I løbet af de næste år ændrede det billede sig gradvist – og da jeg vendte tilbage til pædagoggerningen i 2022 efter en pause på seks år, var det et helt andet univers, jeg trådte ind i. Mobiltelefoner og sociale platforme var ikke længere noget børn og unge kunne have. Det var noget de skulle – i hvert fald hvis man lyttede til dem selv.

Noget, der ikke tales særlig meget om i den nuværende debat, er at vi i fritidstilbud i mange år bevidst valgte at forholde os aktivt til børnenes mobilbrug fremfor at forsøge at begrænse det. Det var ikke pædagogisk dovenskab. Det var det ansvarlige valg. Trak vi os fra det digitale rum, overlod vi børnene til at bruge det alene – uden voksenkontakt, uden støtte, uden nogen der spurgte ind til, hvad de egentlig oplevede derinde.

Det så jeg mest ekstremt under corona-pandemien, hvor lukkede døre i børne- og ungdomsværelser medførte et forbrug, som var uset højt og ofte uset af alle voksne. Jeg fulgte med på de sociale medier – sammen med dem – netop fordi alternativet var, at ingen fulgte med overhovedet. Det var ikke ideelt. Men det var bedre end ingenting.

Det er den virkelighed, der nu er ved at ændre sig. Og det er derfor de nye tal fra København rammer mig et bestemt sted.

I februar 2026 fremlagde man på Københavns Rådhus “Børnesundhedsprofilen 2025“, der viste en opsigtsværkkende udvikling for 3. klasse. Hvor 71 % af de københavnske elever i 3. klasse havde deres egen mobil i 2021, er tallet faldet til 60 % i 2023 og nu helt ned til 46 % i 2025. Det er et markant normskifte, der sker lige nu. Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen, kalder det en entydigt positiv udvikling og ser det som tegn på, at forældre er blevet mere bevidste om de negative konsekvenser ved et tidligt mobilforbrug.

En helt ny undersøgelse fra februar 2026 viser, at danske børn i gennemsnit får deres første smartphone som 8,1-årige. Men vi ved også, at forældrene selv ønsker, at det først var ved 10- eller endda 13-årsalderen. Det her gap er ikke uvidenhed. Det er socialt pres – fra klassekammerater og forældregrupper – der i årevis har fået mange til at handle tidligere, end de egentlig ville.

Forskningen understøtter det, vi mærker i praksis. En global undersøgelse fra Sapien Labs, publiceret i juli 2025, fulgte over 100.000 unge mennesker i 40 lande og fandt en klar sammenhæng: Jo tidligere et barn får en smartphone, desto dårligere mentalt helbred i ung voksenalderen – med de stærkeste negative effekter hos piger. En sammenhæng, som Konkurrence- og Forbrugerstyrrelsen også kunne dokumentere i deres rapport fra februar samme år.

Det er baggrunden for, at et bredt politisk flertal i september 2025 aftalte mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud fra skoleåret 2026/2027. Og det er grunden til, at regeringen i oktober 2025 annoncerede målsætningen om at hæve aldersgrænsen for sociale medier til 15 år, understøttet af 160 millioner kroner til 14 konkrete initiativer, der skal beskytte børn online. Politikerne har besluttet at følge forældrene. Men det er ikke nok.

Når fritidspædagogik kan facilitere digitale rammer

For forbuddet løser ikke det grundlæggende problem. Det skubber det. Hvad sker der, når barnet kommer hjem? Når klubben lukker, og de sidder alene med telefonen – eller med vennernes, eller logger ind på en andens profil? Vi lader stadig vores børn og unge i stikken, alene i det digitale univers, uden backup. Hvornår har de fået reel hjælp til at navigere derinde? Hvornår har en voksen sat sig ned og spurgt: Hvad oplever du, når du er online? Hvad ser du? Hvad gør det ved dig?

Det er den samtale, der mangler. Og den hører hjemme i fritids- og ungdomsregi – i fritidscentre og klubber, hvor der er voksne, som er rustet til at have den. Voksne, der ikke er følelsesmæssigt bundet op, og som med pædagogisk blik kan fungere som en sparringspartner.

I det fritidscenter jeg leder, har vi taget beslutningen om at udfase mobiltelefoner for børn under 6. klasse. Det kunne vi ikke have gjort for tre år siden uden, at det føltes som et svigt. I takt med, at flere forældre har taget stilling og fællesskabet trækker i samme retning, skaber det et nyt råderum. Når de yngste ikke har mobilerne, behøver vi ikke hele tiden holde øje og være på vagt. Vi skal ikke stå med alt for små og uudviklede mennesker, der opsøger indhold, de absolut ikke burde møde.

Vi kan give slip – bare en smule – og rette den digitalt funderede pædagogiske energi mod de ældre børn, der er på vej ind i det digitale. Vi kan lade brug af computere og kreative digitale tilbud få lov at være de ledende kompetencer i stedet for konstant brandslukning. Det kræver dog, at flere forældre bakker op og fortsætter denne positive udvikling. Ellers er det pædagogiske personale tilbage til at skulle agere politimænd, og det er der ingen der ønsker.

Det er ikke en tilbagetrækning fra det digitale. Det er en omfordeling af, hvor vi gør mest gavn.

Den generation af forældre, der nu aktivt vælger at vente med mobiltelefonen, gør noget modigt. De træffer et bevidst valg i modvind – og de fortjener en partner. Ikke blot en aftale på Christiansborg eller bedre vejledning i Power og Elgiganten, men en pædagogisk infrastruktur, der bakker dem op i hverdagen. Det kræver ressourcer. Det kræver uddannet personale, der tør stille spørgsmålene. Og det kræver, at vi holder op med at betragte fritidspædagogik som noget, der kan skæres i, når budgetterne er pressede.

Vi er ikke bare pasning. Vi er den voksne verden, der møder barnet, hvor det er – også i det øjeblik, de er på vej mod at få deres første telefon.

Kilder:
København Kommune, februar 2026: Børnesundhedsprofilen 2025 – København.
VIVE & Red Barnet, februar 2026: Børns Første Skærme: Kortlægning af 6-10-årige børns skærmbrug.
Konkurrence- og Forbrugerstyrrelsen, februar 2025: Unge forbrugere og sociale medier.
Sapien Labs, juli 2025: Protecting the Developing Mind in a Digital Age.
Digitaliseringsministeriet, november 2025: Politisk aftale om digital børnebeskyttelse og aldersgrænser.
Børne- og Undervisningsministeriet, september 2025: Aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud.
YouSee/Wilke, maj 2025: Den første mobil – 2025.
Folkeskolen.dk, februar 2026: Overraskende: Færre og færre børn får en smartphone.
Eva Fog Noer, 2021: Hvem taler dit barn med?

De syv partier i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg er på rekordtid blevet enige om et fælles forslag, der gør op med mobiltelefoner og andre skærme i byens daginstitutioner, skoler, sfo’er og juniorklubber. Fremover må skærmene kun findes frem i faglige eller pædagogiske sammenhænge.

I 2012 startede jeg på en SFO på Frederiksberg som multimediepædagog. Jeg var ansat til at skabe kreative digitale tilbud, samt stå for gamerværkstedet sammen med andre dedikerede kollegaer. Det var der jeg trådte mine første skridt på den rejse, jeg i dag anser som min karrierevej: Formidling af digitale og teknologiske aktiviteter til børn og unge i relevante og pædagogiske rammer.

I dag kan jeg læse, at kommunen har besluttet sig for et de facto forbud mod selvsamme aktiviteter, som de i sin tid forstod vigtigheden af.

”Mobiltelefoner og skærme er noget børn og unge alene bør anvende i faglige eller pædagogiske sammenhænge i skolen og i fritidslivet,” siger borgmester Michael Vindfeldt (S) til FrederiksbergLiv.

Det er jeg som udgangspunkt enig i. Der er ingen tvivl om, at vores børn og unge alt for længe har befundet sig alene i de tusinde digitale lukkede rum, hvor næsten ingen voksne kan se med. I skole og fritidsliv kan netop det pædagogiske personale hjælpe med at skabe bedre vaner og mønstre. I særdeleshed fritidslivet, hvor det ikke er skemalagt læring men menneskelig dannelse som er fokus.

De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.

Laura Lindahl — LinkedIn 25.5.24

Der er gået over et årti siden jeg startede på SFO’en. Behovet for den type opgaver jeg startede med, er ikke blevet mindre. Mit arbejde har udvidet sig til undervisning af pædagogisk personale, foredrag for forældre og interessenter, samt konsulentarbejde indenfor børn og unges simultant analog og digitale liv. Jeg har været en del af det som er kendt som EduTech-bølgen, siden den startede i Danmark. I den tid har jeg i praksis set hvad det har gjort da tvangsdigitaliseringen blev indført, samt hvad udbredelsen af digitale apparater gjorde ved små som store.

Hver gang er personalet oftest endt med et enkelt IT-fyrtårn, som stod alene, mens kollegaer forsøgte at finde hoved og hale uden opkvalificering. Jeg har også set, hvor stor en effekt digital pædagogik i fritidspædagogik har.

Med den baggrund spurgte jeg ind til hvordan pædagogiske sammenhæng defineres, hvortil Laura Lindahl svarede at det overlader hun trygt til personalet. Til mit svar om at det vil kræve en del af personalet, svares det jeg kun kan betragte som en affejning: ”Det tror jeg næppe. De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.”

Når du siger at gaming ikke er pædagogisk, er vi meget uenige. At sidestille gaming og YouTube er også en vildledelse i min optik og erfaring. Jeg ser frem til at få konkrete eksempler på hvad I så tænker giver mening.

Eva Fog Noer — LinkedIn 25.5.24

Der er ikke længere tale om et nuanceret blik, hvor velovervejede retningslinjer med blik på aldersgrupper og udviklingsstadier tages i betragtning. Det er en forbudsmentalitet, som er et tegn på den udmatning og frustration, der ligger i samfundet efter mange års ukritisk tilgang til den digitale udvikling.

En ting er, at ‘skærme’ ikke skal dominere skolegangen og børn og unges fritidstilbud. Noget andet er at lukke kategorisk ned i et rum, hvor der vil være mulighed for refleksioner og snakke med trygge voksne. Her taler jeg specifikt fritidstilbud for mellemtrin og udskoling.

At kategorisere YouTube og gaming sammen er et tydeligt tegn på at der ingen forståelse er for digital kultur. Præcis lige så unuanceret som begrebet ‘skærm’, der bruges som syndebuk og fællesnævner.

Når der bruges ord som at ‘overlade det til personalet’, er det ansvarsfralæggelse. Det ser godt ud på papiret, men det kræver et stort stykke arbejde. Jeg håber virkelig, at Frederiksberg Kommune vil give deres medarbejdere opkvalificeringen og tiden til at skabe relevante og pædagogiske funderede digitale og teknologiske aktiviteter. Fritidspædagogik er i forvejen et meget overset område, med enorm betydning for vores børn og unge. At indføre forbud er at underminere det endnu mere, og det er ingen tjent med.

Fritidsklubber bør tage et større ansvar for børnenes skærmforbrug, mener eksperter og minister.

Teksten er taget direkte fra DR Nyheders artikel om, at flere fritidsinstitutioner lukker ned for brugen af mobiltelefoner i deres tilbud. En udvikling jeg både forstår og, som jeg ser på med bekymring. Årsagen er ofte, at der mangler viden og pædagogiske retningslinjer.

Artiklen kommer efter, at Børns Vilkår har udgivet en guide med vejledning til skærmbrug for 0-18 år. Et, for mange, længe ventet tiltag.

Jeg har som pædagog beskæftiget mig med dette område som både praktiker, underviser og formidler i snart 15 år. Blandt de projekter jeg har deltaget som konsulent på, er Genvej.org — et tværfagligt online opslagsværk om børn og unges digitale liv. Derudover har jeg i flere år haft et godt samarbejde med Børns Vilkår, Red Barnet, Forbrugerrådet, UNICEF og Medierådet for Børn og Unge. På første hånd har jeg set og deltaget i udviklingen af det pædagogiske arbejde, både fysisk og digitalt. Af samme grund bruger jeg betegnelsen digital pædagog.

”Og vi kommer også til at komme med nogle anbefalinger til, hvordan man kan indrette klublivet på en måde, hvor børn er sammen med hinanden i stedet for at være sammen med deres telefoner”

Mattias Tesfaye til DR

I klubregi står vi med en unik mulighed for at være deltagende i børnenes hele liv. Digitalt og analogt. Men det kræver, at personalet er åbent for og klar til opgaven på en ikke dømmende måde. I min egen ansættelse på en klub har vi åben mobilpolitik, med en konkret pædagogisk rammesætning. Noget, som jeg selv er med til at stå for og udvikle, og hvor min ansættelse netop er baseret på min viden og ekspertise.

Åbent, inkluderende mobilfællesskab

Ved at have et inkluderende mobilt fællesskab, møder vi også børnene i deres leg, nysgerrighed og relationer. Den nyeste TikTok dans foregår ved siden af og sammen med de voksne, hvor samtaler om upload, lovgivning og moral italesættes.

Viden om interesser og relevante emner tages når de kommer op, og medier deles. Konflikter, som ofte ender på sociale medier uden for voksnes syn, håndteres løbende og mens de er i gang. Nedtrapning efter en lang dag i skolen kan tages side om side med vennerne, hvor de voksne vurderer barnets behov fra dag til dag.

Og gæt hvem børnene kommer til, når der er noget de ikke forstår ved det de ser eller modtager? Deres trygge og åbne klubvoksne, som de ved har et svar og kan guide dem. Uden fordømmelse og afvisning.

Lad os ikke tabe børnene i voksenfraværende tomrum

I den nuværende kamp mod det udefinerbare ‘skærmtid’, er nuancerne ofte tabt. De nuancer begår jeg mig i hver eneste dag – fysisk og digitalt. Der er ingen tvivl om, at ubegrænset og ureguleret brug af sociale medier, gaming og internettet kan skade mere end det gavner. Sådan er det med alt.

Netop derfor er mit håb, at Mattias Tesfaye lytter til os som har konkret praksisviden. Det er et spinkelt håb, da regeringen indtil videre har haft mest travlt med at lukke ned.

Lad os ikke efterlade vores børn i et tomrum, men være der sammen med dem i en reflekterende og pragmatisk praksis.

To 4. klasser fik angiveligt stjålet deres samlede indsamlede mobiler på Sundbyøster Skole Amager fredag d. 18.11.17.

I en debat på Facebook-gruppen Amager fortæller en bruger om episoden, som selvfølgelig skaber harme og vrede. For – hvem vil stjæle fra børn?

En forælder rapporterer i tråden at hendes datter så en ukendt mand gøre det, hvilket kunne tyde på, at det er en som ikke er ansat. Heldigvis da. Politiet har endnu ikke udtalt sig om episoden, men forhåbentlig kommer der noget snart.

Problemet her er mangfoldigt, og det sætter spørgsmålstegn ved mange ting.

Nr. 1: Hvordan er det muligt overhovedet at komme i nærheden af mobilerne?

Var de låst inde og var de godt nok læst inde? Et almindeligt skoleskab kan nemt åbnes, og et ubeskyttet og åbent klasseværelse er en smal sag at bevæge sig uset i. Havde skolen en politik om regler for opbevarelsen, og havde den taget stilling til sikkerheden?

Jeg er bange for at svaret nok er nej. Skolerne har ikke erfaringen, kapaciteten og udstyret til at håndtere værdisager af den mængde, som en hel klasses mobiler er. Det er jo en ny problemstilling, som mange ikke har forestillet sig kunne ske. Hvilket bringer mig til problem nr. 2:

Nr. 2: Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker, og hvem har ansvaret her?

Fordi mobiler er privat ejendom, har skolen ingen erstatningspligt, hvilket sætter et nyt spørgsmålstegn ved tendensen med indsamling. Hvis der skal indsamles, hvordan skal det så gøres med acceptabelt sikkerhed? Den her slags tyveri må ikke ske, men det er en reel fare, som nu bringer forældrene i en udfordret økonomisk situation. Det er deres egne forsikringsselskaber, som skal erstatte mobilerne, men har selskaberne præcedens og erfaring til, at takle sagen? Det er ikke altid, at ens forsikring dækker stjålne genstande udenfor hjemmet.

Jeg vil gerne ud over synspunktet ‘så kan de lade være med, at tage dem med’ og tale om det faktuelle problem. Mange gange er det skolernes politik, at børnene skal have deres eget udstyr med. Stadig uden, at skolerne har ansvar for den medbragte teknologi. Det er noget af et dilemma.

Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker? Jeg har ondt af de stakkels lærere, som skal håndterer situationen med børn, der er blevet berøvede i deres egen skole samt forældre, som nu skal finde den rette grimasse til hele situationen. Det bringer mig videre til problemstilling 3:

Nr. 3: Hvem rettes shitstormen nu imod?

Skal skolen nu stå skoleret, og hvad skal denne form for præcedens lære os? Autoriteten for skolen er dalet voldsomt, og det er hverdag at både elever og forældre konfronterer skolens personale.

Hverken lærerne eller skolens ledelse kan forvente lydhørhed her, og vi kan heller ikke forvente at svage sjæle blot lader være med at stjæle en anden gang. De stakkels ungers mobiler giver en idiot penge på lommen, og så længe de er nemme at komme til, vil det ske igen. Det er nemme penge. Mange af dem.

Hvis vi ser på den gennemsnitlige værdi af en hel klasses mobiltelefoner, 28 stks med en hovedvægt af iPhones og andre dyre smartphones i forskellige varianter, taler vi svimlende beløb på 6 cifre. En gammel iPhone kan sælges for flere 1000 kr., så det er en lukrativ forretning.

Nr. 4: Så hvad gør vi nu?

Der er tydeligvis behov for indsamlingen i flere skoler, siden de vælger at gøre det. Mobilen er kommet for at blive, og vi må tage stilling til de nye problematikker som følger med.

Endnu en gang kommer udviklingen og dens konsekvenser bag på os, og vi må tilpasse os på ny.

Havde mobilerne ligget i børnenes tasker, havde tyveriet været langt mere kosteligt i tid og muligheden for, at blive opdaget. Med andre ord gør indsamlingen det nemmere at stjæle dem i skoletidens små ubevogtede øjeblikke. Der skal findes en løsning, som gøres til en almindelig del af skolernes mobilpolitik.

Det var de første og mest nærliggende problemer. Jeg vil tillade mig at tage konsekvenserne af den slags tyveri et skridt videre. Ikke for, at male fanden på væggen men for, at tage worst case scenario med også. Når jeg, med mange års erfaring indenfor børn og teknik kan tænke tanken, kan folk med slette motiver også gøre det.

Nr. 5: Hvad med problematikkerne ved, at fremmede har børns mobiler?

Jeg forventer selvfølgelig, at børnene har kode på telefonerne og, at det derfor ikke er nemt at komme ind, men vil man ind, så er der mange metoder. Uden tab af dataen på mobilen, og data – uanset form – er guld værd. Det er med andre ord ikke kun selve mobiltelefonen, som har en værdi. At vide, hvad børn laver og har på mobiltelefonen kan bruges til mange ting, og ikke alle er særlig rare at tænke på.

Derfor håber jeg, at forældrene til børnene med de stjålne mobiler har skiftet kodeord på ALT, hvad børnene har. Sociale medier, spil og alle andre slags apps med brug for login. ALT. For adgangen til disse skal ikke falde i skumle menneskers hænder.

Mobiltelefonen er et meget privat stykke teknologi, som vi indretter efter egne ønsker og handlemåder. Vi skal være parate til, at vores brug skaber nye situationer og er vi ikke parate, skal vi lære af vores oplevelser.

Links relateret til teksten:

• Facebook opslaget https://www.facebook.com/groups/2257116036/permalink/10156511708101037/
• Artikel om mobilforbud her
• Alphabølgen podcast episode 3 http://paedagonok.evafog.dk/mobilforbud-og-mobilen-som-syndebuk/
• Artikel i Fessors Univers om mobiltelefoner her
• Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/why-eating-virtual-sand-and-being-able-to-learn-from-it-requires-you-the-adult-ba85ee0693fb
• Artikel i Fessors Univers om digital opdragelse
  fessornyt-december15
• Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/give-the-kids-the-gift-of-digital-literacy-990fb12a59ff

I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i Politiken.

Folks reaktioner har mildest talt været blandede, men jeg forventede intet mindre. Det blev bl.a. kommenteret, at jeg var virkelighedsfjern og ikke havde forståelse for, hvad der sker i praksis. Af en eller anden grund gik det manges ører forbi, at jeg er praktiker som lever hvad jeg udtaler mig om.

Emnet om mobilforbud skal og må nuancere

Nuvel – i en debat, som vækker så mange følelser er det vel svært at høre helheden. Nogen må i sagens natur stå i skudlinjen sammen med mobiltelefonen, og der stiller jeg mig gerne. Emnet om mobilforbud skal og må nuanceres. Mobiltelefonen er i kommet offentlighedens søgelys og ønskes til ofring på skafottet i jagten på ‘den evigt gyldige årsag’. Konsensus er blevet, at mobiltelefonen er gerningsmanden.

Jeg ville være enig, hvis ikke det var at give en dims skylden. En død, mekanisk fremstillet ting. Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.

At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.

Derfor hverken kan eller vil jeg være imod mobiltelefoner og al anden form for ‘smart teknologi’.

Vi tilegner en død dims skyld

Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.
Jeg er generelt tøvende med, at bruge begrebet ‘skyld’ i denne sammenhæng. Det er ikke brugbart, da det ofte ender i bebrejdelser og forbud. Netop det, som florerer på nuværende tidspunkt.
Vi skal væk fra denne tilgang og have fokus på menneskets interaktion med teknologien. Vi skal indse og anerkende det faktum, at vi ikke har brugt teknologien lige hensigtsmæssigt fordi vi ikke har vidst, hvordan dette skulle gøres.

Vi voksne – de såkaldte digitale indflyttere – har taget det til os med lynets hast, i hvert fald privat. Ingen har kunne følge med, så i den digitale og teknologiske udviklings slipstrøm er der sket det, som altid sker i ukontrollerede/ uforståelige miljøer. Vi har efter bedste evne forsøgt at tilpasse os, og nu står vi med konsekvenserne. Toget kører alt for hurtigt, og vi har valget mellem at stoppe helt ved, at smadre skinnerne eller sætte farten ned stille og roligt. Ingen af os har vidst hvordan vi skulle styre toget, så hvad gør vi?

Mobilforbud er en kortsigtet strategi

Jeg advokerer for, at vi bruger metoden at sætte farten ned, for historisk set har blitzløsninger sjældent gjort noget nemmere. Med hvert forbud er der kommet modreaktioner som ikke var særlig lødige eller praktiske. I min optik er det ‘tisse i bukserne for, at holde sig varm’ løsningen, som giver øjeblikkelig effekt men ikke gør en forskel i længden. Hvad lærer vi børnene ved at tage mobilen væk i læringssituationer, og kun give dem den tilbage til leg og underholdning?

Det korte svar er, at vi blot forstærker den eksisterende tendens. Vi lærer dem, at mobilen er legetøj frem for, at give dem værktøjerne den også tilbyder. Skal vi skabe livsduelige børn, som kan forvalte den verden de lever i og ruste dem til fremtiden, skal vi møde dem her og nu.

Selvfølgelig skal vi have mobilpauser

Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.

Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.

Det starter hos de voksne

Her og nu skal vi i fællesskab tage ansvaret og lære dem at bruge dimsen, som de allerede har. Forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det starter hos os, kære medvoksne, og griber vi ikke muligheden mener jeg, at vi fejler endnu en generation af børn. Vi skal i gang med den digitale opdragelse, og det kan kun gå for langsomt.

Vores unge har været overladt til sig selv, og det er ren ‘Fluernes Herre’ online. Vi skylder dem at deltage, selvom vi med egne handlinger og mangel på samme har lagt grunden for deres liv allerede. Det vi kan gøre for de unge er, at give dem medansvar, demokratisk forståelse og bruge vores voksenhjerners kapacitet og erfaringer til, at råde og vejlede.

Det er ikke nemt men vi må ikke stoppe

Jeg har selv stået i klasseværelset. Jeg har selv stået på institutionens gulve. Jeg har vejledt og undervist kollegaer samt forældre, så jeg kender frustrationerne og problematikkerne på egen krop.

Der er intet nemt ved det her, men det bør ikke stoppe os fra at gøre det! Forbud stopper måske det nuværende slag, men kampen stopper ikke. Tiden for bevidst, digital opdragelse er inde, og første skridt er at tage ansvar. Ikke blot her og nu men i dag og hver dag herefter.

Links i teksten:

• Deadline https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-09-28?queryhash=!%2F00%3A10%3A04
• Kronik i politiken http://politiken.dk/debat/kroniken/art6132968/Forbyd-mobiltelefoner-i-danske-skoler-ellers-%C3%B8del%C3%A6gger-vi-b%C3%B8rnene
• Alphabølgen podcast episode 3 http://alphabolgen.dk/2017/08/31/bring-your-own-device-alphaboelgen-episode-3-31-8-17/
• Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/why-eating-virtual-sand-and-being-able-to-learn-from-it-requires-you-the-adult-ba85ee0693fb
• Artikel i Fessors Univers om digital opdragelse 
  fessornyt-december15
• Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/give-the-kids-the-gift-of-digital-literacy-990fb12a59ff

Da denne undersøgelse dukkede op på de sociale medier var min første tanke: Åh nej. Nu er det kun et spørgsmål om tid før den bliver simplificeret, og fakta om emnet udvandes til fordel for sensations journalistik.

Vi lever i en tid, hvor der er skyttegravskrig mellem for og imod lejren. En tid, hvor data ikke kan tegne et entydigt svar på, om teknologi er fremmende eller hæmmende for børn.
Det er et enormt vigtigt emne, og det skal behandles med respekt og varsomhed for der er alt for mange følelser i klemme.

Som specialist i børn og IT gennem efterhånden 8 år, er jeg meget interesseret i al saglig forskning på området. Desværre har vi fået for vane at kaste os i grams med pseudo-videnskab og profetier. Denne undersøgelse må og skal ikke ende samme sted.

Så, hvad er det egentlig undersøgelsen viser?
Imellem årene 2011 og 2015 har 894 børn i alderen 6 til 24 måneder deltaget i et studie udført af det videnskabelige netværk TARget Kids!. Målet var at finde ud af om ’skærmtid’ udsatte børns sprogudvikling med udgangspunkt i at ‘skærme er over det hele’.

“Handheld devices are everywhere these days,” said Dr. Catherine Birken, MD, MSc, FRCPC, the study’s principal investigator and a staff pediatrician and scientist at The Hospital for Sick Children (SickKids)

Citat fra Science Daily 

Børnenes påvirkning blev testet i forbindelse med en obligatorisk test, som foretages af børn. En test kaldet ‘Nipissing District Developmental Screen and the Infant Toddler Checklist’, hvis formål er at opdage børns sproglige udvikling eller forsinkelse heraf. Her er et af spørgsmålene: ‘Siger dit barn 20 ord eller mere’. En standard som før 2011 hed 5 ord.

Det er forældrene selv, som besvarer disse testspørgsmål i forbindelse med barnets 18-måneders undersøgelse, der er standard praksis i Canada. Sammenligning med danske forhold kan ses på denne guide fra Furesø kommune.

Vil 30 minutter gøre 49 % forskel?

Undersøgelsen viste, at 20 % af de medvirkende børn havde et gennemsnitligt forbrug af håndholdte devices på 28 minutter.
Testen viste også, at jo mere ‘skærmtid‘ barnet blev udsat for, desto større forsinkelse var der i barnets verbale kommunikationsevne. Ikke i deres evne til social interaktion eller kropslige udtryk.
Rapporten konkluderer, at for hver 30 minutters skærmtid et barn under 2 år har, er der 49 % større chance for, at barnet udvikler tale senere end normalen.

Konklusionen er dog indledende, understreger Dr. Cathrine Birken, undersøgelsens spydspids fra det canadiske hold af videnskabsmænd og læger som står bag:

“It’s the first time that we’ve sort of shone a light on this potential issue, but I think the results need to be tempered (because) it’s really a first look.”

Citat fra CNN 

Eksperterne skifter mening

Det er værd at påpege, at American Academy of Pediatrics, som indtil sidste år afviste al brug af skærme for børn under 2 år, har ændret mening og nu anbefaler ‘kvalitets apps sammen med voksne’.
AAP har ellers i årevis været en hård modstander af børn og teknologi, så deres lempelse siger en del om, hvad udvikling der hele tiden foregår på området.

Så – skal vi være bekymrede?

Mit svar er nej men…
Der er sket en enorm udvikling med den håndholdte teknologi i den tid, hvor forskerne har været i gang. De satte ind lige omkring implementeringen af iPad 2, som var med til at gøre touch skærmen alle mands eje. Vores tilgang til teknologien har været præget af vores egen begejstring for de nye muligheder, som vi helt uden oplysning har kastet os ud i.

Mit men kommer frem her, hvor konsekvenserne af vores manglende viden uden tvivl har skabt problemer med vores udvikling – uanset alder.
Specielt vores små børn er utrolig følsomme overfor alle inputs. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at forældre har ageret uagtsomt når det har handlet om deres børn og de nye digitale medier.

Ikke af ond vilje, men af manglende viden.

Generationen, som aldrig har kendt til andet

Generation Alpha, som de børn der er født efter 2010 kaldes, har aldrig kendt en verden uden den teknologi, som er alle steder.
Deres forældre har prøvet sig frem sammen med dem, og det er først nu, at vi er ved at have nogenlunde evidens for, hvad passiv konsumering af medier i børnehøjde kan gøre af skade.
Der vi dog gå årtier før, at vi ved hvad det har gjort ved generation Alpha og generation Z før.

Hvis vi bruger vores sunde fornuft er følgende dog klart:
Intet barn er i stand til, at forstå verden uden, at den oversættes af voksne. De har ingen forudgående viden om det de fødes ind i, og SKAL vejledes. Børnene skal digitalt opdrages fra dag 1, uanset hvad forældrene har af forudgående erfaring.

Præcis hvorfor de 20 % børn har udviklet færre verbale sprogfærdigheder end deres jævnaldrende, er svært at sige. Hvis de har oplevet meget interaktion med skærmen og mindre med mennesker, er det helt naturligt.
Jeg vil med min erfaring skyde på, at der ligger flere grunde bag barnets teknologibrug som derved berøre dets udvikling.
‘Skærmtid’ alene – et udtryk jeg gerne vil have stoppet hurtigst muligt – kan næppe forårsage så stor en forsinkelse i barnets udvikling.

Måske tager jeg fejl, men det vil tiden vise. I mellemtiden skal vi slå koldt vand i blodet og sørge for, at vores børn ikke bruger teknologien uden voksnes deltagelse.
Det er næsten altid vores brug eller misbrug, som ligger til grund for problematikker i udviklingen af både store og små.

Kilder til artiklen

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5173485/
https://www.healthychildren.org/English/news/Pages/Handheld-Screen-Time-Linked-with-Speech-Delays-in-Young-Children.aspx
https://www.facebook.com/time/videos/10154688442206491/
http://www.cnn.com/2017/05/04/health/babies-screen-time-speech-delays-study/index.html?ofs=fbia
http://www.telegraph.co.uk/science/2017/05/04/tablets-smartphones-damage-toddlers-speech-development/
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/05/170504083141.htm
http://www.expressen.se/halsoliv/halsa/barn/studie-barn-som-anvander-skarmar-borjar-prata-senare/

Oprindeligt udgivet i Fessornyt februar 2016

En elev i  4. kom og viste mig sin julegave. En splinterny iPhone 6 Plus.

Jeg har efterhånden oplevet den slags mange gange, så min reaktion var mere passende til, hvad barnet forventede, end hvad der foregik inde i mig.

Ekstern dialog: ”En iPhone 6 Plus? Den er jo ligesom min”, sagde jeg roligt til barnet.

”Ja! Min er bare lyserød”, svarede barnet

Intern dialog: ”Ny iPhone til 5000 kr?!? Det er jo vanvittigt! Er dine forældre millionærer?!”

Med indre hovedrysten og ydre smil så jeg, for gud ved hvilken gang, et barn gå med teknologi til en pris, der kan brødføde en familie i en uge.  

Teknologi, som jeg virkelig ikke kan se, hvorfor et barn på 10 år skal have.  

Ud over det faktum, at de ikke aner, hvordan de skal bruge 2/3 af mobilens muligheder, så er det blandt børn ganske normalt, at en mobil tabes, smides, kastes og bankes rundt. 

Noget, som mobiler (og forældre) stadig ikke er særlig vilde med.  

Det svarer lidt til, at købe ekstremt dyrt mærketøj til små børn og forvente, at det ikke går i stykker. 

En utopisk forventning, som sætter barnet i en meget problematisk situation, hvor de er næsten 100 % sikre på at fejle. 

Det kan vi nok godt blive enige om, ikke er særlig fair over for nogen som helst. 

Jeg er og bliver fortaler for ny teknologi, herunder udbredelsen og brugen deraf fra børn er små, men der må altså være grænser. 

Barnets tarv er ikke altid, at give dem hvad de drømmer om, og i dette tilfælde, hvad der er nyt og mest moderne. 

Vi skal holde op med at tro, at vores små poder rent faktisk har ret til at plage om ny teknologi og få det. 

For det har de ikke, kære mødre og fædre! 

Den stigende tendens til, at give børn helt nye mobiler til vanvittige priser, er ude af proportioner. 

Ikke nok med, at de ikke forstår den monetære værdi af ting, hvis de bare får den slags dyre gaver gang på gang. 

Det bakker op om en anden samfundstendens, som jeg virkelig ikke bryder mig om: 

Børn, der bliver mobbet, fordi de ikke har den ’rigtige’ eller nyeste mobil. 

Børn, der føler sig mindre værd, fordi deres forældre er for fornuftige til, at smide den slags penge efter elektronik til børn. 

Børn, hvis forældre simpelthen ikke har råd. 

At mobilen er kommet for at blive, i en eller anden udformning, er vist givet.  

Forvaltningen er en hel anden snak. 

Vi er som samfund begyndt at gå bort fra, at det er nok at give børnene de aflagte mobiler.  

Dem, som mor/ far/ store søskende og andre skiller sig af med, fordi de skal have en ny. 

Spørgsmålet er, hvem det er vigtigst for, når der anskaffes nye mobiler til små børn. 

En uvidenskabelig anonym undersøgelse, jeg foretog i to 4. klasser, viste, at ud af 35 børn havde 18 fået helt nye mobiltelefoner.  

Ud af dem svarede 27, at det var vigtigt for dem at have en mobil, og 19 af dem mente, at det var vigtigt blandt deres venner, at have en mobil. 

Det interessante er, at ved et spørgsmål om det er vigtigt, at have en ny slags mobil, svarede kun 5 ja.  

Så, hvorfor købes der nye mobiler til de små? 

Selvfølgelig er der den del af befolkningen, som bruger deres mobiler til de hænger i laser, og derved ikke kan sende den videre i arvefølgen. 

Det er bare ikke det moderne forbrugsmønster, og det lægger et absurd forventningspres på børn og deres forældre. 

Når ungerne bliver store nok til selv, at deltage i betalingen af deres nyerhvervelse, er snakken en helt anden. 

Det med, at spare sammen til noget og købe for (delvist) egne penge, giver en helt anden slags ansvarsfølelse og stolthed. 

Det hjælper ydermere til, at vi ikke sender flere unge ud i samfundet, som føler sig berettiget til/ forventer forsørgelse samt fortsættelse af dyre vaner. 

Lad os hjælpe børnene (og mange forældre) ved, at befri dem for det ansvar det er, at rende rundt med værdier til sindssyge summer. 

De skal tids nok begynde at danne sig dyre vaner.  

Lad være med at ’hjælpe’ børnene med, at skabe dem for tidligt.  

For, sådan hjælper du ingen. 

Undersøgelser med vidtspredt fakta

Det er langt fra første gang at undersøgelser som denne dukker op, og der er en indædt kamp mellem fortalere og modstandere.
Fakta er blot, at vi endnu ikke ved nok til at vide, hvad der er beviseligt skadeligt eller gavnligt.
Der er massere af mennesker verden over, som gør deres bedste for at skaffe den data, men det tager år at få skabt nok.

Indtil da er det op til hvert enkel at se igennem de midlertidige undersøgelser, som kommer.
Og selv efter da, være kritisk, da undersøgelser kan foretages på mange måder.
Et gammelt ordsprog siger, at der er lige så mange meninger, som der bagdele (pænt omformuleret).
Det samme gælder måder at, udføre eksperimenter på.

Dårlige eksperimenter

Et godt eksempel var DR3’s program Eksperimentet – er voldelige computerspil skadelige?
Deres vinkel var tydelig fra starten, og manglede reelle videnskabelige fremgangsmetoder.

I denne omgang har undersøgelsen skabt en ny strøm af behov for, at ytre eller skabe meninger.
Bl.a. tog TV2’s Go’Aften emnet op med en vinkel, jeg fandt unuanceret.
Specifikt henviser jeg til interviewet med en mor, som har haft store problemer med sin dreng i børnehavealderen.
Han var begyndt at miste interessen for almen leg, og blev voldsom agressiv ved krav om at stoppe brugen af sin iPad.

Interviewet manglede rent den psykologiske vinkel på, hvorfor barnet reagerede så stærkt.
Jeg er godt klar over, at der i den type interview ikke er tid til det, men når menig mand og kvinde skal danne sig en mening, er det i sådanne programmer de får viden.

Moderen havde valgt forbud og senere begrænsninger. En taktik, som kunne være unødvendig, såfremt de havde taget den digitale opdragelse mere alvorligt fra starten.

Den virtuelle mur

Vi er tilbage til den mur, jeg syntes at støde på gang efter gang: manglen på digital opdragelse.
Et emne, jeg har skrevet om på mange forskellige måder efterhånden.

Den føromtalte mor har næppe gjort sig tanker om, hvordan hendes søns forbrug skulle være, samt hvilken rolle hun spillede i det.
Min erfaring er, at det gør alt for mange forældre ikke, når det drejer sig om digitale tilbud.
Det er ved at blive bedre i forbindelse med brug af internet, men det kommer bag på mange forældre at det er et fokusområde.
Ikke, at de er uvidende om at området eksisterer. De ved bare ikke hvor de skal starte, eller hvordan.

Artikler om digital opdragelse

I en artikel jeg skrev i 2013 omhandlende børnenes digital legeplads, er en af mine pointer at forbud aldrig har hjulpet til at fremme kommunikationen.
Samme år gav jeg gode råd om den digitale – og strengt nødvendige – opdragelse, hvor jeg gav 4 konkrete retningslinjer, som voksne bør følge.
Der er også råd til børnene (og deres forældre) i artiklen Pædagogik i cyberspace.

Store mængder skader oftest

Det er almen fornuft, at alt i for store mængder kan skade.
Selv gulerødder er usunde, hvis man indtager kilovis hver dag.

Tablet, mobiler og andre interaktive tilbud har stor indvirkning på børnenes hjerner.
Flere forskere har frembragt teorier om, at børnene får enorm stærk stimuli fra de interaktive medier.
Præcis, som hvis de reagerede på et andet menneskes ansigt eller en interaktion med et stykke legetøj, opnår børnene stimuli.

De knytter sig stærkt til deres digitale legetøj, og kan i praksis lege med sig selv i timevis.
Det er her, at der opstår problemer – specielt hos de små og meget påvirkelige børn.

Børn i digital trance

Børnene kan opnå en trancelignende tilstand i forbindelse med disse interaktioner, og moderen i føromtalte tv-show oplevede denne reaktion hos sin dreng.
Han oplevede så stærk stimuli, at han nærmest blev afhængig.

Hvis du tager helikopterperspektivet og ser ned på dig selv og andre voksne, kender du nok godt fornemmelsen.
Fantom-sms’er.
Behovet for at checke de sociale medier/ nyhedssider/ sportsresultater/ modetips osv.
Fornemmelsen af at være ‘nøgen’ uden mobilen.

Børn er ler

Du og jeg er voksne, udviklede mennesker. Vores mønstre for stimuli er ret fastlagte.
Barnet er en klump ler, som skal hjælpes på vej. OGSÅ når det gælder digitale tilbud!
Tv er ikke det samme, da den interaktive mulighed ikke er tilstedeværende. Endnu.

Så tablets og andre interaktive tilbud KAN være skadelige, men kun hvis det overforbruges.

Jeg er stærk fortaler for alt digitalt, men jeg er også forkæmper for samvær, nærvær og deltagelse.
Giv børnene en mental cykelhjelm, ved at være der for dem i deres digitale udvikling.
Du kan ikke holde dem fra skrammer, men de knækker ikke nakken og kommer sjældent alvorligt afsted.

Og kan vi så få lidt ro fra det massehysteri! Sgu.

Andre relevante artikler

http://www.theguardian.com/society/2014/jan/08/are-tablet-computers-bad-young-children

http://www.dagens.dk/videnskab/tablets-og-smartphones-kan-muligvis-skade-b%C3%B8rns-udvikling

http://www.huffingtonpost.co.uk/sarah-willis/technology-and-raising-children_b_5351810.html?utm_hp_ref=uk

http://abcnews.go.com/Nightline/video/generation-ipad-device-hurt-toddlers-development-18859646

http://barnard.edu/news/prof-tovah-klein-comments-technology-toddlers

http://www.wnyc.org/story/whats-goes-inside-toddler-brain/

http://www.theverge.com/2013/9/3/4660216/is-technology-scrambling-my-babys-brain

http://pulse.seattlechildrens.org/researcher-ipads-may-good-babies/

http://www.wired.com/2014/04/children-and-touch-screens/

http://www.npr.org/blogs/health/2014/03/16/290110766/parenting-in-the-age-of-apps-is-that-ipad-help-or-harm

http://www.stuff.co.nz/technology/gadgets/7454079/Switched-on-iPad-infants-put-to-the-test

http://www.joanganzcooneycenter.org/wp-content/uploads/2009/03/disfordigital_reports.pdf

http://www.foxnews.com/health/2014/03/18/kids-electronic-media-use-linked-with-poorer-well-being/