Mange børn og unge har stor glæde af de online fællesskaber, som gaming miljøerne bidrager med. Desværre er der til tider skår i denne glæde, når dårlig ledelse og fravær af konsekvenser finder sted.

‘Jeg har noget du skal se. Sådan noget som får dig til at smadre en væg’.

Beskeden kom fra en samarbejdspartner – stifteren bag gamer communities Ladies Night Out (LNO). Jeg klikkede på den medsendte videoen. 

 

I en verden, hvor information er penge værd, og anonymitet er en luksus, er det tiltrækkende at kunne skrive og tale med hvem som helst. Mange af brugerne er helt unge mennesker, der i forvejen bevæger sig i de (af voksne) usete kroge af vores digitale samfund. Specielt i gaming miljøet er det hårde og ubarmhjertige sprog blevet dagligdag. Selv i såkaldt ‘børnevenlige’ spil som Minecraft, snakker og skriver spillerne til hinanden på en måde, der ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste voksne.

Hvad er Discord?

Firmaet beskriver sig selv som ‘en gratis Voice over IP-applikation designet til gamere. Den specialiserer sig i tekst-, billed-, video- og lydkommunikation. Discord findes på Windows, MacOS, Android, iOS, Linux og i internetbrowsere.’ 

En mere jordnær beskrivelse, er en blanding af de gamle internetfora, blandet med Zoom og kommunikation i spil. I stedet for forum, bruges ordet server, og det er uvist hvor mange der findes. Det estimeres, at den 6 år gamle platform har 140 millioner brugere på verdensbasis, og hver bruger er forbundet med mindst en, men ofte flere, servere.

Ifølge DRs Medieanalyse 2020 er Minecraft spillere i Danmark mellem 6 og 15 år, og interessen topper blandt de 9-11-årige. Der er mange kommercielle og privatejede servere tilgængelige for alle der ønsker at tilmelde sig. Serveren Strandet er en af disse, og det er her denne artikel begynder. 

Op imod 4800 børn og unge er tilknyttet Strandet, og bruger deres tid, og ikke mindst penge, på den tilhørende Minecraft server, online forum og Discord server.

For klarheds skyld vil jeg gerne pointere, at Strandet er en blandt mange med problemer. Det er langt fra unikt, at der opstår en grov tone. Det er desværre færreste af disse fællesskaber, der kommer frem i lyset. Denne gang blev det en række henvendelser fra servernes brugere, der ledte os at se tættere på Strandet. 

6 minutters magtesløshed

Den fremsendte video var optaget en ung 17-årig kvinde. Hun spillede Minecraft med en gruppe af unge mænd via de to Strandet servere.

“Er du her stadig”, spurgte en af de unge mænd ud i chatten da videoen startede, og pigen svarede ja. Forud for optagelsen havde hun været genstand for den ene ‘joke’ efter den anden på hendes bekostning. I frustration over episoden, havde hun valgt at dokumentere det. 

I 6 minutter prøvede den unge kvinde stille og roligt at konfrontere og stoppe de storgrinende unge mænd. Den ene ‘joke’ efter den anden, med det fælles emne at den unge kvinde var ‘fed’, blev slynget ud over den Strandet Discord stemme chat de brugte under spillet. Med hver kommentar opildnede de hinanden mere og mere, og de blev grovere og grovere. Af hensyn til den unge kvinde, vil jeg ikke referere nogle af dem.

Fluernes herre?

Min kontakt havde ret. Det krævede selvkontrol ikke at reagere voldsomt, for den unge kvindes handlinger – og mangel på samme – viste stor magtesløshed. Jeg var vred på hendes vegne, og begyndte at grave dybere. Med snuden indenfor på Strandet, blev det klart at vi kun var ved overfladen. 

Det er omkostningsfrit at starte en Discord server. Selvom der er udstedt regelsæt, er det stifterens at bestyrer serveren. Dette sker oftest ved at hyre frivillige moderatorer. Oftest er disse fundet blandt brugere af serveren. I sidste ende falder ansvaret dog tilbage på stifteren – ejeren.  

Den unge kvindes oplevelse på Strandets Discord server var langt fra unik. På tværs af serveren havde brugerne, tilsyneladende flest drenge i alderen 12 til 17 år, frit løb til at sige hvad som helst, med få og vekslende konsekvenser. De få og unge moderatorer kæmpede en kamp op ad bakke, og mødte stor modstand fra brugerne. 

Forvent had som moderator

For at få et bedre indblik hvad er foregik, tog jeg en snak med 7 unge mænd fra serveren. Grundet alder og frygt for evt. repressalier på serveren, forbliver de anonyme. 

De unge mænd havde været brugere af Strandet Minecraft og Discord servere før overtagelsen i 2019, og havde således et indblik i udviklingen. De udtrykte glæde over at ‘Molletov’ havde reddet serveren i sin tid ved overtagelsen, men der var ikke megen glæde at spore over driften. 

“Man skal forvente stort had når man er moderator”, fortalte de unge mænd mig under vores samtale. De var samtidig overbeviste om, at al skylden for Strandets problemer lå på en af de unge moderatorer. Ikke hos Morten Hedemann Jensen, som glimrede ved sit fravær, og gjorde det umuligt for de udnævnte moderatorer at hyre andre ind til hjælp. De unge mænd anså den omtalte moderatorer for defacto lederen, og havde lidt svært ved at se hvorfor vi fokuserede på Morten Hedemann Jensen. Han var der jo ikke. 

Den omtalte moderatorer oplyste i en chatsamtale, at det også kan være svært for ham at komme i kontakt med serverens ejer og, at manglen på moderatorer er enorm. 

En ung kvindelig moderator havde, efter et stykke tid på serveren, angiveligt fortalt at hun overvejede selvmord efter de mange angreb fra brugere. Med de næsten 3000 brugere på serveren, og ingen respekt for de ellers opsatte regler, kan Strandet bedst betegnes som kaos. Med ingen tydelig ledelse og retning, blev sproget og tonen grovere og grovere. Både på Discorden, men også på selve Minecraft serveren.

Ikke blot en server

For de unge mænd var serverne et hjem, såvel som en investering.

Den ene af de unge mænd fortalte, at han havde brugt omkring 2000 kr på en gang, og de andre fortalte om lignende køb. Penge lagt på en server, ejet af en tilsyneladende fraværende mand, og bestyret af en lille håndfuld meget unge mennesker. 

At børn og unge accepterer, og deltager i, det grove sprog, skyldes i høj grad at de ikke kender andet. Forventningen om lovløshed er normen, og uden faktuelt ansvarlige mennesker til at moderere, vil det fortsætte ufortrødent. 

De vil hellere finde sig i sproget, end at miste det fællesskab de har bygget op over lang tid. Samtidig vil en afsked med serveren betyde tab af Minecraft værdier til mange penge, som de aldrig kan få igen. Opløsningen af servere som disse hjælper ikke meget, da det blot spreder problemet ud andre steder. Det overordnede ansvar kan placeres to steder.

Hos forældre, som ikke er bevidst om deres børns aktiviteter, samt hos ejeren af Strandet, Morten Hedemann Jensen, der tjener penge på de unge brugere. 

Hverken børneattest eller GDPR

Jeg har selvfølgelig været i dialog med Morten Hedemann Jensen, og forelagt ham problemstillingerne. Samtidig spurgte jeg ind til hvorvidt han havde husket at indhente børneattester på unge moderatorer. Som virksomhedsejer med kontakt til børn og unge som en del af sine services, er det påkrævet ved lov. I samme omgang spurgte jeg yderligere til det skærpede GDPR krav, når man har med børn under 13 år at gøre. Han har ikke svaret på noget af det.

Samtidig insisterer han på at han ikke kan genkende problemerne. Han fastholder at han på ingen måde at fraværende, at der tildeles passende straffe og, at han først ved vores henvendelse blev klar over det grove sprog. Jeg tilbød ham at komme med en udtalelse, som jeg ville inkludere, men der er intet kommet fra ham.

Hvad så nu?

Mens denne artikel blev til, blev der i al hast ryddet op på Strandet Discord server. Samtaler mellem kontaktpersoner fra LNO og de unge forsvandt, og straffe blev forstærket. Desværre blev en masse misinformation og rygter skabt i forbindelse med den indledende kontakt mellem Strandet og LNO. Øjensynligt skabt af moderatorer på serveren. 

Et doxing forsøg blev forsøgt på min kontakt, og flere forsøg på at spamme LNO’s Discord har fundet sted. 

Tonen er ikke blevet pænere på Minecraft serveren, hvor den nu 18-årige kvinde har fået skylden for den – af brugerne – uønskede interesse. Det var ikke muligt at holde hendes identitet anonym grundet de interne tilstande på serveren. 

To af de unge mænd har tilbudt at træde ind som moderatorer, i håb om at hjælpe serverne med at overleve. Der er intet svar fra Morten Hedemann Jensen om hvorvidt de bliver accepteret. 

De unge mænd og tonen online

Mandag d 7.6 udkommer en opfølgende artikel med de unge mænd. Jeg brugte muligheden til at tage en snak om deres syn på tonen online, samt deres egen deltagelse.

en_USEnglish