Læreren slog ud med armene. Hun var frustreret. Dybt frustreret. Som alle andre skoler i Danmark, havde de fået besked på at der skulle købes teknologi ind. Uden medfølgende instruktioner. Uden undervisningsmateriale. Uden en plan.

Denne lærer var ikke den eneste. Hun var en af de lærere og pædagoger, som fra det ene øjeblik til det andet var endt som teknologiske fyrtårne. Nogen skulle jo tage ansvaret, og det faldt på dem, der turde. Resten af systemet var ikke klar.

I 00’erne og 10’erne rullede digitaliseringen ind over de danske skoler i rekordfart. Kommunerne købte ind, fordi det var smart. Alle andre gjorde det. Politikerne krævede det. Pengene fossede ud af skolevæsenet og ind i tech-branchen.

Smartboards blev hasteindkøbt. Mange af dem endte som dyre filmfremvisere, man kunne skrive på. Der fulgte ingen ordentlig instruktion med, og der var ganske lidt officielt materiale at lave undervisning med. iPads og Chromebooks blev rullet ud i tusindvis. Digitale læringsplatforme fortrængte arbejdshæfterne, hovedsageligt skabt af private erhvervsdrivende.

Den offentligt understøttede efteruddannelsen fulgte ikke med. Det var de private virksomheder, der havde fest. Det var dem, der kom først med materialer, kurser og muligheder. Skolerne blev kunder først, undervisere sekundært. Lærere og pædagoger fik udleveret grej, de ikke havde fået tid til at sætte sig ind i, og blev så bedt om at bruge det.

Jeg trådte ind i edutech – educational technology – i 2009. Jeg har set tablet-dørstopperen. Jeg har mødt udskolingselever, der ikke kunne finde rundt i et almindeligt skriveprogram på en computer, fordi de havde brugt ti år på at swipe. Jeg har undervist pædagoger og lærere, der stod med digitale redskaber og følte sig magtesløse.

Det blev ikke kaldt en skandale dengang. Det var det ellers.

Teknologiens ankomst var ikke den eneste ændring, der satte sit præg.

Med folkeskolereformen i 2014 blev skolebibliotekerne omdøbt til Pædagogiske Læringscentre. Skolebibliotekaruddannelsen blev nedlagt i samme periode, og med det blev uddannelseskravet til personalet fjernet.

Nogle steder fortsatte arbejdet som hidtil, bare med det nye navn. Andre steder forsvandt funktionen, og dermed den faglige støtte, stille og roligt.

Mange skolebiblioteker har lidt under det, nogle steder er de blevet helt nedlagt, og det har været meget uheldigt for læselysten.

Ida Kongsgø, Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre

Der er noget paradoksalt ved at, mens vi åbnede døren for iPads, lukkede vi det rum, hvor børn kunne møde en faguddannet vejleder og en fysisk bog i ro.

Fra 1. januar 2026 får stedet så sit gamle navn tilbage. Lovændringen begrundes med et ønske om, at børn læser mere i fysiske bøger. Det er fint, men det føles ret symbolsk. Uddannelseskravet til personalet er nemlig stadig ikke tilbage. Det er fint at rummet får sit navn tilbage, men hvem skal bemande det? Hvem har fagligheden til at vende statistikken?

En ny undersøgelse fra ROCKWOOL Fonden og DPU viser, at 60% af al undervisning i danske folkeskoler i dag foregår ved en skærm. Fysiske bøger er reduceret til kun 7,5%. Det er noget af en opgave at ændre på, efter 20 år uden en plan der strakte sig længere end en valgperiode.

Det er ikke lærernes eller pædagogernes fejl. De har arbejdet med det, de fik i hænderne. Det er politikkens og politikernes. Debatten har stået på siden teknologibegejstringen tog sit indtog, så det er ikke fordi vi ikke har talt om det.

Skal teknologiforståelse være et selvstændigt fag? Skal det ind i alle fag? Begge dele? Obligatorisk eller valgfag? I 2018 satte man et stort forsøg i gang på 46 skoler. Nogle underviste i teknologiforståelse som selvstændigt fag, mens andre integrerede det i de eksisterende.

Undervejs har fagfolk sagt det samme: Lægger man det ud i alle fag, risikerer alles ansvar at blive ingens. Lægger man det i et selvstændigt fag, bliver det løsrevet og får ikke timer nok.

Den demokratiske dannelse kan ikke løftes af valgfag. Dem, der har brug for det, vælger det ikke.

Morten Misfeldt, professor, Københavns Universitet

Fra skoleåret 2027/2028 vil teknologiforståelse blive integreret i eksisterende fag, og udbydes som valgfag i udskolingen. Lærerplanerne er endnu ikke færdige. Præcis som fagfolk havde advaret imod, er vi endt i begge lejre. Ingen og alles ansvar, og der er ikke nok uddannede til at varetage dannelsen. Som fagperson kan jeg føle trætheden snige sig ind, for historisk set ser vi ud til at ende præcis hvor vi startede.

Vi har en irriterende tendens til at smide penge efter det, der er oppe i tiden, og så glemme, at nogen skal lære at bruge det bagefter. Da natur/teknik blev indført i folkeskolen i 1994, tog det to år før lærerstuderende overhovedet kunne vælge faget på læreruddannelsen. Da man i 2003 spurgte 393 natur/teknik-lærere, om de var blevet uddannet i faget, var det ti der kunne svare ja.

Ti ud af 393. Det var udgangspunktet 9 år efter, at faget blev indført.

21 år senere, i skoleåret 2015/16, blev kun 60% af natur/teknik-timerne undervist af lærere med faglig kompetence. Det steg til 71,6% i 2020/21, men så skete der noget: Efter coronapandemien slækkede man kravet, og tallene faldt igen.

I skoleåret 2024/25 er vi nede på 62,6%.

Men det er ikke hele historien. Tallene dækker over lærere med enten linjefag i natur/teknik eller efteruddannelse, der giver tilsvarende kompetencer. Selv med 62,6% er kun omkring hver fjerde lærer reelt uddannet til at undervise i faget.

Det er det mønster vi gentager, og det er på den baggrund, man skal forstå den nuværende skærmdebat.

Fra skoleåret 2026/2027 bliver folkeskolen mobilfri ved lov. Aftalepartierne opfordrer samtidig til mere analog undervisning i de yngste klasser. Der er afsat 540 millioner kroner til bøger. Der er i stigende grad en modreaktion mod, at vores børn nærmest som standard har en skærm foran sig fra de når mellemtrinnet.

Alt sammen kloge reaktioner, der kommer på baggrund af 20 års pendulfart mellem begejstring og betænksomhed. Men vi skal virkelig passe på med at afskrive teknologien.

Den verden børnene skal ud og leve i, er dybt digital. Den forsvinder ikke, fordi vi lægger en Chromebook i tasken, og den forsvinder heller ikke, fordi vi køber flere bøger. Og det er dér, debatten svigter for: hvad er planen?

Hvor er efteruddannelsen til lærerne og pædagogerne, som nu skal veksle mellem analogt og digitalt med endnu større bevidsthed? Hvor er den didaktiske ramme, der skelner mellem nytteløs og nyttig brug? Hvor er uddannelseskravet til de skolebibliotekarer, vi lige har fået tilbage? Hvor er sammenhængen mellem mobilforbud, bøger, teknologiforståelse og skolebibliotek?
Alt sammen noget, som lige nu ruller ud ved siden af hinanden uden samlet retning.

Det er super med flere penge til bøger, men de er intet uden dem, der skal gøre reformen til virkelighed ude i klasselokalet. Så kære politikere: Den eneste vej til succes er, at klæde de mennesker på, som står med børnene hver eneste dag. I klasselokalerne såvel som i fritiden.

Der er ikke én stor løsning. Der er en konstant dualitet, og den skal anerkendes for at vi lykkes.

Kilder

• Lieberoth, A. & Bjerre, E., 2025: En systematisk optælling af skærmbrug i danske folkeskoler, ROCKWOOL Fonden/DPU
• DR Nyheder, september 2025: Ny bred aftale gør folkeskoler mobilfri
• Børne- og Undervisningsministeriet, december 2025: Nu vender skolebiblioteket tilbage på landets folkeskoler
• Børne- og Undervisningsministeriet, august 2025: Bøger for 540 millioner kroner er på vej til skolerne
• Folkeskolen.dk, marts 2026: Kortlægning på vej: Forskere skal observere, hvad der sker på skolebibliotekerne
• Folkeskolen.dk, marts 2022: Ny PLC-bekendtgørelse er klar med fornyet fokus på læselyst
• Folkeskolen.dk, juni 2025: Kun hver fjerde natur/teknologi-lærer er uddannet til at undervise i faget
• Folkeskolen.dk: Lærere: Derfor skal teknologiforståelse både have eget fag og integreres i fagene
• Københavns Universitet, oktober 2023: Teknologiforståelse får endelig fast plads i folkeskolen
• Folkeskolen.dk, 2020: Teknologiforståelse skal udvikles som selvstændig faglighed i læreruddannelsen
• Altinget, november 2023: Folkeskolens største naturfag mangler desperat faguddannede lærere
• Børne- og Undervisningsministeriet, marts 2024: Ny aftale om folkeskolen

Som aktør på uddannelses og undervisningsområdet, er jeg meget optaget af de nye ministre, der nu skal løfte opgaven og arven.

Desværre er begge meget ukendte kandidater, med baggrunde som langt fra virker betryggende.

Uddannelsesministeren, Esben Lunde Larsen, er teolog, viceborgmester og åbent imod homoseksuelle kirke vielser.
Undervisningsministeren, Ellen Trane Nørby, er cand. mag i kunsthistorie med statskundskab til tilvalg.

Ingen af dem har praktisk eller teoretisk erfaring indenfor deres nye ansvarsområde, og det er foruroligende.

Men som sagt er de ukendte, og jeg er villig til at lade dem bevise deres værd.

Derfor har jeg også henvendt mig til begge ministre og bedt dem oplyse, hvad deres kvalifikationer er.

@EllenTraneNorby Kære Ellen. Tillykke med din nye post. Jeg kan ikke finde, hvad kvalificerer dig til den? Kan du opklare? #skolechat

— Eva Fog (@PaedagoNok) 28. juni 2015

Følg med på Twitter under #VisionFS.

Det var satme hårdt at indrømme overfor mig selv, at det til sidst var gået for vidt!
Min familie havde i en måned forsøgt at få mig til at fatte, at jeg var for langt ude, men når man er pligtopfyldense og virkelig gerne vil… Ja, så er det svært at sige stop.

De berømte sidste dråber kom, da min afdeling af SFO’en blev fuldstændig omstruktureret og flyttet til nye (dårlige) lokaler, og mit værksted i praksis skulle genopbygges fra grunden.

Endnu en ting, at genopbygge…

Tilføj en større skoleomlægning samt udvidelse af spor, og jeg endte med at bryde sammen.
Havde det blot været en af tingene, havde det været nemmere at tage, men alle sammen. Det blev for meget.

Jeg er langsomt ved at finde hoved og hale i mig selv igen, og bloggen hjælper mig med at finde tilbage til mit kerneområde.
Mine egenskaber har ikke ændret sig – mit overskud forsvandt bare som dug fra solen.

Så mens jeg arbejder mig op på benene igen, vil der dukke nye og spændende ting op på bloggen.
Det er trods alt mit hjerteblog og min spidskompetence, så hvad bedre måde findes der :)?

En ekstra stor og kærlig tanke sendes til mine kollegaer, mine børn og alle jer andre, som knokler i den nye reform.
De, som enten skal, vil eller kan blive.
Jeg håber jeres hårde arbejde betaler sig og, at vores børn kommer til at trives.

Knæk og bræk!

Hold da helt op hvor var den tiltrængt!

Før ferien var jeg så udmattet at jeg ikke kunne se ud af øjnene.
Derfor har jeg også brugt min ferie på at lave så lidt som muligt. Ud over at spille SimCity, rydde lidt op og få set familien og venner.

Før i tiden ville min ferie være gået med at jeg kastede mig over bloggen, gik i gang med alle mulige spændende mener og derved ikke slappede af.

Det er jeg blevet nødt til at lade være med denne gang.
Afslapning har været det mest essentielle for, at jeg kan starte op igen og være ‘på’.
Jeg måtte endda aflyse mit tegnefilmskursus fordi min krop insisterede på at ligge ned og ikke lave noget som helst

Det er aldrig sket før, og jeg håber ikke det sker igen. Det giver mig en dårlig smag i munden, men jeg må være tro mod mig selv.

Så nu hvor hverdagen starter igen vil jeg prøve, hvor meget jeg opnår ved kun at bruge den forberedelsestid jeg faktisk har.

Jeg forventer at jeg hurtigt føler mig utilfreds med det manglende niveau, men jeg gider altså ikke gå nedenom og hjem!
I denne uge skal vi fastsætte mål for de næste 10 uger, og det skal så understøttes.
Samtidig med, at mit værksted lukkes ned og flyttes, der skal oprettes delelokaler og vi går den mørke tid af året i møde.

Jaja… jeg holder tungen lige i munden.

Og i dag starter jeg et nyt hold af mine minianimatorere

God mandag!

Som langt de fleste af mine kollegaer, har jeg rendt rundt som en hængt kat i flere uger.
Allerede i mandags så vi på hinanden og anerkendte udmattelsen.
Det var mandag.

Tirsdag var det endnu en kamp om at holde den fra døren, og det er fortsat. Hver dag.
I går begyndte jeg at fryse, og da jeg skulle krydse min klasse ind, var et af børnenes første kommentar: “Du ser træt ud, Eva”.
Det var jeg. Det er jeg.

Og øm i hovedet, halsen, kroppen.
Nætterne er fyldte med underlige drømme, og søvnen kommer enten øjeblikkelig eller lader vente lang tid på sig.
Tankerne er så mange.
Om alt det der skal nås, der skal ske.

Så sent som i går havde jeg en snak om søvn med en kollega.
Hun kan ikke falde i søvn pga. tankerne.
Jeg tror aldrig, jeg har snakket så meget om søvn på mit arbejde før.
I hvert fald ikke de voksnes.

Vores vikarer har mere eller mindre fast job efter skolereformen er indtrådt.

Udmattelsen fører sygdomme med sig, gang på gang.
Kun få standhaftige eller stædige lader sig ikke berøre, skønt de også er trætte.

Så jeg er blevet under min dyne i dag.
Jeg har ikke mere energi at give af, og min krop fortæller mig at jeg skal blive liggende.
Den dårlige samvittighed nager, og dog kan jeg ikke ignorere hvad der sker.
Jeg duer ikke til at køre mig selv helt i sænk, og hvem pokker vil også have gavn af det?

Mandag må jeg på den igen, uanset hvad.
Alt for meget skal gøres, skal nås.
Men ikke lige nu.
Nu skal jeg sove, hvile og pleje min ømme krop.

For det første tog det dobbelt så meget forberedelsestid end jeg har på skemaet.
For det andet krævede det at tænke på teknikkerne før jeg satte dem sammen med målene.
Hvorfor?
Fordi målene er så mange!!

På vægge i klasser er der plancher op og ned, som viser mål efter mål efter mål….
Mål i dansk, engelsk, matematik osv. Vi bliver alle sammen lidt skøre, når vi hele tiden skal gøre os målene bevidste.
Jeg medgiver, at det visuelle aspekt af, at have målene synliggjort hele tiden gør det nemmere at huske, hvad man skal lære/ har lært. Der er bare så mange.

Så jeg har gjort, hvad jeg gør bedst. ‘Hacket’ skolereformen ved at tage mine kompetencer og så efterfølgende tilsat målene.
Det er den eneste måde jeg kan få det til at virke pt. Og børnene elsker det!

Fra, at have trætte, uinteresserede og urolige børn, har jeg i denne uge kun haft glade, engagerede og energiske børn.
Med et par undtagelser i starten, selvfølgelig, men jeg fik dem alle sammen med.
Mine 2. klasser skriger “ROBOTTER” og min 3. klasse “iPADS”, og midt i det organiserede kaos det giver står jeg og får en flig af mig igen.

Min skønne, dejlige klasse kan ganske enkelt ikke indeholde alt det, som de skal rumme.
Det samme gælder mine kollegaer, så de går ned og sygemeldingerne hober sig op.

Den pædagogiske leder måtte vikariere for en af mine lærerkollegaer, og det er nok kun fordi de endnu ikke har synkroniseret pædagogernes timer med lærernes.

Så jeg sank en ekstra gang, da jeg opdagede at min kollega var syg, for jeg kan ikke umiddelbart kapere en hel skoledag alene med klassen.
Ingen forberedelse, intet materiale.
F*ck.

Jeg har stået der før, før reformen, og det var hårdt og ‘kun’ 6 timer.
Tanken om, at stå med dem i 8…

Men for at vende tilbage til ja-hatten, så kan jeg indtil videre kun se en eneste fordel.
At børnene er utrolig glade for, at jeg er så meget sammen med dem og står for en del af deres undervisning.
Og det var så det.

Lige nu har jeg det, som om jeg forsøger at forgylde en lort. Undskyld sproget.

Jeg vil virkelig gerne have noget godt at sige om skolereformen. Det vil jeg altså.
Nu er det kun tirsdag, så jeg satser på at der må dukke mere op.
Det skal der altså bare.