Opgave 2
Tegn dig selv.
Minimumskravet til denne opgave er, at de bruger farver – herunder egen hår og øjenfarve.
De mindre avancerede børn får lov til at tegne efter evne, men jeg forsøger at presse dem længere end så.
Samtidig er det ikke nok at de bare tegner en person. Der skal en baggrund til, og her introducerer jeg dem for lag-på-lag teknikken.
Jeg plejer at forklare dem lag i tegning som en lagkage. Et barn indskød at det var som en lasagne, hvilket man også sagtens kan bruge.
Princippet er, at de har en bund, en top og flere lag herimellem.
Det bageste lag, lagkagens bund, er altid nederst. Så kan man lægge ekstra lag ovenpå som det passer en.
Jeg illustrerer det ofte ved at oprette et ekstra lag til dem, sørge for at det ligger korrekt i ‘lagkagen’ (VIGTIGT!) og så tegne pludder pladder bag ved det barnet allerede har tegnet. Det plejer at virke.
Lag er et ret abstrakt koncept for børnene, for den slags findes ikke når de tegner på papir.
Det er en introduktion til perspektiv, for/ mellem/ baggrund og idéen om, at man med digital produktion faktisk er meget friere kreativt.
Plus – man kan fortryde! En fantastisk ting, når man lige har lavet en dum fejl og et viskelæder vil ødelægge mere end hjælpe.