Møde med fortiden

Jeg oplevede i går at blive konfronteret med et barn på en måde jeg ikke har oplevet siden min tid i Ishøj.
Jeg tilbragte 2 år i ‘ghettoen’ i mangel af et bedre ord, og oplevede dagligt børn som havde utrolig svært ved egne og andres grænser. Et tydeligt eksempel på ikke at blive set, hørt og forstået. Når et barn ikke er vant til at blive modtaget positivt, bliver mange at dets omgangstoner negative i stedet. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen, sørgeligt nok.

Børnene vil søge grænser hele tiden i et forsøg på at finde tryghed. Det kan lyde mærkeligt, men børn er trygge når de ved hvor rammerne/ grænserne er og mangel heraf gør dem usikre. Et velfungerende barn har ikke behov for at teste det helt store, da de er vant til at blive mødt på samme måde det meste af tiden.

I hvert fald var jeg ikke forberedt på dette barns reaktioner. Det har ikke rigtig søgt mig før. Jeg var dybt optaget af en gruppe af ‘stamkunderne’ som jeg hjalp med at lære at tegne hinanden ud fra billeder jeg havde taget af dem. En aktivitet som barnet, set i bagspejlet, på den ene side ønskede at deltage i men som det ikke havde nogen indgangsvinkel til. Så i stedet for at engagere sig helhjertet i noget, begyndte det at ‘skabe sig’/ gøre overdrevent opmærksom på sig selv.
Både et opmærksomhedsforsøg men i høj grad også et råb om hjælp. Et råb jeg med beklagelse ganske enkelt ikke var gearet til at imødekomme fuldt ud.

Hvad jeg gjorde til at starte med:
Gav barnet, hvad jeg ville et velfungerende barn.
Min fulde opmærksomhed i kortere øjeblikke når det blev ‘barnets tur’.
Imødekom dets udtryk om behov og ønsker.
Stille krav til aktiv deltagelse.
Talte med det om hvad der rørte sig i det.
Gjorde det venligt opmæksom på ikke at afbryde når jeg interagerede med de andre børn.
Gjorde mine grænser tydelige.

Hvad jeg endte med at gøre:
Blive irriteret.
Veksle mellem at give halvhjertet opmærksomhed, ignorere det og give barnet feedback på sin negative opførsel.
Vrisse af barnet grundet sin kontinuerlige overreagering på små ting.
Affeje barnets virkelige ønsker grundet manglende overskud.
Slække på personlige grænser.
Deltage i negativ energi.

Hvad jeg burde have gjort (og forhåbentlig gør næste gang!):
Have stået fast på egne grænser.
Erkendt, at barnet ikke fungerede på lige fod med de andre børn og forsøgt at imødekomme barnet uden at negligere de andre.
Have trukket barnet til side og forsøgt at møde det på tomandshånd.
Stillet venlige men tydelige krav til deltagelse.
Accepteret såfremt at barnet ikke kunne.
Forslået andre aktivitetsmuligheder.
Erkendt manglende evne til at takle situationen og have fundet en voksen med bedre kendskab til barnet.

Det er jo det fantastiske ved at arbejde med børn. Du ved aldrig hvad dagen bringer.