Forbrugerombudsmandens udmelding om, at man automatisk skaber reklame hvis man laver content, er at ramme gråspurve med kanoner.

Ingen kan være i tvivl om, at vi skal beskytte børn og unge mod skjult reklame, men fordi jeg har et CVR nummer, er alt pludselig reklame?

Lad mig tage mine to Instagram konti som eksempel.

Den ene, evafogdk, er mit professionelle ansigt udadtil. Alt der lægges op der, er direkte relateret til mit arbejde som konsulent, debattør og digital pædagog. Det er Point of Views, debatoplæg eller deling af mit arbejde eller arbejdsrelaterede hændelser. Den indeholder samme indhold som mine LinkedIn og X konti, og formidles i et professionelt sprog til voksne og interessenter.

Kan det være reklame? Hvis det er, så er det reklame for mig selv, for jeg har en streng ‘ingen reklame’ politik om mit indhold på denne kanal. Jeg tænker heller ikke, at de virksomheder og brands jeg fremhæver i mine indlæg om svigt og problematisk tilgang, føler det er særlig god reklame.

Min anden konto, hilseneva, er vel hvad man kan kategorisere som ‘influencer content’. Det er som udgangspunkt videoer om emner jeg går op i, både ting fra mit privatliv og hvad der sker i verden. Kanalen er en pendant til min TikTok og YouTube Shorts, og målgruppen er alle som vil se med. På denne kanal laver jeg konkret reklame for produkter, som jeg indgår samarbejde med virksomheder om. I disse videoer gøres det tydeligt at det er sponsorerede eller betalte kampagner.

Som voksen på sociale platforme, er jeg mig mit ansvar bevidst — hele tiden.

Jeg er bekendt med, at mange ikke har samme omtanke som jeg, og disse mennesker skal selvfølgelig lære at overholde lovgivningen. De skal også lære hvilket moralsk ansvar de har, men det er en hel anden snak.

Mange af dem, som Forbrugerombudsmanden rammer, er ikke mennesker med en baggrund i andet end at være dem selv. Det er mennesker, som deler ud af deres liv, hobbier, erfaringer og tanker. Et fåtal af dem tjener penge eller får produkter for at lave reklamer, og de skal helt sikkert rette sig efter loven. En del af dem har ikke et CVR nr., og nogle kan ikke få det, da de er under 18 år.

Hvad så med nyhedsinfluencerne?

Hvad gør man reklame for, når man fortæller om naturkatastrofer, current events og andet der rør sig? I andre lande er det helt normalt at folk får sine nyheder fra folk uden journalistisk uddannelse, erfaring eller anden relevant baggrund. I Danmark er vi godt på vej med at følge trop.

I denne uge så jeg for første gang, at en af disse kanaler nu brugte reklame i alle deres nye videoer. Så mens Frede Forside talte om mulig terror, eller at Elgiganten fusker med priserne, løber en nyhedsstream i bunden med reklame for mad eller gaming udstyr.

Gråzonerne på influencer området er enorme, og at sætte ordet REKLAME på alt, belyser ikke problemerne. Det udpeger blot nogle af symptomerne, og skaber forvirring og usikkerhed.

I dag fødes nogen som influencer — så hvordan skal lovgivningen følge med der?

Influencere er kommet for at blive, uagtet om det huer journalister, Forbrugerombudsmanden og andre. I stedet for at skyde gråspurve med kanoner, bør der ske et samarbejde på tværs af instanser som kan skabe mere gennemsigtighed.

Sharenting — En sammentrækning af ordene ‘share (dele)‘ og ‘parenting’ (forældreskab)

Lad mig starte med at sige, at jeg respekterer forældres beslutninger om, hvad der er bedst for deres familie. Men samtidig er jeg meget kritisk overfor enhver offentliggørelse af børn, for de har ikke en stemme men må leve med følgerne. Internettet husker, og folk får hurtigt alt for følelsesmæssige forhold til fremmede børn online.

“Når man er lige så gammel som vi er [..], så bliver man tit skældt ud for at vise sine børn på Instagram. Man sætter røven direkte i klaske højde. Og nu er der simpelthen en kategori, hvor at vi hylder dem der tør og vise børnene på Instagram.”

Lisbeth Østergaard under præsentationen af Årets Parent Content, Simba Prisen 2024

Der er en grund til, at sharenting sætter forældres røv i klaskehøjde. Det er blevet normalt at bruge sine børn som en del af ens markedsføring, og der spekuleres direkte i det for at få likes, views og brand deals. At være familyblogger/influencer er ikke en sort/hvid skala, men en med et væld af nuancer. Jeg ser mange respektfulde forældre, som blot nyder deres børn og deler det, men også udnyttelse af sårbare eller ydmygende øjeblikke.

Som barnløs varmer det mit hjerte at se skønne familier og børn, men som professionel sidder jeg med en knude i maven. For jeg kender til bagsiderne og mulige konsekvenser. Det er langt fra uproblematisk, at et barn vokser op med internet tanker og onkler, som fordyber sig i et fremmed barns liv. Modsat en voksen, har barnet ikke valgt at være genstand for andres følelser, behov og drømme. En dag bliver barnet gammelt nok til at forstå, at det er blevet kendt, og at der er skrevet beskeder og kommentarer om alt det delte.

Langt over grænsen eller naturlig afslutning

I starten af 2024 valgte en knust mor at få sponsoreret sin datters begravelse, og delte alle detaljer på Instagram. Samme mor fik også sponsoreret negle, kage og sikkert også andet. Er det langt over grænsen, eller en naturlig afslutning for en familyblogger, der har delt sit barns sygdom og hvor barnet på tragisk vis ikke overlevede?

Hvis man følger med i børnestjerners liv, vil man se mange tragiske historier om, hvor svært det var at gå fra barn til ung, fordi hele ens liv var offentligt. I dag er der flere og flere børn af familybloggers, som oplever samme konflikt. Vi har heldigvis ikke samme tilstande som i f.eks. USA, Canada og England, men vi er godt på vej.

Børn sælger. Det ved marketingsbureauerne og brands også, og der findes desværre danske influencers som spekulerer og udnytter det.

3 vigtige råd til forældre

I sidste ende handler det om, at vi skal huske de få sandheder, som internettet medbringer:

1. Internettet glemmer aldrig. Alt der lægges ud, lagres, og du kan ikke slette det igen. En dag bliver barnet teenager, skal have et job eller en partner. Som familyblogger er du med til at vælge, hvilket billede der præsenteres i fremtiden.
2. Hver gang man poster sit barn, krænker man potentielt deres rettigheder for databeskyttelse under GDPR. Digitale fodspor starter i samme sekund noget lægges online, og de er guld værd for markedsføring og salg.
3. Alt kan udnyttes af dem med slette motiver. Hvad virker som et uskyldigt billede eller video kan være en anden persons fetish eller trang.

Hvis du vil se mere om bagsiden af sharenting, kan jeg anbefale Cosmopolitans artikel og videorapportage What’s the Price of a Childhood Turned Into Content?

Hvis du er familyblogger og gerne vil fortsætte, så beskyt dig og din familie ved aldrig at poste hvor I bor, hvor I skal hen og hvornår I er der. Selvom det er fedt at sende stories om real-time aktiviteter, så husk at du så offentliggør jeres præcise lokation.

Hvis folk du ikke kender, er mere interesseret i dit barn end dig, så er der noget galt.

Pas på jer selv og vores fremtidige generationer.

Denne artikel er også lavet som en 3-dels videoserie — se den på Instagram @evafogdk.

De syv partier i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg er på rekordtid blevet enige om et fælles forslag, der gør op med mobiltelefoner og andre skærme i byens daginstitutioner, skoler, sfo’er og juniorklubber. Fremover må skærmene kun findes frem i faglige eller pædagogiske sammenhænge.

I 2012 startede jeg på en SFO på Frederiksberg som multimediepædagog. Jeg var ansat til at skabe kreative digitale tilbud, samt stå for gamerværkstedet sammen med andre dedikerede kollegaer. Det var der jeg trådte mine første skridt på den rejse, jeg i dag anser som min karrierevej: Formidling af digitale og teknologiske aktiviteter til børn og unge i relevante og pædagogiske rammer.

I dag kan jeg læse, at kommunen har besluttet sig for et de facto forbud mod selvsamme aktiviteter, som de i sin tid forstod vigtigheden af.

”Mobiltelefoner og skærme er noget børn og unge alene bør anvende i faglige eller pædagogiske sammenhænge i skolen og i fritidslivet,” siger borgmester Michael Vindfeldt (S) til FrederiksbergLiv.

Det er jeg som udgangspunkt enig i. Der er ingen tvivl om, at vores børn og unge alt for længe har befundet sig alene i de tusinde digitale lukkede rum, hvor næsten ingen voksne kan se med. I skole og fritidsliv kan netop det pædagogiske personale hjælpe med at skabe bedre vaner og mønstre. I særdeleshed fritidslivet, hvor det ikke er skemalagt læring men menneskelig dannelse som er fokus.

De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.

Laura Lindahl — LinkedIn 25.5.24

Der er gået over et årti siden jeg startede på SFO’en. Behovet for den type opgaver jeg startede med, er ikke blevet mindre. Mit arbejde har udvidet sig til undervisning af pædagogisk personale, foredrag for forældre og interessenter, samt konsulentarbejde indenfor børn og unges simultant analog og digitale liv. Jeg har været en del af det som er kendt som EduTech-bølgen, siden den startede i Danmark. I den tid har jeg i praksis set hvad det har gjort da tvangsdigitaliseringen blev indført, samt hvad udbredelsen af digitale apparater gjorde ved små som store.

Hver gang er personalet oftest endt med et enkelt IT-fyrtårn, som stod alene, mens kollegaer forsøgte at finde hoved og hale uden opkvalificering. Jeg har også set, hvor stor en effekt digital pædagogik i fritidspædagogik har.

Med den baggrund spurgte jeg ind til hvordan pædagogiske sammenhæng defineres, hvortil Laura Lindahl svarede at det overlader hun trygt til personalet. Til mit svar om at det vil kræve en del af personalet, svares det jeg kun kan betragte som en affejning: ”Det tror jeg næppe. De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.”

Når du siger at gaming ikke er pædagogisk, er vi meget uenige. At sidestille gaming og YouTube er også en vildledelse i min optik og erfaring. Jeg ser frem til at få konkrete eksempler på hvad I så tænker giver mening.

Eva Fog Noer — LinkedIn 25.5.24

Der er ikke længere tale om et nuanceret blik, hvor velovervejede retningslinjer med blik på aldersgrupper og udviklingsstadier tages i betragtning. Det er en forbudsmentalitet, som er et tegn på den udmatning og frustration, der ligger i samfundet efter mange års ukritisk tilgang til den digitale udvikling.

En ting er, at ‘skærme’ ikke skal dominere skolegangen og børn og unges fritidstilbud. Noget andet er at lukke kategorisk ned i et rum, hvor der vil være mulighed for refleksioner og snakke med trygge voksne. Her taler jeg specifikt fritidstilbud for mellemtrin og udskoling.

At kategorisere YouTube og gaming sammen er et tydeligt tegn på at der ingen forståelse er for digital kultur. Præcis lige så unuanceret som begrebet ‘skærm’, der bruges som syndebuk og fællesnævner.

Når der bruges ord som at ‘overlade det til personalet’, er det ansvarsfralæggelse. Det ser godt ud på papiret, men det kræver et stort stykke arbejde. Jeg håber virkelig, at Frederiksberg Kommune vil give deres medarbejdere opkvalificeringen og tiden til at skabe relevante og pædagogiske funderede digitale og teknologiske aktiviteter. Fritidspædagogik er i forvejen et meget overset område, med enorm betydning for vores børn og unge. At indføre forbud er at underminere det endnu mere, og det er ingen tjent med.

Jyllands-Posten har i de seneste dage kunne fortælle, at farlige lege spreder sig blandt unge børn ved hjælp af blandt andet det sociale medie TikTok.

Læs hele artiklen her: jyllands-posten.dk

Men i stedet for at pege fingre ad techgiganter, så mener digital ekspert Eva Fog Noer, at skylden for, at unge børn er på TikTok, grundlæggende ligger et andet sted.

Læs hele artiklen her: kristeligt-dagblad.dk

Eva Fog Noer kalder musikken for en af “grundsøjlerne” i TikTok, og det er brugerne, som kommer til at blive ramt hårdest, mener hun.

Med ulykken fulgte delingen på de sociale medier, og spredningen er enorm. Ikke kun i det offentlige, men på Snapchat og i de lukkede grupper, som deles mellem venner. På TikTok, som jeg beskæftiger mig meget med, har videoerne spredt sig som løbeild. Der blev sat fokus på fra firmaets side så snart det skete, men det er ikke en nem opgave. Brugere fra hele verden forsøger at finde hoved og hale i, hvad der skete. Samtidig er ønsket om at blive set altid større, når der er tale om en så offentlig ulykke.

Det er vigtigt at huske, at ingen reagerer ens. For nogen var det stærkt traumatiserende, mens det for andre var ubehageligt men nemt at gå videre fra. Desværre er der mange, som ikke kan rumme andres følelser.

Der er fulgt en del artikler om, hvordan man skal tale med sine børn om episoden, og jeg kan desværre se en del hånlige bemærkninger i kommentarsporene på bl.a. DRs og Berlingskes sider, hvor flere mener det er overdrevet.

Jeg var sammen med en gruppe mennesker af blandet alder da det skete, og har været i kontakt med mange børn og unge siden. Bekymringen for reaktionerne er ikke overdrevne. De er rettidige og relevante.

For mange var det første gang de så et menneske falde om, og han blev formodet død i lang tid. Det skete lige foran næsen på os, i bedste sendetid. Hans kone græd. Hans holdkammeraters følelser var malet på deres ansigter. Modsat film og TV, eller endda de ubehagelige videoer som deles på de sociale medier i forvejen, var det live. Ingen mulighed for at spole videre og se slutningen. Samtidig var stemningen og følelserne høje blandt mange af tilskuerne. Faldet fra spænding og glæde, til usikkerhed og frygt er meget stort, både biokemisk og følelsesmæssigt. Er man en af dem som ikke er påvirket, håber jeg at man kan finde respekten for dem, der oplever det.

Fælles for dem alle er, at de sjældent møder voksne som forstår deres hverdag online. Voksne, som sjældent forstår adfærden, sproget, tone og eksklusionsmekanismerne i online fora. Jeg mødtes med 7 unge gamer, mænd i alderen 15 til 17 år, for at snakke om kulturen, sproget og fællesskaberne. Alle dedikerede gamere med års erfaring på onlineservere og fora. Af hensyn til alder og genkendelse i gaming miljøet, deltager de anonymt.

Gennem deres gaming kender de hinanden, selvom deres kontakt hovedsagelig er digital. Flere af dem har ikke mødtes udenfor det digitale rum. Sådan er det ofte med gaming-venskaber. På tværs af by, land og kulturer skabes venskaber, som mange af de tidligere generationer har svært ved at forstå.

Vi mødes efter aftale for at snakke om deres syn på gaminglivet, tonen og mulighederne. Emner, som for mange voksne er usynligt territorium. I sig selv er det en ret unik oplevelse, at få adgang til de unge mænds verden, men flere af dem kender mig fra TikTok. Anledningen var de forhold som jeg beskrev i min tidligere artikel.

Jeg starter med at spørge ind til sproget. Som berørt i artiklen om Minecraft og Discord serverne under navnet Strandet, er tonen blandt spillerne rå og brutal.

Mit første spørgsmål er derfor ‘hvorfor er det sådan?’

”Hvis der en som siger noget til dig, så sidder man ikke bare med lorten. Man giver igen,” svarer en af de unge mænd. ”Det er nemmere, når man ikke kender hinanden eller står face to face.”

Det er langt fra første gang, at jeg har hørt denne forklaring. Denne undskyldning. Hvis man tager de ‘voksnes’ sociale medier som referenceramme – Facebook og Twitter – er det normen frem for reglen. Når den ansigtsløse kommunikation foregår, fralægges moral og etik.

For at sætte udtalelsen i relief, spørger jeg ind til om de selv ville have samme tone i det fysiske liv. Det korte svar er nej –

”for jeg ville aldrig tro at nogen ville sige som de gør”, som en siger. ”Det er kun fordi at det foregår over voice chat, at det er så ekstremt.” Han afslutter: ”Det ville jeg aldrig nogensinde komme til at høre i virkeligheden.”

Heri ligger en del af svaret på, hvorfor tonen går så galt. Selvom børn og unge lever et mere eller mindre simultant digitalt og analogt liv, er det digitale ikke ‘virkelighed’. De unge mænd spiller mange timer dagligt, bruger mange timer på Discord servere og andre sociale medier, og alligevel er det ikke ‘virkelighed’. Med andre ord kan man ansvarsfralægge hvad der end sker, for det virker omkostningsfrit.

”Det er sjældent den slags får konsekvenser”, siger en af de unge mænd om de ting der bliver sagt online.

Juridisk set har han ret. Den danske lovgivning er under udvikling, men der er langt fra nok muligheder for at undersøge og retsforfølge i de fleste tilfælde. Selvom det virker omkostningsfrit, er der altid ofre.

Digital mobning er et stigende problem, og følgerne er ofte slemmere end traditionel mobning. Hvor traditionel mobning foregår i et begrænset tidsrum samt begrænsede steder, foregår digital mobning på alle tider af døgnet og på alle slags platforme. De unge mænd mener dog ikke, at de tager beskederne til sig. Samtidig holder de på, at de skal svare igen.

”Jeg er internet gangster – jeg er slet ikke så hård i virkeligheden”, siger den ene grinende. Det er nok en af de mest passende betegnelser overhovedet.

Det er tydeligt, at de vil reagere på tiltale, men vil de selv indlede? De fleste afviser, men en står ved at han gør det.

”Fordi de har fortjent det”. Jeg beder om en uddybelse. ”Når nogen f.eks. har dræbt mig i spillet – så skal de bare have hele turen.” ”Men det er jo bare et spil”, siger en af de andre. Den første fortsætter: ”Sådan er det bare. Det er en realitet over internettet.”

Her giver de andre ham ret. For dem ER det en realitet. Hvis man ikke kan klare det, må man jo bare gå, lyder det samlet fra gruppen. Den undskyldning høres tit, og kan bedst beskrives som victim blaming. Ansvaret placeres på modtageren, ikke på afsenderen.

Jeg får vist et screenshot fra en spilchat, hvor den ene af de unge mænd umotiveret havde modtaget beskeden ‘jeg kommer og voldtager dig’. Afsenderen skulle efter sigende være et barn under 13 år.

Internt i gruppen siger de ofte ting til hinanden, så jeg spørger ind til om det berør dem. ”Det er fint nok. Det er for det meste ikke særlig personligt.”

Hvornår er noget så en reel trussel? Det handler om hensigten og ordstillingen.

”Hvis jeg siger ‘jeg håber at en kommer og flækker dig’, er det ikke en trussel. For jeg truer ikke med det. Men siger jeg ‘jeg kommer og flækker dig’, er det.”

Alle de unge mænd er velformulerede og tydeligvis bekendte med det danske sprog. Rent grammatisk har de ret, men at en hentydning kan virke truende, falder dem ikke ind.

”Jeg kan ikke se det er et problem”, fortsætter den unge mand, som tidligere kommunikerede at han selv indleder de grove ord. ”Ethvert menneske kan vel regne, at man ikke mener det.”

Jeg presser dem på denne udtalelse. Såfremt de ønsker at høre det, vil jeg gerne fortælle dem hvorfor det kan ramme nogen.

”Men vi ved godt hvorfor”. Det regnede jeg også med, og en af grundene til de indledende og stejle bemærkninger er andre voksnes tilgang. ”Du er meget mere pædagogisk”, forklarer den ene af de unge mænd.

Alt for ofte føler de unge sig under angreb, misforstået og udsatte. Selv velmenende forsøg kan virke invaderende, for det sker ikke på deres niveau. Og er der noget, som gør unge mindre samarbejdsvillige, er det netop den tilgang. Heri ligger en stor udfordring – mange voksne og unge taler to forskellige sprog.

I de 2 timer vi taler sammen, bliver det meget tydeligt at de ikke kan se en ende på det med jargonen. Hvordan skulle man kunne løse det?

”Det er så stort et problem – virker det ikke bare lidt urealistisk at forsøge at fixe det?”

Selvom de stopper, fortsætter andre bare. Straffe på serverne virker ikke, for folk fortsætter bare bagefter, siger de unge mænd.

”Jeg tror ikke det er et problem I [voksne] kan fixe”. At sætte fokus på det, kan gøre problemet værre, får jeg at vide. ”Det er jo et rigtigt godt formål, men det virker ikke.”

Har de unge mænd ret? Jeg tillader mig at sige nej. Alle forandringer starter i det små, og på trods af modstand kan en ændring ske. Det kan føles som at skubbe jordens største sten op ad bakke, som en anden Sisyfos. Ingen tvivl om det.

De unge står med et ben i barndommen, og et på vej ind i voksenlivet. Deres erfaringer og referencerammer er baseret på den tid, de kan huske at have levet. Med det udgangspunkt er det forståeligt, at der ikke er mange forandringer at se.

Ved samtalens slutning er velviljen for forandring dog skabt. Selvom målet virker lysår ude i fremtiden, har de unge mænd fået reflekteret over problemer og løsninger. I sig selv er det et stort skridt, og jeg går fra samtalen med en flamme af håb.

Forandringen sker i åbne, respektfulde dialoger. Sådan en som denne. Lad os tage flere af dem.

Hvis der er et reelt ønske om at komme nogle af disse udfordringer til livs, kræver det at langt flere pædagoger, lærere og forældre sætter sig ind i og interesserer sig for børn og unges online univers.

Hos Esport Danmark, hvor jeg er diversitetskonsulent og bestyrelsesmedlem, arbejder vi på at bidrage til en forandring. Vi har allerede igangsat et uddannelsestilbud til videreuddannelse af de voksne, og vi arbejder utrætteligt på at få midler, projekter og metodeudvikling til området. Kontakt gerne min kollega Sofus Bynge for yderligere information.

Behovet for at forstå vores børn og unge nævner jeg ofte som en samfundsopgave, hvor alle voksne med kontakt til dem skal deltage i. Heldigvis er jeg ikke ene i denne antagelse, hvilket mine samarbejder med mange forskellige aktører på fortrinsvis uddannelsesområdet — men også TDC — har vist.

I slut august blev jeg kontaktet af en instans i samfundet, som jeg ellers ikke har haft meget berøring med: Folkekirken.

Ønsket om at følge med de yngre generationer var blevet klart for Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter, som gennem konfirmationen hvert år har store mængder børn mellem hænderne. De så nødvendigheden i at klæde præsterne bedre på, og henvendte sig derfor til mig.

Resultatet er, at jeg i løbet af 2019 drager ud til 11 af landets stifter for at holde oplæg om vores digitale unger. Bakket op af en workshop med Finn Andsbjerg Larsen, som er leder af Konfirmationscentret, vil jeg gøre mit for at få folkekirken ind i den digitale tidsalder.

Der er ingen som kan påstå at mit arbejdsliv er ensformigt

En debat, som rammer lige i kernen af #metoo, de 1000 sigtede i Umbrella sagen og lignende temaer, der har præget vores mediebillede længe.

Det er ikke en debat, som skal vindes, da det vil betyde at nogen taber og i denne situation kan vi ikke tillade os, at have tabere. Dertil er det for vigtigt.

Så, hvad drejer det sig om? Lad mig starte der, hvor jeg for første gang valgte at kommentere en andens kvindes billede på Instagram.

Som så mange andre, er jeg glad bruger af det fantastiske sociale billedemedie. Jeg følger alt der har min interesse; mad, katte, tech, design, humor, interessante mennesker, skønhedssegmentet samt alt muligt andet, i en stor pærevælling. Det er det fantastiske ved Instagram, og personligt bruger jeg min profil som en afspejlning af hele mit liv. Netop sådan, som jeg ser brugen af mediet gør sig bedst.

En SoMe stjerne skifter stil

Nok om mit forbrug. Kimen til den uvindelige debat kom, da en skønhedsblogger ved navn Kristi, med aliaset Raw Beauty Kristi, lagde et ret seksuelt billede op. Noget, som ikke passer til hendes tidligere måde at kommunikere på. Mere om det om lidt.

“Hvad er der så galt med at lægge sådan et billede op”, vil nogen spørge? “Det er hendes krop, så det er vel hendes valg.”
Det er det – både det med kroppen og valget. Det problematiske er, at hun med det billede har startet en lavine for sig selv, som mange andre unge kvinder kan ende i. Som mange allerede er i. Kristi er en offentlig SoMe stjerne med mange følgere på både YouTube, Facebook, Reddit, Snap samt Instagram. Responsen på hendes billede var for mestedelen som jeg ville forvente den; en masse unge kvinder, der hylder hende for modet og lækkerheden.

For ja — hun ser godt ud. En del af historien om Kristi er, at hun har været seriøst overvægtig grundet PCOS, maveproblemer og andet surt, alt imens hun har insisteret på at være sig selv. Hun lægger smukke make-upper, laver åbenhjertede videoer om sit liv, samt gør hvad hun kan for at leve op til Raw — rå — delen af sit navn. Hun er en inspiration for kvinder, der ikke gider det pis med at alle skal være tynde og ens.

Billedet, der startede den uvindelige debat

Sidste år begyndte hun at arbejde med sin vægt. Det var ikke udpenslet eller tog ikke fokus fra hendes brand. Det var en personlig beslutning, som hun helt sikkert får et bedre liv af. Go girl!
Det bringer mig tilbage til den uvindelige debat samt billedet, der fik mig til at kommentere. Eller rettere til grunden til, at jeg reagerede.

Kristi repræsenterer som sagt utrolig mange unge kvinder. Kvinder, der kæmper med uvirkelige kropsidealer, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Indtil det omtalte billede var hun på en sti, som var sund, velovervejet og inspirerende. I det øjeblik hun ændrede stilen i sine posts, og valgte at stå frem i lingeri i en sensuel posering, åbnede hun op for et helt nyt publikum, der ikke ser hende som inspirerende og modig. Hun lukker op for dem, der i høj grad har været med til at skabe internettets infrastruktur; folk der søger efter billeder og film til seksuel tilfredsstillelse. Med tanke på hendes tidligere stil, lignede det et uovervejet move som kan få dumme konsekvenser for hendes person og liv. Så jeg kommenterede og blev mødt med det forventelige backlash.

Internettet husker — alt!

De ved måske ikke, at internettet er fuld af små, usynlige robotter lavet af kode, der indsamler og spreder tekst, billeder og video så hurtigt, at intet menneske kan følge med. Da Kristi lagde det billede op, ændrede hun sin egen livsbane på internettet. Samtidig serverede hun mange unge kvinder ideen om, at den slags billeder bør være offentligt tilgængelige.

“Men det har man jo altid gjort”, er et af argumenterne. Ganske korrekt, men…
Modsat ’i gamle dage’ udbredes disse som sagt på livet løs som en del af internettet og den digitale revolution. Noget, som bare har ændret spillereglerne fuldstændigt. Se blot Umbrella-sagen.

Så, hvad så? Det holder jo ikke op, for der vil altid være nogen, som har behov for at ytre sig gennem seksualitet. Det er dejligt at blive set, rost og feteret. Inden nogen beskylder mig for at være nypuritansk vil jeg gerne pointere at jeg intet problem har med at udleve sin seksualitet. Der findes andre og mere hensigtsmæssige måder, at vise sin seksualitet og styrke på. Også online.

Sensualitet og seksualitet i ærlig form

Tag en ung kvinde, som jeg er så heldig at kende; Louise Amalie Juul. Hun gør op med kropsidealer, egne usikkerheder og livet som ung kvinde med ord og billeder. Rå, ucensurede af slagsen. Det er seksualitet og sensualitet uden, at det udstiller hende som et objekt. Det er her, hvor grænsen for mig var nået med Kristi.

Det er den grænse, som jeg utallige gange forsøger at gøre — specielt piger — klar over. En grænse der opstår når unge i deres uskyld lægger billeder online med mere hud end tøj. Louise Amalies billeder rammer også nettet med de små, hurtige robotter, men motivet og opsætningen er dagligdagsagtig. Naturlig. Der er intet ’se mig som en du vil bolle’ over dem.

Hendes billeder er også over grænsen for mange, som slet ikke anser den form for nøgenhed passende i det offentlige rum. Den debat har eksisteret siden kroppen gik fra noget man gemte til noget man havde retten til at vise.

Uanset hvad skal offentlig nøgenhed overvejes meget seriøst, specielt i det digitale rum. I min optik skal budskabet billedet giver vægte tungt. Du bestemmer emnet men internettet bestemmer eksponeringen. Der er ingen redaktører eller bremser når det er gået online.

Kristi er en del af en tendens på Instagram, der egentlig forsøger at hylde kvinders ret til, at være som de er men, som udstiller dem som sexobjekter. Jeg er overbevist om, at det ikke er hendes intention. Desværre er hendes fremtoning at sidestille med billeder i forskellige mandeblade. Jeg gør blot opmærksom på realiteterne som de foreligger, uanset hvad jeg mener om dem.

Bevidsthed er det bedste forsvar

Kristi bliver ikke den sidste, som vil have lyst til at poste den slags billeder. Hun er voksen, så det er sådan set hendes ret uanset hvad jeg og andre mener. Mine tanker går altid på den indflydelse det skaber, når populære mennesker gør noget og poster det på de sociale medier. Vores børn og unge kan til en vis grad godt se hvad der er godt og skidt, men som jeg før har talt om, mangler den digitale opdragelse. Det gør, at deres evne til kildekritik og reflektion over den slags indflydelser ikke fungerer nok.

Jeg får fortsat negative kommentarer om min kommentar, og jeg forventer ikke andet. Man bliver ikke venner med folk, når man tillader sig at skabe bevidsthed om den negative side af den slags.

I skrivende stund afsluttes uge 6, hvor hele Danmarks skolesystem har haft ekstra fokus på sex og samfund. Den slags er meget vigtige, og det handler langt fra om prævention, samleje og hvordan kroppen er sat sammen. Som forælder eller ansvarlig voksen skal vi hjælpe de næste generationer videre, så de kan se for- og bagdele ved deres online handlinger.

For mere information er her en liste over gode kilder til både børn, unge og voksne.

Sex og Samfund — sexogsamfund.dk/foraeldre
Red Barnet — redbarnet.dk
Børns Vilkår — bornsvilkar.dk
Center for digital pædagogik — cfdp.dk

Louise Amalie Juul
Blog — louiseamaliejuul.dk
Instagram — instagram.com/louiseamaliejuul

Raw Beauty Kristi
Instagram — instagram.com/rawbeautykristi
YouTube — youtube.com

Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg laver. Jeg er bare ikke en ‘put i en enkelt boks’ typen, og har det med at inkludere alt jeg føler er relevant.

Siden min indtrædelse som fuldtidsselvstændig i midt 2016 er det ikke blevet nemmere, men jeg forsøger da.

Normalt er første del af mit svar;
“Den korte udgave er, at jeg er specialist og ekspert i børn og IT med et 360 graders blik.”
Efter den sætning er der normalt behov for uddybning, og så klapper fælden. For, vil folk vide hvad jeg er, eller hvad jeg arbejder med?

Hvis jeg lægger ud med hvem er jeg, bliver folk ofte lidt forvirrede;

• meget eklektisk,
• autodidakt computernørd, der har siddet fast ved en siden 1990,
• lidt for kreativ ‘multikunstner’,
• Rudolf Steiner uddannet pædagog (den slår gerne folk lidt ud, da computernørd og Steiner virker meget fjernt fra hinanden for mange. Bare ikke for mig),
• skole- og SFO pædagog,
• underviser, foredragsholder samt konsulent og udvikler,
• ekspert i piger og tech (hvilket er grunden til, at jeg stiftede DigiPippi),
• plus en der ikke kan lade være med at tale og skrive om det hele. Gerne med mange kreative ordsammensætninger og brændende passion.

Det er ikke nemt at putte på ens businesskort.

Af den grund ender svaret tit med at være;
Jeg arbejder med alt der har med vores digitale og teknologiske samfund at gøre, med udgangspunkt i vores børn – fremtidens voksne.

Dette gør også, at min målgruppe ikke ligefremt et snævert felt, men fællesnævneren er altid mennesker, som vil gøre verden til et bedre sted for vores børn.
Mine kunder og samarbejdspartnere er derfor politikerne, ministerier, virksomheder, kommuner, uddannelsesinstistutioner, lærere og pædagoger, ungerne selv samt deres forældre.

Vil du gøre brug af min eklektiske erfaring, kan du med fordel kontakte mig og høre nærmere. Læs evt. mere om mine kerneydelser indenfor foredrag, konsulentvirksomhed, forfatterskab og undervisning på http://paedagonok.evafog.dk/#ydelser.