Rapper Kids – Musik på iPad og Mac

“EVA! Hvornår skriver du om os?”

Samuel, Modouba og Benjamin var på tur fra klubben med det ene formål at besøge mig (iflg. dem selv). Fedterøve *smelte*. De var kommet styrtende med åbne arme og jeg fik et gruppekram af 3 10-årige knægte. Det sker sjældent 🙂

Ud over at udspørge mig om hvornår jeg udgiver min artikel om dem og vores projekt, blev jeg præsenteret for deres nyeste rap. Samuel var lidt tøvende men Modouba slog usikkerheden hen med “det bare Eva”, og så fik jeg den råt for usødet.

Mit pædagog hjerte smelter lidt når unger jeg har hjulpet på vej på den måde kommer og viser mig dem selv, selv efter de er stoppet på SFO’en. Det er vist hvad mit hverv er til for 🙂

Musik og fritidstilbud har altid hængt sammen.

Da jeg var barn var det en pædagog ved navn Erik, som sammen med os stod i en kælder og lærte os takter, rytmer, instrumenter og bandånd. Han er nok den eneste pædagog jeg stadig husker navnet på, og i starten af dette år fik jeg muligheden for at give arven videre.

De 3 førnævnte drenge dukkede op med nogle kammerater og præsenterede mig en rap de var ved at skrive.

På daværende tidspunkt havde jeg ikke vist børnene min musikalske side, så det kom som en overraskelse for dem, da jeg tilbød anden assistance end blot skrivehjælp. Jeg kan stadig huske at se Modouba dybt i øjnene mens jeg spurgte ham, om de mente det seriøst. Sjældent har jeg set så fast et blik hos knægten, så jeg gav ham løftet, at var de seriøse så var jeg det samme.

Børnene var stamgæster på mit værksted, så de sprang på vognen med det samme. De havde vist ingen idé om hvad det ville indebære – det samme kan siges for mig – men på min sædvanlige frygtløse måde sprang jeg i med begge ben. Børnene leverede tekst og rap, jeg ville hjælpe dem med musik og produktion.

Drengegruppen skrumpede ret hurtigt til 2 kernemedlemmer – Samuel og Modouba – samt deres venner Benjamin og Morgan. Senere dukkede 2 andre drenge op – Louie og Oskar.

Noget af det første jeg gjorde var at involvere forældrene, for drengenes ambitioner var som tidligere nævnt skyhøje. Vores politik på mit arbejde kræver forældrenes accept af offentliggørelse, så uden den ville det ikke være muligt.

Der var heldigvis god støtte alle steder fra, og derfor er denne artikel også mulig i dens nuværende format.

Jeg havde rollen som mentor og støtte, og den gik jeg op i.

Første lektion var rim og rytmer. De havde lidt beats i skitseform, men det er mildest talt svært at lave musik til en ustruktureret skiftende rytme.

Vi fik nogle gode snakke om rytmestruktur (1, 2, 3, 4) og hvad der lyder godt.
Efter lidt usikkerhed fra deres side om hvordan opgaven skulle takles, blev teksten færdig og jeg lovede at dukke op med et beat til dem dagen efter. Herefter forsvandt al usikkerhed og stjerneambitionerne voksede.

Jeg vidste fra starten at der skulles bruges iPads til projektet, og indspilningerne foregik i GarageBand.
Programmet er et meget simplificeret musikprogram fra Apple, som nemt og hurtigt kan bruges til at skabe musik i. Med den rette introduktion kan børn lave præcis hvad de lyster. Læs mere om programmet på Apples hjemmeside her.

GarageBand tilbyder muligheden for at spille alt fra bunden, få hjælp fra såkaldte Smart instrumenter til brug af loops (præfabrikerede lyde og musikbider) som kan sættes ind og bruges efter behov.

For at skabe det bedst mulige resultat brugte jeg musikprogrammet Logic til at skabe musikken i samt til at redigere i. Det hele kunne sagtens være skabt på iPad, men jeg blev ambitiøs på drengenes vegne og så det som et projekt der kunne vise mulighederne for digital musikfremstilling.

Derfor gik jeg i gang med at skabe et grundbeat og en form til drengenes rap derhjemme. En dedikation jeg ikke kan love alle andre fremtidige børn men deres var smittende.

Nogle få dag senere præsenterede jeg mit arbejde for drengene.

Den fik overvældende modtagelse. Vi optog straks et hurtigt vers af rappen som jeg fik lagt ovenpå beatet i GarageBand på iPad.
En meget simpel proces, da den indbyggede mikrofon sagtens kan bruges til skitser.

Med øjnene åbne for de mange muligheder begyndte kravene at komme, og drengene smed referencer fra YouTube efter mig. Jeg lovede at lytte til dem og prøve mig frem, men da min normale genre er mere pop/ folk var min holdning, at de måtte tage til takke med hvad jeg fandt frem til.
Mine egne ambitioner var for længst vagt på deres vegne og blev pænt sat på lavere blus for ikke at optage hele min fritid.

Kort efter dukkede jeg op med midi-keyboard og USB mikrofon, og en onsdag indtog vi et klasseværelse for at indspille.

I dokumentationens ånd satte jeg min iPhone til at filme optagelsesforløbet. En del af optagelserne blev styret af drengene, og de gav den fuld gas undervejs. Et sammendrag ses øverst på denne side.

Siden projektet var nyt for os alle var min tanke at jeg – ud over at kunne bruge udklip til musikvideoen – kunne observere og videregive oplevelsen til andre med interesse i at skabe musik med børn.

Indspilning på en iPad foregik ved hjælp af en adaptor som konverterede USB til iPadstik. En ret simpel men funktionel løsning.
Jeg brugte en USB mikrofon ved navn Blue Microphones Snowball samt et midi USB keyboard af mærket AKAI LPK 25. Ethvert USB drevet midi keyboard eller USB mikrofon kan bruges.

Blue Microphones har en guide til tilslutning på iPads her.

Samtidig gjorde vi brug af en mini jack splitter så 2 hovedtelefoner kunne tilsluttes. 1 til artisten og en til produceren.

Lyden og det tekniske er en ting. Arbejdet en anden.

Der er mange små detaljer i sådan en proces, og drengene måtte sande at indspilning ikke er lutter lagkage. At skulle synge/ rappe det samme flere gange i træk, for så at høre sig selv bagefter, er ikke altid sjovt.

Samuel havde øvet sig på rappen hjemmefra, men teksten var ikke færdig nok.
Grundidéen var at han skulle synge men efter et par takes blev det tydeligt at det gik bedre som rap.

Børnene som ikke rappede blev involveret på andre måder, f.eks. ved at spille på keyboardet, som tekstforfattere eller kreative konsulenter.

Jeg har kun prøvet at være i studie med mig selv, så det var også en læringsproces for mig, for hvad kan man sige til børn?
Hvor meget kan man kræve af dem i form af gentagelser, pitch (korrekt toneleje) og rytme?
Det var hele tiden meningen at deres lyd, idéer og fornemmelse skulle være det dominerende. Samtidig vidste jeg at de ikke ville opnå det de inderst inde ønskede helt alene. En sand balancegang.

De klarede det dog eksemplarisk, og da kun den ene rapper nåede første indspilning genoptog vi den nogle dage efter.

Der var meget som dukkede op til overfladen undervejs i processen.

Samme dag som jeg kom og kunne præsentere dem for en næsten færdig version af nummeret, måtte jeg skifte gear og fokusere på det vigtigste i sådan en børnegruppe – det sociale.

Det er let at miste grebet på virkeligheden når man er 10 år gammel og pludselig ser en helt ny verden foran sig. Jeg havde brugt megen tid på at støtte dem i deres individuelle udvikling mens de var i min varetægt, men bag kulissen bryggede de videre.

Drengenes musikalske vision var vokset dag for dag, og på et tidspunkt blev de ganske enkelt uvenner over hvordan bandstrukturen og ‘berømmelsen’ skulle håndteres.
Var det okay at invitere nye medlemmer med hele tiden?
Hvad for et nummer skulle de lave bagefter?
Hvad skulle der på hjemmesiden (som de selv kom og fremviste mig en dag)?
Skulle de skifte navn?
Bliver man virkelig berømt natten over?
Bliver man mere populær når man har lavet musik?

Efter en god snak med kernemedlemmerne blev fokus skiftet fra fremtiden til her og nu. En vigtig lærdom men hård når man går i 3. klasse.

Musikken kunne fortsætte, og ideer om fremtiden blev udskudt til senere.

Næsten som det hele var klart til en musikvideo kom lockouten, og alle planer stoppede brat.

Det skabte forståeligt nok stor frustration blandt børnene ikke længere at kunne gennemføre deres planer, men hvad kunne vi gøre?

Det skulle kræve en ende på lockouten, og Modouba og Samuel med et kamera, at få noget der lignede en video i hus.
En dag de begge endelig var der, blev de udstyret med et kamera og en besked om at optage billeder og video til deres musikvideo.
Resultatet blev en historie om et venskab, som jeg valgte at blande sammen med optagelser fra første indspilning.
Rappen, som handlede om en pige, fik pludselig en video om venskab blandt drenge. En meget vigtigere del af 10-åriges liv.

Det tog mig en hel weekend at få bakset videoen sammen – igen med mere dedikation end jeg nok skulle have bragt til projektet – men det var mit sidste projekt med drengene før de skulle videre.

De var ovenud glade, og det var min afskedsgave til en flok dejlige drenge.

Samtidig gav det mig en masse uvurderlige erfaringer med musikproduktion og børn. Erfaringer, som jeg vil bruge igen.