Det var satme hårdt at indrømme overfor mig selv, at det til sidst var gået for vidt!
Min familie havde i en måned forsøgt at få mig til at fatte, at jeg var for langt ude, men når man er pligtopfyldense og virkelig gerne vil… Ja, så er det svært at sige stop.

De berømte sidste dråber kom, da min afdeling af SFO’en blev fuldstændig omstruktureret og flyttet til nye (dårlige) lokaler, og mit værksted i praksis skulle genopbygges fra grunden.

Endnu en ting, at genopbygge…

Tilføj en større skoleomlægning samt udvidelse af spor, og jeg endte med at bryde sammen.
Havde det blot været en af tingene, havde det været nemmere at tage, men alle sammen. Det blev for meget.

Jeg er langsomt ved at finde hoved og hale i mig selv igen, og bloggen hjælper mig med at finde tilbage til mit kerneområde.
Mine egenskaber har ikke ændret sig – mit overskud forsvandt bare som dug fra solen.

Så mens jeg arbejder mig op på benene igen, vil der dukke nye og spændende ting op på bloggen.
Det er trods alt mit hjerteblog og min spidskompetence, så hvad bedre måde findes der :)?

En ekstra stor og kærlig tanke sendes til mine kollegaer, mine børn og alle jer andre, som knokler i den nye reform.
De, som enten skal, vil eller kan blive.
Jeg håber jeres hårde arbejde betaler sig og, at vores børn kommer til at trives.

Knæk og bræk!

Hold da helt op hvor var den tiltrængt!

Før ferien var jeg så udmattet at jeg ikke kunne se ud af øjnene.
Derfor har jeg også brugt min ferie på at lave så lidt som muligt. Ud over at spille SimCity, rydde lidt op og få set familien og venner.

Før i tiden ville min ferie være gået med at jeg kastede mig over bloggen, gik i gang med alle mulige spændende mener og derved ikke slappede af.

Det er jeg blevet nødt til at lade være med denne gang.
Afslapning har været det mest essentielle for, at jeg kan starte op igen og være ‘på’.
Jeg måtte endda aflyse mit tegnefilmskursus fordi min krop insisterede på at ligge ned og ikke lave noget som helst

Det er aldrig sket før, og jeg håber ikke det sker igen. Det giver mig en dårlig smag i munden, men jeg må være tro mod mig selv.

Så nu hvor hverdagen starter igen vil jeg prøve, hvor meget jeg opnår ved kun at bruge den forberedelsestid jeg faktisk har.

Jeg forventer at jeg hurtigt føler mig utilfreds med det manglende niveau, men jeg gider altså ikke gå nedenom og hjem!
I denne uge skal vi fastsætte mål for de næste 10 uger, og det skal så understøttes.
Samtidig med, at mit værksted lukkes ned og flyttes, der skal oprettes delelokaler og vi går den mørke tid af året i møde.

Jaja… jeg holder tungen lige i munden.

Og i dag starter jeg et nyt hold af mine minianimatorere

God mandag!

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle have gjort bedre.
Mine forberedelsestimer var mere end brugt, og uden dem er det virkelig svært at være innovativ!

Så uden en plan B, C og måske D gik undervisningen op i hat briller.
En brandalarm endte med at tage næsten 40 minutter af første time, så da vi skulle i gang var der ikke rigtig tid, og jeg prøvede at skynde programmet.

Big mistanke.

Uden meget fastlagt struktur blev børnene forvirrede og kaotiske.
Samarbejdsproblematikkerne i klassen eskalerede, og fleksibiliteten fra os alle var nær 0.

Jeg vælger ikke at tage det som et nederlag. Jeg tager det som en læringserfaring, som jeg nu bygger videre på.
At kreere, implementere og gennemføre nyskabende undervisning samtidig med at man er ansvarlig for trivsel, klasseledelse osv. er fandme hårdt arbejde!

Jeg ved godt hvad jeg skal, hvordan det skal gøres, men tiden…

Sidste uges undervisning lykkedes fantastisk pga over 10 timers forberedelse til skole alene!
Jeg vil slet ikke tænke på mængden det ville kræve, hvis ikke jeg kørte allerede planlagte og gennemførte forløb i SFO’en.

Mit overskud fra sidste uge er for længst udtømt, og jeg kan ikke forvente at præstere noget særligt i denne uge.
Med den erkendelse i baghovedet er robotterne udsat til næste uge, og i dag bliver fokus på socialt samvær.

Imens er jeg gået i gang med et kompendium omkring undervisningsforløbet, for jeg VIL have det til at lykkes.
Derfor ser det ud til, at min forberedelsestid endnu engang kommer til at overstige det anviste.

Jeg skriver hver eneste time ned og håber at årsnormen på en eller anden måde stadig går op.

Jeg nægter at give op!

Jeg har ikke oplevet ungerne så villige til læring – nogensinde.

Mandagen før havde jeg vist dem en af robotterne, og havde nær ikke kunne fortsætte med den planlagte UUV.
Så entusiastiske var de, at jeg måtte skrive – med store bogstaver – på tavlen hvornår vi startede robot projektet.

2A er de første i kommunen til at blive udsat for robot læring, og som en del af min udvikling af undervisning i netop Mindstorms, skulle min klasse da være forsøgskaniner.
Deres ord – ikke mit Jeg kaldte dem pionerer.

Min skønne, dejlige klasse kan ganske enkelt ikke indeholde alt det, som de skal rumme.
Det samme gælder mine kollegaer, så de går ned og sygemeldingerne hober sig op.

Den pædagogiske leder måtte vikariere for en af mine lærerkollegaer, og det er nok kun fordi de endnu ikke har synkroniseret pædagogernes timer med lærernes.

Så jeg sank en ekstra gang, da jeg opdagede at min kollega var syg, for jeg kan ikke umiddelbart kapere en hel skoledag alene med klassen.
Ingen forberedelse, intet materiale.
F*ck.

Jeg har stået der før, før reformen, og det var hårdt og ‘kun’ 6 timer.
Tanken om, at stå med dem i 8…

Men for at vende tilbage til ja-hatten, så kan jeg indtil videre kun se en eneste fordel.
At børnene er utrolig glade for, at jeg er så meget sammen med dem og står for en del af deres undervisning.
Og det var så det.

Lige nu har jeg det, som om jeg forsøger at forgylde en lort. Undskyld sproget.

Jeg vil virkelig gerne have noget godt at sige om skolereformen. Det vil jeg altså.
Nu er det kun tirsdag, så jeg satser på at der må dukke mere op.
Det skal der altså bare.

På dette, min 5. dag, har jeg gjort mit bedste for ikke at lægge mig hen over det nærmeste bord og tude og/ eller sove.

En kollega, som jeg ikke har arbejdet sammen med siden april, konstaterede bekymret at jeg så helt slatten ud.
Hun har den ‘fordel’ at hun er i mellemtrinnet, hvor de har 2 faste pædagoger til hendes årgang.
Pædagoger fra den lokale klub, som til dagligt har børnene efter skole.

Jeg fortalte hende om de forgangne dages hændelser.
Hun mødte det med samme skræk og chok som de mange andre, jeg har modtaget reaktioner fra.
Vi var helt enige om at den her skolereform er børnemishandling. For det er den, og voksenmishandling.

Sammen havde vi derefter 2 lektioners musik, hvor min skønne klasse endnu engang viste, hvor langt ude de er efter denne uge.
De er, som alle andre 8-årige, nogle værre spradebasser engang imellem, men det er blevet taget til et helt nyt niveau.

Efter musik måtte jeg fortælle dem, at de simpelthen havde været så urolige og uopmærksomme, at jeg blev helt bekymret og frustreret.
Selvfølgelig fortalte jeg dem også, at de forhåbentlig alle sammen ved hvor meget jeg holder af dem alle, og syntes de er dejlige.
Jeg var bare så træt, havde ondt i stemmen og var på randen af, hvad jeg som menneske og professionel havde at byde på.

Jeg ved jo godt at de ikke gør det for at være irriterende. De er dejlige børn, trætte men dejlige børn.

Da jeg mødte ind i morges var noget af det første jeg bemærkede, de mørke rander børnene havde under øjnene.
De var så trætte, at deres dansklærer blev helt bange for at de intet huskede fra ugen.

Vi er alle trætte!
Jeg gik hjem og sov i halvanden time, på trods af at jeg først var hjemme kl 16:30.

Det lyder måske ikke af meget for nogle, men jeg har været på børnene i 7 timer.
Jeg er gået fra at være hjælper til underviser til værkstedspædagog.
Lige nu har jeg 3 jobs i et.

Efter mit blogindlæg i går og den før da, ringede min mor i morges for at være sikker på at jeg er okay.
Jeg fik hende forsikret om, at jeg klare mig for jeg har prøvet det her før.
Da jeg i sin tid startede som fuldtids skolepædagog på mit tidl. arbejde, brugte jeg flere måneder på at finde hoved og hale i mit job.

Der var nemlig også kun rammer og intet reelt indhold.
Det skulle jeg selv opfinde, og jeg var mere eller mindre alene om det.

Selv med den erfaring må jeg konstatere, at det her er værre.

Bare det, at skulle fra undervisning og hen på SFO’en er en logistisk opgave, som ikke er løst endnu.
Hvordan skal vi kunne åbne vores værksteder til børnene får fri, når vi har dem i undervisning indtil de har fri?

Jeg kan blive ved, men faktum er at jeg er så træt, at jeg føler jeg kan sove en hel uge.
Problemet er bare, at når jeg lægger mig i sengen går min hjerne i selvsving med undervisningsforløb, børnene og deres trivsel samt bekymringerne over, hvordan det her skal gå.
Og når søvnen kommer, drømmer jeg alt muligt mærkeligt.

Næste uge er lige rundt om hjørnet, men nu prøver jeg at slå det ud af hovedet og slappe af.
Der er alligevel ikke så meget jeg kan gøre, andet end at forberede mig for i kaos må man søge orden, hvor man kan.
Så det gør jeg efter bedste evne.

Godnat, internet!