Spring til indhold
En positiv ting kan jeg sige om lockouten. Jeg får tilbragt kvalitetstid med børnene.
Mange forældre har tydeligvis valgt at finde alternative pasningsløsninger til deres børn. I hvert fald er vi på mit arbejde ikke nået meget over 1/4 af børnebesætningen i den forgange uge.
Det har givet den unikke mulighed at vi nu kan tilbringe flere timer med et enkelt barn eller tre. I onsdags sad jeg kun i selskab af den samme dreng i timevis, mens han fortalte mig røverhistorier og jeg lærte ham at tegne. Den halve time han valgte at lave noget andet, kom to andre tegnegæster på besøg, og så var den dag gået.
Børnene forstår ikke helt hvad det her lockout går ud på.
Før det alt sammen startede måtte en hel 3. klasse dæmpes ned, fordi en af eleverne var blevet stukket en flyer om lockouten i hånden. Eleverne forstod bare at deres lærere ikke ville være der og, at de måske ender med at gå i skole hele dagen. Derfor ville de lave en protesthandling i skolegården. Skoleledelsen lukkede det ned og gav lærerne besked på ikke at bakke den slags op.
Hvor langt skal man gå – som pædagog?
Nu er jeg ikke lærer, men jeg har heller ikke lyst til at komme i klinch med skoleledelsen. Derfor var det med en smule tøven at jeg bakkede op om to pigers ønske om laminerede protesttegninger.
Jeg tilbragte torsdag med min mor, og da jeg valgte at fortælle hende om denne episode mens vi stod i Frellsen Chokolade, blev både hun og en tilfældig mand foran os meget oprørte. Begge mente meget klart, at det ikke var noget ledelsen kunne tillade sig. Min mor slog på det hårdeste fast at ytringsfriheden lever i bedste velgående, og selvfølgelig har hun ret.
Det er jo heller ikke mig eller mine pædagogkollegaer som er i ilden her, men alligevel.
Politisk set er denne varme kartoffel gældende for alle os der arbejder med skolebørn.
Torsdag var også dagen, hvor Arbejdsretten skulle afgøre om pædagoger må være ene ansvarlig over for en hel klasse. En sag BUPL kæmper for, men som der nu er lange udsigter til bliver afklaret. Arbejdsretten vil først komme med en dom d. 14. maj, og der er lockouten højest sandsynligt afbrudt. Så bliver sagen principiel, lige som alt det andet i hele lockout sagen.
Lærerne fortsætter kampen
Hele ugen har jeg set lærere med bannere, t-shirt påført slogans og informationsboder. De er bare ikke så synlige i gadebilledet som jeg havde regnet med. De finder dog på mange forskellige tiltag.
En af de sjove fandt jeg på gåturen ned af Amagertorv, hvor nogle kreative lærere havde ‘tagget’ brostenene.
Som udgangspunkt er mit indtryk at langt de fleste af mine kollegaer støtter lærernes kamp, men der er nogle som mener de piver.
Anken går på, at lærerne ikke rigtig bruger den forberedelsestid de siger, at de bruger. At de bare holder fri hele tiden.
Det er ikke et billede jeg kender til, men jeg skal absolut ikke sige at det ikke kan være tilfældet. Lærere er jo forskellige, præcis som alle andre slags mennesker.
Jeg kan bare tage udgangspunkt i dem jeg selv kender, og de knokler! Måske er det fordi det er børnehaveklasselærere, som ikke har årtier af erfaring bag sig. Det skal jeg ikke kunne sige.
De lærere jeg arbejdede sammen med, da jeg var ansat på en heldagsskole, knoklede. De var indskolingslærere.
Mine venner og bekendte, som er lærere, fortæller tit om de mange timer de skal bruge til forberedelse, lektierettelser og forældremøder.
Jeg ved ikke hvem der har ret. Jeg ved bare, at denne lockout er et topstyret forsøg på at presse lærerne – og efterfølgende pædagogerne – ind i en kasse der hedder Ny Skolereform.
Så jeg støtter fortsat lærerne og nyder den kvalitetstid jeg har med de fremmødte børn. Men jeg savner nu at have fuld besætning…
