Det sker sjældent, men der er dage hvor jeg bliver vred og vælger at skælde et barn ud.
Dage, hvor almen pædagogisk rækkevidde ikke længere er nok eller, hvor barnets handling kræver en klar reaktion som sætter sig fast. 
Sådan en dag havde jeg i går, og det hele 2 gange.

På mit arbejde har vi hviletidsregler for børnenes brug af computere.
30 min. spilletid i et af rummene = 30 minutters hviletid uden for rummene. 
Det kan være noget af et arbejde at holde børnene fra at surfe rum, men vi gør hvad vi kan.

Da jeg i dag håndhævede den regel over for en pige og hendes venner, blev hun møg sur på mig. Hun var knapt kommet ud af døren, før hun valgte at kalde mig noget i retningen af gnavpot, bare mere nedsættende. Det præcise ord har jeg glemt, fordi hun valgte at sige det lige da jeg kun kunne høre en mumlen. Det var en af hende kammerater der med det samme refererede det for mig. 
Barnet er den type, som får hysteriske anfald, siger grimme ting o.a. så jeg vidste at kammeraten talte sandt.

Min respons var prompte. Jeg gik hen, kropssproget lagt i meget bestemte folder og fortalte hende med al tydelighed, at hun lige kunne våge at kalde mig navne. Jeg var vred, kontrolleret vred, og pigen forstod budskabet med det samme. 
Lidt senere kom hun og undskyldte meget dybt. Bl.a. fordi hun ville have en ny computertid.
Jeg kender hende dog – hun er en af mine stamgæster – og jeg ved hun lader følelserne løbe af med hende. Det er første gang hun nogensinde har
 sagt eller opført sig sådan over for mig så hvis hun holder sig fra at gøre det igen, fortsætter vi med at være gode venner.

en_USEnglish