Spring til indhold
Som det menneske jeg nu engang er, var det mest naturlige i verden at tilpasse UUV til mine kompetencer og interesser, så sidste mandag indtog 11 robotter min klasse.
Jeg har ikke oplevet ungerne så villige til læring – nogensinde.
Mandagen før havde jeg vist dem en af robotterne, og havde nær ikke kunne fortsætte med den planlagte UUV.
Så entusiastiske var de, at jeg måtte skrive – med store bogstaver – på tavlen hvornår vi startede robot projektet.
2A er de første i kommunen til at blive udsat for robot læring, og som en del af min udvikling af undervisning i netop Mindstorms, skulle min klasse da være forsøgskaniner.
Deres ord – ikke mit 🙂 Jeg kaldte dem pionerer.
Jeg startede med at dele dem om i hold af to via ren tilfældighed, og hvert par fik udleveret en præfabrikeret robot, skabt af SFO IT gruppen på en tema dag sidste skoleår.
Med iPad sat til projektor, og min egen robot i hænderne, gennemgik jeg slavisk hvordan de skulle programmere robotten.
Denne form for live feed undervisning gjorde det muligt for mig at tilpasse mig dem, og siden ingen af dem nogensinde havde prøvet noget lignende måtte vi tage det stille og roligt.
Det vil sige… Børnene var ekstatiske, paniske og – for at bruge en betegnelse James Nottingham bruger – ‘woblende’, men med hver vellykket del af programmeringen blev de mere og mere trygge.
Efter en times programmering, afbrudt af tests af hver sekvens, var børnene så optagede af robotterne, at jeg næsten ikke kunne nå dem ved blot at bruge stemmen.
Lykken var enorm, læringslarmen ligeså, og med få undtagelser var alle dybt engageret.
De få som ikke var glade og engagerede havde ikke problemer med robotterne, men med hinanden.
Jeg måtte sande at det er enormt svært at dele robotterne.
Hvem skal programmere nu? Hvem skal styre nu?
Noget så enkelt som hvem skal holde robotten skabte kaos, og krævede mere af børnene end de nok troede.
Det i sig selv er en af de øvelser, som mine små 8-årige elever gennemgår i dette forløb.
En af de skjulte læringer, som de ikke kan se men som jeg så snedigt har lagt ind. MUAHAHA!
Første undervisningsdag var nærmest umulig at stoppe 🙂
Jeg havde ondt i halsen af at forsøge at få dem i tale i overgangene. Ikke, fordi de ikke ville.
Læringslarmen var bare så massiv, deres små ører og sind så optagede at de slet ikke opfattede overgangene.
Uanset hvor meget jeg nyder læringslarm, nyder jeg ikke at miste stemmen.
Det tog jeg i betragtning næste dag, hvor vi kun havde 1 time til robotter.
Da vi havde overstået de obligatoriske lektier, fået udleveret robotterne til de respektive grupper samt fået organiseret hvem/hvad /hvor, opgav jeg at finde programmeringen fra dagen før frem på alle robotter.
I stedet tog vi den forfra, og det gav pote.
Jeg har hver tirsdag en kollega med i klassen, og han var dybt imponeret over børnene.
“Når børn kan programmere robotter, kan man også rejse ud i rummet”, var hans kommentar.
Da vi efterfølgende evaluerede var der konsensus om, at det havde været nemmere og sjovere.
Selv en af pigerne, som konsekvent melder sig ud af alt der ikke går efter hendes hoved, endte med at finde det fantastisk morsomt.
Ikke fordi jeg var specielt dygtig, men fordi en af hendes veninder fra klassen støttede hende.
Veninden kom på at give pigens lille bamse en tur på robotten, så den ide greb jeg og byggede en stol til bamsen. Så var lykken gjort, og jeg var så stolt af veninden.
Timen endte med robotter, som kørte frem og tilbage, bekrigede hinanden og kørte igennem en plastikpose.
Jeg glæder mig til på mandag, hvor vi skal igang igen og det gør børnene også.
