Understøttende undervisning – suk.

Med en uges forsinkelse startede jeg i går på den nye skolereform.

Jeg begyndte allerede søndag at planlægge forløbet til min 2. klasse, og stødte hurtigt ind i første problem.

Forberedelsenstiden.

Vi har fået 5 timer ugenligt til forberedelse, og inden jeg havde set mig om, var der gået over 4.

Med den nye måde at tælle timer på, opstår der hurtigt en flaskehals. Specielt, fordi ingen kommer med materiale vi kan tage udgangspunkt i, så alt skal skabes af mig selv.

Hvem skulle også komme med det?

Mine kollegaer – lærere som pædagoger – styrter rundt og prøver at nå det de skal, samt forstå egne og andres roller.

I et forsøg på at skabe en form for retning, har min ledelse meldt ud at trivsel er vores fokusområde i understøttende undervisningstimer.

Vi har også – allernådigst – fået lov til at blive i vores primær klasser. De af os, som har sådan en.

Andre kastes rundt som det nu engang passer, og jeg opdagede i dag at jeg faktisk har hjælper på om tirsdagen!

Det er der ingen som havde fortalt mig, men det var en dejlig overraskelse.

Samtidig er jeg ikke så ilde stedt som mange af mine kollegaer indenfor pædagogfaget.

Jeg var fuldtids skolepædagog på Strandgårdsskolen i et lille års tid, så jeg har noget erfaring at trække på, samt lidt efteruddannelse inde for området.

Dengang stod jeg  for 15+ elevers undervisning flere gange ugenligt, så det er ikke nyt for mig at stå for klasserumsledelse.

Men måden alt skal foregå på nu – den er ny.

Jeg prøver virkelig at bruge mine kompetencer, og samtidig bakke op om mine lærerkollegaers undervisning og mål.

Det er bare ikke en del af mit normale virke at tænke på læringsmål, og ej heller noget jeg er blevet skolet i.

Grundlæggende har vi pædagoger bare fået 2 dages intro, og så er vi blevet kastet hovedkuls ud i det.

Tak for lort – undskyld mit sprog.

Så jeg opfinder den dybe tallerken.

Det har jeg prøvet før og det gør jeg igen.

Hvor tiden skal komme fra – der ved jeg ikke.

Jeg fortsætter jo mit virke på SFO’en også, hvor jeg før har brugt mange timer på at udvikle det jeg lærer børnene.

Man kan kalde det et held at de kurser jeg kører er så populære, at jeg skal gentage dem.

Folk spørger “kan du ikke bruge det samme til en klasse”?

Nej, ikke meget af det. For der er dælme forskel på 7-10 børn og 20-28 børn.

Børn, som ikke kommer af egen fri vilje, og som allerede har været i skole i 6 timer inden jeg skal have dem.

Jeg vil dog forsøge, så godt jeg kan, at bruge mine erfaringer til UU.

Det er bare ikke nemt, og med 5 timers foreberedelse om ugen slipper timerne nemt op.

For jeg skal også holde mig ajour med intra, breve og information fra ledelse/ kollegaer/ forældre og meget andet godt.

Der er gået 1 uge og 2 dage, og vi er alle totalt udmattede.

Hvis ikke jeg var sådan et struktureret menneske, var jeg nok gået ned med stres over alle de usikkerheder og ‘gør-det’selv’ løsninger.

Det har jeg bare ikke lige overskud til, så jeg forholder mig struktureret, dokumenterer mine forløb på bedste vis samt sørger for at vidensdele med andre i samme situation.

Mine unger er nu godt igennem mit første UU forløb sammen med dem, og det ser ud til at virke.

Vi får snakket følelser, øvet gruppearbejde, tænkt over egne liv og erfaringer samt alt muligt andet.

I dag lavede de masker over 5 følelsestemaer, som de har arbejdet med i går.

I næste uge skal hver gruppe lave præcis det samme teaterstykke med hver sin følelse.

Og så skal vi synge “Jeg er en lille undulat” med de forskellige følelser igen. Det var så befriende i går 🙂

Vi kan lige så godt skabe os alle sammen, det trænger vi til!