I går sad jeg så i et af mine søgemodes, og pludselig dukkede et – for mig – nyt ord op: medielæring.
Det er ikke et ord jeg er blevet præsenteret for, men efter grundigere søgning kan jeg se at det er brugt af forskellige skoleinstanser.

Godt så. Hvad er der så specielt ved ordet?
Så vidt jeg kan se – ikke meget.

Det er blot endnu et buzz ord for brugen af digitale medier i undervisning og pædagogiske sammenhæng.
Så hvor mange kan jeg efterhånden?
Digital pædagogik, it pædagogik, medielæring, medieundervisning, digital uddannelse, multimedie pædagogik, digital dannelse … Der er garanteret flere jeg ikke lige kan huske nu.

Konklusionen må være, at vi – i et forsøg på at legitimisere den digitale udvikling og dennes indtog i vores undervisning og pædagogiske praksis – hele tiden forsøger at finde på nye betegnelser som passer.
Fint nok – jeg skal da nok deltage i ordkløveriet

Bare jeg får lov at praktisere det – hvad end det hedder!

Som langt de fleste af mine kollegaer, har jeg rendt rundt som en hængt kat i flere uger.
Allerede i mandags så vi på hinanden og anerkendte udmattelsen.
Det var mandag.

Tirsdag var det endnu en kamp om at holde den fra døren, og det er fortsat. Hver dag.
I går begyndte jeg at fryse, og da jeg skulle krydse min klasse ind, var et af børnenes første kommentar: “Du ser træt ud, Eva”.
Det var jeg. Det er jeg.

Og øm i hovedet, halsen, kroppen.
Nætterne er fyldte med underlige drømme, og søvnen kommer enten øjeblikkelig eller lader vente lang tid på sig.
Tankerne er så mange.
Om alt det der skal nås, der skal ske.

Så sent som i går havde jeg en snak om søvn med en kollega.
Hun kan ikke falde i søvn pga. tankerne.
Jeg tror aldrig, jeg har snakket så meget om søvn på mit arbejde før.
I hvert fald ikke de voksnes.

Vores vikarer har mere eller mindre fast job efter skolereformen er indtrådt.

Udmattelsen fører sygdomme med sig, gang på gang.
Kun få standhaftige eller stædige lader sig ikke berøre, skønt de også er trætte.

Så jeg er blevet under min dyne i dag.
Jeg har ikke mere energi at give af, og min krop fortæller mig at jeg skal blive liggende.
Den dårlige samvittighed nager, og dog kan jeg ikke ignorere hvad der sker.
Jeg duer ikke til at køre mig selv helt i sænk, og hvem pokker vil også have gavn af det?

Mandag må jeg på den igen, uanset hvad.
Alt for meget skal gøres, skal nås.
Men ikke lige nu.
Nu skal jeg sove, hvile og pleje min ømme krop.

‘Hvad er der så vigtigt i det?’, kan nogle spørge.
‘Hvad er der vigtigt ved en historie i en bog, en film eller et stykke?’, vil mit svar være

Nogle af de klogeste mennesker indenfor historier i spil kom og formidlede hvordan de gør, samt hvordan det virker bedst.

Heriblandt Gunnar Wille, som mange fra min generation kender fra Skrumpen fra det ydre rum og Familien Fab.

Det var ekstremt nørdet, og egentlig beregnet for branchefolk, men jeg og to kollegaer med stor interesse i spil deltog.

Jeg gik derfra med en fornyet flamme omkring hvorfor det er så enormt vigtigt at vi voksne skaber gode historier i de digitale medier, og jeg har et par artikler i ilden allerede nu.
Artikler om, hvordan man hjælper børnene med at finde de gode og alderssvarende historier i spil, og om hvad historier egentlig gør for – og ved – børn.

Samtidig havde vi muligheden for at høre om tilblivelsen af LEGO’s Ninjago serie.

Er du ikke bekendt med den, kan den opsummeres med ordene; ninja, gyldent sværd, kamp mod fjender.

Processen var på mange måder beundringsværdig, og et lysende eksempel på hvad der sker når de voksne lytter til børns ønsker.
Jeg vender tilbage med en artikel om denne proces senere. Ikke, fordi jeg vil skabe ekstra reklame for selve produktet – det kan LEGO godt selv klare – men fordi de valgte nogle tiltag som gavnede børnene såvel som dem selv.