Lad mig starte med at sige dette: Vores børn er ikke i fare på TikTok.

Ikke mere end de plejer at være på internettet og sociale medier. Så slå koldt vand i blodet og lad os tage et skridt tilbage og se på hvorfor panikken nu er opstået.

Under coronakrisen gik det op for mange af Danmarks befolkning, at der fandtes en app kaldet TikTok. På få måneder sev videoerne ud på de etablerede medier, og brugertilgangen til TikTok steg med eksplosiv fart verden over.

I mellemtiden havde vores børn og unge brugt mediet med meget lidt voksenindflydelse, og overgangen fra Musical.ly til TikTok i 2018 gik manges næser forbi. Forældre og andre voksne anså stadig mediet for en app, hvor man mimede og dansede synkront til musik, alt imens det rent faktisk havde udviklet sig til et stort socialt medie. Med alt hvad det bringer med sig.

Da hele verden blev tvunget i knæ, og alle havde mere tid med deres børn og dem selv, poppede flere og flere historier om mediet op, og mange af dem stærkt bekymrende.

TikToks ophav

Først og fremmest appens ophav. Snakken om både Musical.ly og nuværende TikTok som kinesisk ejede medier var der, men ikke i det store offentlige rum. Med pandemien blev det dog tydeligt for mange almindelige mennesker, at mediet ikke var som andre.

Som det første kinesiske medie til at slå igennem på den måde i den vestlige verden, har mange af de opdagelser der er blevet gjort om mediet vagt ekstra harme og utryghed. I høj grad fordi dem der bruger mediet mest i de nordiske lande, er under den ellers påkrævede aldersgrænse på 13 år.  I Danmark er det 20 %, i Sverige er det 39 % og i Norge viser tal fra 2020 at 43 % af de 9-10-årige bruger det.

Derfor er sager om datalæk, diskriminerende retningslinjer og seksualiseret indhold alt sammen noget som med rette bekymrer. Jeg vil ikke gå i detaljerne med appen som sådan, men henvise til den rapport jeg udgav slut maj om mediet.

Til gengæld vil jeg gerne påtale de udviklinger som er sket den forgangne uge.

Datalæk og BT

Søndag d. 25.6 dukkede en artikel fra mediet Bored Panda op, hvor de fortalte om en mand der havde formået at skille TikTok ad. Med andre ord havde han, ved hjælp af flere versioner af mediets kode, set hvordan den ellers så lukkede app fungerer. BT tog den til sig d. 30.6, og det har nu spredt sig.

Det er værd at sige, at den omtalte mand kun har haft fingrene i præ-corona versioner og, at der er kommet mange opdateringer siden den seneste version han havde fat i. Det er ikke til at sige om TikTok har ændret på fremgangsmetoderne siden da, men de har i hvert fald sat alle sejl ind på at skabe et sikrere, mere lærende og mere EU venligt medie. Meget af dataen har med stor sandsynlighed til opgave at fodre den kunstige intelligens – algoritmen – som ligger bag og fordeler, promovere og udgiver videoer. En algoritme som en klog kvinde har givet sit bud på hvordan virker i starten af juni 2020.

Om TikTok indsamler mindre data efter alle deres tiltag ved vi ikke, men der er sat en masse i gang for at se nærmere på appen.

EU og Datatilsynet ser på TikTok

Datatilsynet i Danmark har startet en sag og vil nu undersøge det nærmere. Det kommer ovenpå et turbulent døgn, hvor Indien valgte at boycutte 59 kinesiske apps, herunder TikTok, grundet deres gensidige stridigheder. De indiske brugere har i forvejen haft et meget anstrengt forhold til mediet hen over corona karantænen, da en del problematiske videoer dukkede op til overfladen.

Samtidig er der sager i gang i USA og i EU har de taget appen op også.

Tidligere har EU været ude og sige at TikToks databehandling ikke stred imod reglerne, men om det fortsætter må vi se.

TikTok reagerede prompte på gårsdagens problemer, og har lavet nye regler for brug i EU. For første gang er det nu også muligt at finde en direkte e-mailadresse til dem, skulle man have problemer eller ønske at rapportere noget.

For at opsummere:

For den almindelige forbruger er der næppe nogen fare eller problematikker med at bruge appen. Ikke direkte, i hvert fald. Al dataindsamling er problematisk, og vi skal være kritiske med hvem vi giver den til. Jeg stopper ikke på mediet men jeg har da bedt om at få lov at se den data de har på mig. Som med alt andet skal vi være bevidste om hvad der lægges ud på internettet, og vi skal fortsætte som vi plejer.

 

en_USEnglish