Spørgsmålet er, hvem det er vigtigst for, når der anskaffes nye mobiler til små børn.

Oprindeligt udgivet i Fessornyt februar 2016

En elev i  4. kom og viste mig sin julegave. En splinterny iPhone 6 Plus.

Jeg har efterhånden oplevet den slags mange gange, så min reaktion var mere passende til, hvad barnet forventede, end hvad der foregik inde i mig.

Ekstern dialog: ”En iPhone 6 Plus? Den er jo ligesom min”, sagde jeg roligt til barnet.

”Ja! Min er bare lyserød”, svarede barnet

Intern dialog: ”Ny iPhone til 5000 kr?!? Det er jo vanvittigt! Er dine forældre millionærer?!”

Med indre hovedrysten og ydre smil så jeg, for gud ved hvilken gang, et barn gå med teknologi til en pris, der kan brødføde en familie i en uge.  

Teknologi, som jeg virkelig ikke kan se, hvorfor et barn på 10 år skal have.  

Ud over det faktum, at de ikke aner, hvordan de skal bruge 2/3 af mobilens muligheder, så er det blandt børn ganske normalt, at en mobil tabes, smides, kastes og bankes rundt. 

Noget, som mobiler (og forældre) stadig ikke er særlig vilde med.  

Det svarer lidt til, at købe ekstremt dyrt mærketøj til små børn og forvente, at det ikke går i stykker. 

En utopisk forventning, som sætter barnet i en meget problematisk situation, hvor de er næsten 100 % sikre på at fejle. 

Det kan vi nok godt blive enige om, ikke er særlig fair over for nogen som helst. 

  

Jeg er og bliver fortaler for ny teknologi, herunder udbredelsen og brugen deraf fra børn er små, men der må altså være grænser. 

Barnets tarv er ikke altid, at give dem hvad de drømmer om, og i dette tilfælde, hvad der er nyt og mest moderne. 

Vi skal holde op med at tro, at vores små poder rent faktisk har ret til at plage om ny teknologi og få det. 

For det har de ikke, kære mødre og fædre! 

  

Den stigende tendens til, at give børn helt nye mobiler til vanvittige priser, er ude af proportioner. 

Ikke nok med, at de ikke forstår den monetære værdi af ting, hvis de bare får den slags dyre gaver gang på gang. 

Det bakker op om en anden samfundstendens, som jeg virkelig ikke bryder mig om: 

Børn, der bliver mobbet, fordi de ikke har den ’rigtige’ eller nyeste mobil. 

Børn, der føler sig mindre værd, fordi deres forældre er for fornuftige til, at smide den slags penge efter elektronik til børn. 

Børn, hvis forældre simpelthen ikke har råd. 

  

At mobilen er kommet for at blive, i en eller anden udformning, er vist givet.  

Forvaltningen er en hel anden snak. 

  

Vi er som samfund begyndt at gå bort fra, at det er nok at give børnene de aflagte mobiler.  

Dem, som mor/ far/ store søskende og andre skiller sig af med, fordi de skal have en ny. 

Spørgsmålet er, hvem det er vigtigst for, når der anskaffes nye mobiler til små børn. 

  

En uvidenskabelig anonym undersøgelse, jeg foretog i to 4. klasser, viste, at ud af 35 børn havde 18 fået helt nye mobiltelefoner.  

Ud af dem svarede 27, at det var vigtigt for dem at have en mobil, og 19 af dem mente, at det var vigtigt blandt deres venner, at have en mobil. 

Det interessante er, at ved et spørgsmål om det er vigtigt, at have en ny slags mobil, svarede kun 5 ja.  

  

Så, hvorfor købes der nye mobiler til de små? 

Selvfølgelig er der den del af befolkningen, som bruger deres mobiler til de hænger i laser, og derved ikke kan sende den videre i arvefølgen. 

Det er bare ikke det moderne forbrugsmønster, og det lægger et absurd forventningspres på børn og deres forældre. 

  

Når ungerne bliver store nok til selv, at deltage i betalingen af deres nyerhvervelse, er snakken en helt anden. 

Det med, at spare sammen til noget og købe for (delvist) egne penge, giver en helt anden slags ansvarsfølelse og stolthed. 

Det hjælper ydermere til, at vi ikke sender flere unge ud i samfundet, som føler sig berettiget til/ forventer forsørgelse samt fortsættelse af dyre vaner. 

  

Lad os hjælpe børnene (og mange forældre) ved, at befri dem for det ansvar det er, at rende rundt med værdier til sindssyge summer. 

De skal tids nok begynde at danne sig dyre vaner.  

Lad være med at ’hjælpe’ børnene med, at skabe dem for tidligt.  

For, sådan hjælper du ingen.