Børnepasning? Det er da nemt!

Som pædagog møder jeg denne holdning fra tid til anden, og den pisser mig mildest talt af. Jeg kan ikke bruge pænere fraseringer om det, beklager 🙂

Selvom vi befinder os i det 21. århundrede, findes der stadig mange mennesker som ikke anser det pædagogiske arbejde med børn for et ‘rigtigt arbejde’.
Ofte er holdningen, at man da bare skal lege med børnene og holde dem underholdt. Det er der da ingen ben i.

Blah.

Da jeg var yngre skulle der ikke meget af den holdning til, før jeg endte i det røde felt. Hvis du spurgte mit 28-årige jeg, ville reaktionen være i stil med: “Magen til ignorant uvidenhed skal man nemlig lede længe efter! Spade!”
Med alderen er mine udtalelser om emnet blevet blødere og mindre fjendske 😉 . Dog mener jeg stadig der er tale om udvidenhed omkring vigtigheden af børneopdragelse. Og sværhedsgraden!

På TV2 kører de for tiden en britisk serie kaldet ‘I lære som far’. Her bliver 3 mænd, med helt igennem forkerte indstillinger og overbevisninger, sat til at passe vuggestue- og børnehavebørn. Nogle er allerede fædre, andre tænker på at blive det.
I min optik burde kvinder blive sat igennem det samme for manglende forståelse for børneopdragelse og pædagogik er ikke kønsbestemt.

Igennem 5 dage udfordres mændenes holdninger og evner, og i de tre allerede sendte programmer har jeg kun set 1 ud af de 9 mænd, som ikke fattede vigtigheden af deres rolle samt sværhedsgraden af jobbet som deltagende forælder.

Jeg syntes at TV2 skulle lave en dansk version og inkludere kvinder. Måske ville den del af befolkningen, som tror det er en loppetjans at passe børn, få et bedre indblik i opgaven.

I forbindelse med den forgangne lockout kom debatten om hvor meget, eller hvor lidt, lærere laver op til overfladen.
Mange klandrede dem for det samme, som pædagoger er blevet i årevis; at de ‘kun arbejder 4-5 timer om dagen’. Det kan da ikke være hårdt.

Hvis disse kritikere vidste, hvor svært det er at holde en stor gruppe børn samlet, fokuseret og engageret dag efter dag! Mentalt at favne alle de små individer med deres forskellige behov, evner og stemninger. Puha.

Vi lever i en tid hvor inklusion er dagens ret, og hvor det koster mindre penge at have børn inkluderet end at bruge penge på specialundervisning. Her undlader jeg at udtale mig om de menneskelige omkostninger, for det er en hel anden sag.

Som nybagt pædagog går det første år groft skåret med at gå hjem og sove efter hver eneste arbejdsdag. Man er fuldkommen udmattet, for hvert sekund af arbejdsdagen går med at være tilstede for børnene. Fysisk såvel som psykisk.
I enhver given situation skal du være bevidst om hvad der foregår i alle kroge og hjørner. Hvem laver hvad, hvor og hvordan. Den gamle skrøne med øjne i nakken er i det pædagogiske fag ikke blot en skrøne. Det er en form for ‘superevne’ alle med daglig tilgang til børn – inkl. forældre – må udvikle.

Jeg har ikke tal på, hvor mange forældre – specielt fædre – der har spurgt til hvordan vi holder larmen og kaoset ud. Svaret er ret simpelt – der er tale om struktureret kaos. Plus – man vender sig til det høje støjniveau. Der er forskel på glad støj og på ukonstruktiv støj, og den glade slags er en uløselig del af at arbejde med børn.

Måden, at skabe et godt miljø med denne støj som inkluderende element, er rent teoretisk enkelt men i praksis en kunstart.

I det pædagogiske arbejde er form og rytmer altafgørende. Kort sagt giver det børnene rammer at bevæge sig i, hvor de kan forudse ca. hvad der foregår.
Et eksempel fra hverdagen er børnenes mødetider, frikvarterer og spisepauser. De ligger helt fast og det skaber uro – specielt blandt de små – hvis de ikke overholdes.

Børn har brug for at vide hvad de overordnet kan forvente og, hvor de har den voksen de er i nærheden af. Børn ser alt og reagerer på alt. Ikke specielt bevidst i de første år, men de opfanger alle stemninger, og vil til enhver tid prøve at finde ud af hvor grænserne er, hvis de flyttes. Specielt hvor den voksnes grænser befinder sig.

Uforudsigelig voksenadfærd skaber voldsom usikkerhed. Barnet vil rent instinktivt forsøge at finde, og fastholde, den voksnes grænser. Flytter de sig ofte, skubber barnet endnu mere på for at finde dem. Derfor nytter det ikke noget at forsøge sig med at lyve for sig selv eller børnene.

Har du en dårlig dag, jamen så stå ved det. Børnene har alligevel gennemskuet dig.
De leder efter det ægte dig – den autentiske voksen – med alle fejl, styrker og følelser det inkluderer.

Denne søgen skaber mange gange en misforstået opfattelse hos voksne. Udtalelser om, at børn ‘med vilje’ presser voksne og at ‘de ved de gør det’ er overforenklet og meget voksent tænkt.

Børn omkring de 10 år ved lige akkurat hvor de starter og ender. Mindre børn er knapt til stede i denne verden store dele af tiden. De er instinktive væsner, som indeholder megen vilje men ikke har nået den voksne, vågne bevidsthed.

En joke blandt pædagoger er, at børn er fra en anden planet. De tænker anderledes, forstår anderledes og oplever anderledes.

Hvor vil jeg hen med alt det her?
Jeg ønsker at skabe en forståelse for, hvad den voksnes rolle er i barnets liv. Hvad det pædagogiske arbejde gør for barnet. Hvor vigtigt det er, at se, høre og forstå barnet med de rigtige briller på.
Der er ikke tale om langhåret rundkredspædagogik. Der er tale om fysiologiske og psykologiske udviklingsprocesser, som skal modnes i det tempo barnet er i stand til.

Derfor er pædagogik ikke bare en loppetjans. Det er for det meste dejligt, sjovt, spændende og fascinerende arbejde men det er også hårdt – psykisk og fysisk. Det kræver vedholdenhed og et stærkt ønske om at være tilstede i nuet sammen med børnene. For det er der de som udgangspunkt lever – og bør leve. Lige her om nu. Ikke om 10 år.

Tid er abstrakt, tælles på en hel anden måde, og en uge kan virke som et liv.

De er så forunderlige, de børn, og når de mødes hvor de har brug for at blive, får vi forunderlige voksne.
Det er der intet enkelt ved.