produktet, på de sociale medier eller til folk som mig.
Så sker der noget, og det er ikke kun de gnavne eller dem der vil tjene penge, hvis mening høres.

Børn og unge på internettet og de voksnes ansvar

Mandag D 18/2 afholdte Medierådet for Børn og Unge en debat hos Berlingske Media på baggrund af en ny undersøgelse om børn, unge og deres liv på de sociale medier. Denne undersøgelse var udarbejdet i samråd med Forbrugerrådet, Institut for Menneskerettigheder and DR og havde til formål at sætte klare tal på hvordan vores unge ser og gebærder sig på internettet.

Jeg havde fået fri til at deltage og sammen med 250 andre blev jeg sat ind i resultaterne. Efterfølgende var der debat med bl.a. et panel bestående af 5 unge mennesker. Dem vender jeg tilbage til.

Undersøgelsen var målrettet på unge mellem 12 og 18 år samt forældre til børn mellem 9 og 18 år. Sidstnævnte var en positiv overraskelse, da det i min optik er meget relevant at få de voksnes forestillinger sat op imod de unges svar. Rigtig mange forældre er ganske enkelt uvidende om hvad deres børn bruger internettet og de sociale medier til. Der hersker utrolig megen frygt af denne grund, godt varmet op af mange mediers sensationelle tilgang til emnerne.

Derfor var det også relevant for mig at spørge ind til hvorfor kun de 12-18 årige blev spurgt?

I min erfaring begynder børn at få et socialt liv på internettet så snart de kan bruge en computer eller en mobil.

Hvordan kan man lave en undersøgelse hvor det kun er forældrenes gisninger der bruges?

Hvorfor blev de 9-11 årige børn ikke selv inddraget?

Svaret var i korte træk at de 9-11 årige var for små til at deltage i den webundersøgelse som var ophav til selve rapporten. De var for svære at lave statetik over.

Dog havde de fundet det relevant at stille separat fremstillede spørgsmål til de 12-14 årige og 15-18 årige.

Jeg har svært ved at se hvad forskellen er mellem det, og så at få den yngre gruppe involveret også. Hvis de mente at de små havde for svært ved at læse og forstå spørgsmålene, kunne de have lavet dem som video eller involveret forældrene.

Det giver i hvert fald ikke mening for mig at ekskludere de yngste brugere, og den videre debat understregede min pointe.

Det er bedst at starte med begyndelsen, så det gør jeg.

Da den nye skolereform blev fremlagt, var der i første omgang et ord der spredte sig som løbeild i debatten: aktivitetstimer.
Pædagogerne rasede, lærerne undredes og politikerne slog hinanden i hovedet med dens betydning.

Så blev begrebet fjernet og nu står vi med en ny, og vedtaget, størrelse kaldet understøttende undervisning.
Forleden blev det vedtaget at pædagoger skal stå for 75 % af disse UU timer i indskolingen, og 50 % på mellemtrinnet og i udskolingen.

I Frederiksberg kommune, hvor jeg arbejder, bliver konsekvensen en nedgang i lærere, som følge af ’naturlig’ afgang, og en tilgang i pædagoger.
Samtidig vil der blive åbnet op for udefrakommende parter, såsom idrætstilbud, erhvervslivet og hvem der eller kan bidrage med noget.
Disse kan endog få plads i skolebestyrelserne, så udefrakommende indflydelse er sikker og vist i den nye folkeskole.

Pædagogmedhjælperne, derimod, kan se frem til, at deres jobs forsvinder i løbet af de kommende år.
Med mindre de er blandt de heldige, som med års tro tjeneste har sikret sig anciennitet, forsvinder deres job i skoleregi frem til reformens fulde implementering i 2020.
De må ikke varetage UU timer, på trods af at mange af dem er virkelig kvalificeret personale.

Jeg har fantastiske kollegaer som jeg må sige farvel til i løbet af det næste år, såfremt der ikke sker noget. Blot fordi de ikke har taget en uddannelse men er ufaglærte.

“Du skal ikke slå ham ihjel”, hørte jeg mig selv sige for 3. gang, hvorefter jeg befandt mig i en pædagogisk genkendelig situation vedrørende 3 drenge og deres manglende evne til at samarbejde. Episoden udspillede sig bare ikke kun i et fysisk rum men også på en MineCraft server.

Anders And havde slået Pigen med Hovedtelefoner ihjel ved et uheld, og hævn var uretfærdigt blevet taget.

Ting flyder åbenbart hen til den nærmeste på MineCraft serveren, så en magtkamp blandt 6-7 årige blev udspillet i det fysiske rum om hvem, der var ejer til hvad og hvorfor.

En far, som netop havde hentet sin datter fra et spil om bagning, hundeplejning eller modeldrømme, stod helt stille i dørens mens jeg forsøgte at få de 3 kamphaner til at enes.

Efter, at have betragtet situationen et par minutter konstanterede han smilende, at jeg havde hænderne fulde. Oh ja!

På overfladen kan det ‘bare’ ligne leg men nedenunder er der store følelser på spil. Præcis de samme, som hvis Anders And havde brudt reglerne i en gang røver og soldater eller Stratego. Forskellen er blot, at de genstande og den leg der er tale om, foregår i et virtuelt univers. Forskellen syntes måske stor, men er det overhovedet ikke.

Reformen er i punktform

• En lektion med idræt, motion og bevægelse hver dag.
• Flere timer til dansk og matematik fra 4.-9. klasse.
• Eleverne får engelsk allerede fra 1. klasse.
• Eleverne får tysk eller fransk fra 5. klasse.
• Håndværk og design bliver nyt fag og erstatter sløjd og håndarbejde.
• Hjemkundskab fornys til madkundskab.
• Nyt Nationalt videncenter for historie og kulturarv.
• Flere valgfag fra 7. klasse.
• Folkeskolens afgangsprøver skal have øget betydning for optagelse på ungdomsuddannelserne.
• Øget forældreindflydelse og elevinddragelse.
• Styrket klasseledelse og mindsket uro i folkeskolen.
• Mere fleksible holddannelsesregler med tydeligere vægt på stamklassen.
• Alle lærere skal senest i 2020 have undervisningskompetence – svarende til linjefag – i de fag, de underviser i.
• Efteruddannelse af skoleledere, lærere og pædagoger i skolen.
• Et tættere samarbejde mellem lærere, pædagoger og medarbejdere med andre kompetencer.
• Korps af læringskonsulenter.
• Nyt Råd for Børns Læring.
• En række regelforenklinger af folkeskoleloven, så kommunerne og skolerne får større frihed til at tilrettelægge undervisningen i skolen.

(kilde UVM.dk)

Derudover skal de nævnes at børn i 0-3 skal gå 30 timer i skole, 33 fra 4.-6 og 35 timer fra 7.
Jeg er så ked af det lige nu. Hvad bliver min fremtid nu? Jeg håber BUPL kommer på banen og gør et eller andet. Ved ikke hvad, men jeg er dælme mismodig lige nu

Før alt rodet startede havde jeg på fornemmelsen at det ikke ville være godt for mig, men hvad kan man gøre? Jeg måtte passe mit arbejde, uanset karakter, for de børn der kom skulle passes.
Vi lagde ud med ideen om, at vi blot skulle føre tilsyn. Det holdt i ca. 1 uge og så måtte en form for hverdag etableres.

Hvordan gør man så det når man ikke må undervise? Man forsøger at være kreativ. Meget svært, når man ikke aner hvor længe møget bliver ved!

Nu er lærerne tilbage, og deres stres er udtalt. Hvad kan de nå at lære børnene? Hvor mange er sakket så meget bagud at det ikke er til at rette op på?
Jeg prøver – ikke helt succesfuldt – at lade mit arbejde blive på min arbejdsplads. Det er bare så svært! Vi starter 1. klasse om få måneder og alle hængepartierne tynger.

Gad vide hvor længe vi vil se følgerne af lockouten? Vil kommende generationer identificere sig som ‘dem, der oplevede lockouten’?

Jeg får fortalt, at jeg får tykkere hud med tiden. Det er bare ikke sikkert jeg har lyst til det.