Da jeg startede på mit arbejde var det ret hurtigt en af mine missioner at give børnene værktøjer, såvel som evner, til at begå sig digitalt kreativt.

Forinden min ansættelse var jeg stødt på et fantastisk program kaldet ArtRage, som simulerer virkelighedens kunstredskaber digitalt. Dette ville jeg bruge sammen med børnene.

Dette er ikke en anmeldelse af selve programmet – den vil komme seperat – men et indblik i det pædagogiske arbejde som kører på 4. uge.

Det praktiske

Over 7 ugers forløb vil så mange børn som der er plads til blive introduceret for og undervist i hvordan man tegner på en iPad – specifikt gennem ArtRage. Processen afsluttes med en fernisering af alle børnenes malerier, og de printes ikke ud til offentlig skue før.

Ud over programmet skal der bruges en stylus – en tegnepen til iPad. Det gør det meget nemmere at krydse broen mellem det at tegne på papir og det at tegne på en iPad.

Børnene sidder maks 5 af gangen.

Tallet er på den ene side bestemt af det antal iPads mit værksted rummer og på den anden side det antal børn jeg kan overskue at supportere på en gang.
Skulle der flere børn til, ville jeg nok ty til virtual education – optage en video tutorial som så skulle afspilles i plenum. Det kan være det kommer helt af sig selv med den nye skolereform i mente.

Børnene skal løse 3 tvungne opgaver efter en introduktion til programmet, og kan efterfølgende få 2 ekstraopgaver som kræver større forståelse og fordybelse i processen.

Den gennemsnitlige proces tager 1 1/2 time per barn og kræver grundlæggende at de har mod på at kaste sig ud i det. Talenter af den kreative slags er meget sekundære 🙂

da_DKDanish