Min 4. dag i den nye folkeskole er afsluttet, og hovedpine er den mindste af mine piner.

Jeg har oplevet garvede kollegaer bryde grædende samme, set dem rystet, skrup forvirret og magtesløse.
Børnenes konflikter er skaleret helt enormt, og ellers rolige børn flegner sidelæns.

Min egen klasse, som godt kan være en håndfuld lopper men er søde og rare, var så oppe at køre at min stakkels kollega, som kun skal have dem 2 timer ugenligt, til at gå fra UUV med knaldende hovedpine.

Overalt ser jeg mine kollegaer – lærere såvel som pædagoger – kæmpe for at forstå og finde løsninger.
Jeg er selv helt smadret, og jeg har prøvet det tætteste man kan komme på det, før.
Den generelle udmelding er, at virkelig mange ligger vågen om natten, fordi de hele tiden prøver at finde ud af, hvad de skal med det her UUV.

Ikke nok med, at vi skal stå for den undervisning – vi skal også skifte børnegrupper.
Som skolepædagog har det været kutyme at man føler en klasse, og kun den klasse.
Det er børn man kender, og tit har kendt i mange år, så det er nemmere at navigere imellem deres behov, personligheder og niveauer.

Sådan er det bare ikke længere.
Visse af mine kollegaer skal have UUV i 3 forskellige klasser, på hver sin årgang.
Andre er ‘løsgængere’ som skal tilknyttes årgange efter behov, men også skal agerer vikarer når andre ikke er der.

Jeg har 2 klasser. Min egen, og en 3. klasse.
I morgen skal jeg på en eller anden måde lave UUV med dem i en time, og efterfølgende præsterer endnu en time – denne gang med lektiestøtte.
Jeg kender børnene fra SFO’en, nogle af dem fra mit værksted, men der er stor forskel på det og klassesammenhæng.
Deres faste pædagog har oplyst mig om, hvad for et emne de arbejder med for tiden, men hvilke mål jeg skal arbejde efter er ikke dukket op endnu.

Årgangen har nemlig ikke planlagt det endnu, for det har den nye overenskomst ikke tilladt.
Så i gang med at opfinde den dybe tallerken éen gang til.
Heldigvis får jeg støtte af en kollega i morgen, men det kan jeg ikke forvente hver gang.

Og har jeg nævnt, at jeg allerede har brugt min forberedelsestid? AAAARGHHH!!!

Min ledelse, kompetente og dygtige mennesker, kæmper – og jeg mener virkelig kæmper – for at få enderne til at passe sammen.
Der er så mange forventninger, mål, nyfortolkninger og ændringer, og de fleste af dem er op til egenfortolkning.

De har gået til møder, møder og møder siden efteråret 2013, og de kan stadig ikke komme med nok konkrete svar.
Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke findes endnu.

I dag har jeg endnu engang deltaget i et møde, hvor de stakkels mennesker forsøger at få os til at forstå.
Jeg tror ikke mange gik derfra med alle de svar der behøves. Det kan jeg næsten garanterer, at de ikke gjorde.
Mit hjerte bløder for dem, for de er sgu heller ikke valgt det her.
De har gjort hvad de kunne for at gøre det så spiseligt og – på sigt – så funktionelt som muligt, men vi er alle kastet hovedkuls ud i uvisheden.

Redningsbåden er pakket mærkeligt sammen, og vi har ikke fået forståelige instrukser. Så vi ligger ovenpå den, mens vi forsøger at forstå det.
Nogle kan visse dele af manualen, andre ikke en dyt, og flere steder må vi selv udfylde de blanke huller.

Og bagefter går vi i land, eller i mit tilfælde SFO, og forsøger at opretholde en standard som er børnene værdig.
Jeg er træt, jeg har hovedpine og jeg er frustreret.

Jeg kan godt finde vej gennem det her, men for pokker det er hårdt!