Ordets magt

Det sker sjældent, men der er dage hvor jeg bliver vred og vælger at skælde et barn ud.
Dage, hvor almen pædagogisk rækkevidde ikke længere er nok eller, hvor barnets handling kræver en klar reaktion som sætter sig fast. 
Sådan en dag havde jeg i går, og det hele 2 gange.

På mit arbejde har vi hviletidsregler for børnenes brug af computere.
30 min. spilletid i et af rummene = 30 minutters hviletid uden for rummene. 
Det kan være noget af et arbejde at holde børnene fra at surfe rum, men vi gør hvad vi kan.

Da jeg i dag håndhævede den regel over for en pige og hendes venner, blev hun møg sur på mig. Hun var knapt kommet ud af døren, før hun valgte at kalde mig noget i retningen af gnavpot, bare mere nedsættende. Det præcise ord har jeg glemt, fordi hun valgte at sige det lige da jeg kun kunne høre en mumlen. Det var en af hende kammerater der med det samme refererede det for mig. 
Barnet er den type, som får hysteriske anfald, siger grimme ting o.a. så jeg vidste at kammeraten talte sandt.

Min respons var prompte. Jeg gik hen, kropssproget lagt i meget bestemte folder og fortalte hende med al tydelighed, at hun lige kunne våge at kalde mig navne. Jeg var vred, kontrolleret vred, og pigen forstod budskabet med det samme. 
Lidt senere kom hun og undskyldte meget dybt. Bl.a. fordi hun ville have en ny computertid.
Jeg kender hende dog – hun er en af mine stamgæster – og jeg ved hun lader følelserne løbe af med hende. Det er første gang hun nogensinde har
 sagt eller opført sig sådan over for mig så hvis hun holder sig fra at gøre det igen, fortsætter vi med at være gode venner.

En anden af mine kollegaer var dog udsat for en oplevelse i går, som jeg ville være blevet stik tosset over.

To piger blev stoppet i at gå rundt hvor de ikke måtte, og som svar på hvad de lavede blev min kollega kaldt fede ko. Min kollega blev selvfølgelig overrumplet og spurgte hvad barnet lige havde kaldt hende. Storgrinede blev det gentaget.

Børnene blev øjeblikkeligt overleveret til deres kontaktpædagog og sagen går nu videre til forældrene. 
Min kollega var dybt rystet over episoden og fortalte, at selvom kontaktpædagogen havde reageret meget strengt var barnet fortsat med at grine. Jeg fik helt ondt i maven på min kollegas vegne, for magen til respektløshed skal man lede længe efter!

Et 3. barn valgte at skrige og true en af støtterne i går efter, at denne havde drillet lidt mens barnet og nogle venner spillede bold.

Den slags gør vi tit og normalt hygger børn og voksne sig med det. 
Barnet valgte dog at opføre sig helt utilstedeligt, og da jeg havde haft fat i barnet kort tid før pga. lignende opførsel over for sine medspillere, satte jeg det straks på plads.

Barnet valgte så at sende onde øjne og lave ‘du kan vente dig’ tegn til min kollega, hvorefter jeg skruede bissen endnu mere på. Det fik at vide med al tydelighed, at det på ingen måde skulle true, og overhovedet ikke en voksen!

Barnet har prøvet den slags med mig før i tiden, men det fik vi ordnet med hjælp af forældrene. Nu er vi gode venner, og barnet begyndte at undskylde over for mig, hvortil jeg rettede det mod min kollega. Det var ikke mig der skulle have undskyldningen.

Hvad sker der for børn engang imellem?!
Spørgsmålet er på sin vis retorisk, for jeg kender godt de psykologiske og pædagogiske grunde for den type opførsel. Men pyha!

Jeg ved, at børnene reagerer fordi de oplever svigt på andre planer, og med grimme ord og respektløshed er vant til at opnå en form for kontakt eller magt de ellers ikke får. Det kan bare være meget svært at stå foran sådan et barn og blive svinet til, og hvor langt skal man gå?

De gør det oftest overfor hinanden. Kalder hinanden de grimmeste ting, og påstår ofte ved konfrontation af en voksen, at de ikke selv ville blive kede/ vrede over at blive kaldt lignende. Nogle er virkelig overbevist om at det passer, lige indtil de så står i situationen.

Når de ikke siger grimme ord til hinanden bruger de ord de ikke forstår, men som er dybt uacceptable.

I sidste uge måtte jeg flere gange bede et barn om at holde op med at sige engelske kraftudtryk. Til sidst spurgte jeg barnet, som går i 0. klasse, om han overhovedet vidste hvad ordene han sagde betød. Det påstod han at han gjorde, men da jeg ville høre oversættelse kunne han ikke huske det.

Det værste var næsten reaktionen fra hans far, da jeg ved afhentning fortalte ham om sagen.
Han virkede næsten nonchalant og uden særlig passion sagde, at de prøvede at ændre på det derhjemme.
Undskyld, men hvis det er engagement niveauet der sættes foran opgaven, kan jeg godt forstå knægten ikke syntes det er noget specielt.

Andre forældre reagerer – heldigvis – mere på det.

Over sommerferien blev jeg mødt af en forælder, som havde overværet nogle børn snakke enormt grimt til hendes barn, mens hun stod der.
Hun var dybt rystet, og disse børn var ikke engang rigtig grove i munden.

Jeg har virkelig opdaget, hvor forskelligt forældre tager deres børns ytringer.

De forældre jeg omgås privat ville aldrig lade deres børn svine andre til, eller være respektløse over for voksne.
Desværre er der nogle, som nærmest finder det sjovt eller som bare ikke har kræfterne til kampen. Ofte, fordi det er gået for vidt for længe siden og nu er barnet vant til at have meget vide grænser.

De mere gennemsnitlige børn bruger selvfølgelig også ordene, men det er for det mest meget uskyldigt. Oftest bliver de spændende ord brugt på skrift.

Når børnene laver små tegneserier på vores skoletjeneste, Skoletube, plejer jeg at sige, at hvis de kan sige det til deres mor må de skrive det. Det har også vist mig at børn har vide rammer for, hvad de anser for passende at sige til deres forældre. I hvert fald prøver de at bilde mig ind, at det ville være i orden med forældrene 🙂

Mens jeg superviserede børnene som spillede MineCraft i går, oplevede jeg chatten på en af serverne børnene var på. Her foregik en kommunikation mellem to andre spillere, og der blev talt om at dræbe, hacke og smadre.

Nuvel. Det er en del af børns sproglige udvikling at sige forskellige ord, som ikke er normalt socialt acceptable, og når de får engelsk prøver de også spændende engelske ord af. Der må bare være grænser.

Sproget er vores vigtigste kommunikationsform, og vi bedømmer som mennesker hinanden på brugen.
Børn tilgives meget men det er vigtigt at huske, at børn vokser op.
Deres erfaringsgrundlag som små er grundstenene for de voksne de bliver.

Det kan godt være det virker harmløst at de kalder hinanden for snotnæse, pølse eller lignende, men det kan udvikle sig meget hurtigt.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg går ind for et farverigt sprog.
Kraftudtryk er dejlige, specielt når man slår sig, skal afreagere eller virkelig sætte en pointe.
Jeg mener bare, at det er en forudsætning at du kan sproget før du bøjer det.

Jeg finder mig i hvert fald ikke i at blive kaldt grimme ord eller øgenavne, og specielt ikke at børnene.
Så længe jeg har noget at skulle have sagt skal de have respekt for sproget og andre mennesker. Men de må stadig gerne finde på fjollede ord og snakke vrøvl. Det skal de nok vokse fra 🙂