Før alt rodet startede havde jeg på fornemmelsen at det ikke ville være godt for mig, men hvad kan man gøre? Jeg måtte passe mit arbejde, uanset karakter, for de børn der kom skulle passes.
Vi lagde ud med ideen om, at vi blot skulle føre tilsyn. Det holdt i ca. 1 uge og så måtte en form for hverdag etableres.

Hvordan gør man så det når man ikke må undervise? Man forsøger at være kreativ. Meget svært, når man ikke aner hvor længe møget bliver ved!

Nu er lærerne tilbage, og deres stres er udtalt. Hvad kan de nå at lære børnene? Hvor mange er sakket så meget bagud at det ikke er til at rette op på?
Jeg prøver – ikke helt succesfuldt – at lade mit arbejde blive på min arbejdsplads. Det er bare så svært! Vi starter 1. klasse om få måneder og alle hængepartierne tynger.

Gad vide hvor længe vi vil se følgerne af lockouten? Vil kommende generationer identificere sig som ‘dem, der oplevede lockouten’?

Jeg får fortalt, at jeg får tykkere hud med tiden. Det er bare ikke sikkert jeg har lyst til det.

Endelig kom vores lærere og alle eleverne tilbage og nøj, hvor har de været savnet!

I min klasse havde vi allerede torsdag fejret klasselederens tilbagevenden med at tegne en stor velkomst tegning på tavlen.

I dag blev der uddelt kram, udtrykt gensynsglæde og talt om tabt tid. Min lærerkollega kunne starte tiden tilbage med opsamling af mine og min kollegas erfaringer og oplevelser den forgangne måned.
En måned er lang tid, og eleverne har savnet hinanden forfærdeligt.

I dag var også sidste rigtige dag for 3. klasserne og jeg havde mit værksted fyldt fra starten. Ikke med brugere men med ‘mine’ Rapperkids, en bunke knægte som jeg siden januar har arbejdet med om et musik nummer. I dag skulle jeg så vise dem videoen til deres rap. Et projekt jeg har knoklet med hele weekenden for at få færdigt til i dag. En afskedsgave fra mig

Jeg vender tilbage til musikprojektet i et snarligt indlæg.

Dagen var første normale hverdag i en normal uge, som alligevel er helt og aldeles unormal.
Min klasse kommer nok først ’tilbage til normaltilstand’ om nogle uger og i morgen tager vi afsked med 3. klasserne. Onsdag starter den næste generation så og SFO’ens cyklus fortsætter.
Men ingen kan erstatte vores afgående 3. klasser og hold kæft de vil blive savnet – længe!

Om mindre end en time kommer regeringens oplæg til indgreb. Hvor jeg dog håber lærerne ikke bliver røvrendt. Samtidig vil jeg gerne have min lærer tilbage ASAP! Jeg er pædagog, dammit, ikke lærer. Nu har jeg været alene med klassen længe nok uden at kunne praktisere mit fag ordentligt.

Jeg bliver snart bims af den her lockout!

Komplet, roterende bims.
Efter de første to uger er jeg ved at løbe tør for aktiviteter som på en eller anden måde er arbejdsrelateret. Det ser altså ikke særlig professionelt ud når man som pædagog bare sidder og glor. Jeg er bare snart ved at have svært ved alternativer.

De få børn vi har, leger med de andre børn. Mit arbejdsområde er ryddet op til mindste detalje, og bortset fra at vaske LEGO og finsortere legetøj hvilket også blev gjort i påsken, kan jeg snart ikke komme på andet. Når det så er gjort er jeg tilbage udgangspunktet.

Det er begrænset hvor mange tegninger jeg kan præstere på en uge og stadig gøre det seriøst.

“Jeg elsker lockout!”

Beskeden kom fra en pige i min 0. klasse og det var hendes far der grinende genfortalte det.

Tidligere samme dag havde jeg haft min første morgenåbning under lockouten, og af de 5 fremmødte børn skulle kun 2 have undervisning.
Lidt søgende spurgte jeg dem om de ikke glædede sig til at have undervisning. Svaret kom prompte: “Nej.”

Senere spurgte jeg min 0. klasse, som jeg havde tilsyn med for første gang, om de så ikke savnede deres lærer? Her var svaret for første gang den dag “ja”.

De her tre mænd er for seje

En positiv ting kan jeg sige om lockouten. Jeg får tilbragt kvalitetstid med børnene.

Mange forældre har tydeligvis valgt at finde alternative pasningsløsninger til deres børn. I hvert fald er vi på mit arbejde ikke nået meget over 1/4 af børnebesætningen i den forgange uge.

Det har givet den unikke mulighed at vi nu kan tilbringe flere timer med et enkelt barn eller tre. I onsdags sad jeg kun i selskab af den samme dreng i timevis, mens han fortalte mig røverhistorier og jeg lærte ham at tegne. Den halve time han valgte at lave noget andet, kom to andre tegnegæster på besøg, og så var den dag gået.

Børnene forstår ikke helt hvad det her lockout går ud på.

Før det alt sammen startede måtte en hel 3. klasse dæmpes ned, fordi en af eleverne var blevet stukket en flyer om lockouten i hånden. Eleverne forstod bare at deres lærere ikke ville være der og, at de måske ender med at gå i skole hele dagen. Derfor ville de lave en protesthandling i skolegården. Skoleledelsen lukkede det ned og gav lærerne besked på ikke at bakke den slags op.

Dagen startede med at følge nyhederne, som ivrigt fulgte mine lærerkollegaer. Også på Facebook skiftede flere profiler billeder med ordene Lockoutet eller Jeg Støtter Lærerne. Konflikten var i gang.

Go’Morgen på TV2 havde lavet sendefladen om til et skoleskema, og her kunne jeg følge med mens flere af ‘mine’ børn stod og rodede i døde fisk. Senere kunne børnene fortælle mig at de havde været meget tidligt op for at være med. For dem er den her strejke endnu ikke et reelt problem men en sjov afveksling. I hvert fald for nogle af dem.

Det samme kan nok ikke siges for førnævnte lærerkollegaer. Fra ca. 7:35 stod de første klar foran skolen, og TV2 News stod stationeret foran min skole for at følge dem. Deres tiltag med at hilse på børnene fra morgenstunden var en god og rolig protest, men der har nok ikke været mange at sige godmorgen til. Mange klasser var aflyst og kun få havde tilsyn og endnu færre reel undervisning.