Det starter med et barn, der filmer et andet barn uden at spørge. En gruppe børn i gamerrummet, hvor stemningen pludselig skifter. Et barn, der ikke vil med til en aktivitet, fordi der sker noget i en Snapchat-gruppe.

Her efterlades mange fagpersoner med flere spørgsmål end svar. Med børn og unge lige foran os, men med ingen eller ringe viden om, hvad der er den bedste måde at fortsætte på.

Det er ikke acceptabelt, at lade sit personale og kollegaer stå i limbo. Af samme grund har medarbejdere, sammen med mig og en kollega, lavet en mediepolitik til Fritidsklynge Amager. Ikke fordi vi tror, at et dokument kan opdrage børn. Liges om med alt andet i forbindelse med mennesker, findes der ikke en manual.

Vi har lavet den, fordi børn og unge allerede er logget på, og fordi vi som voksne ikke må kigge væk, forbyde eller lukke øjnene og håbe på det bedste.

Mobilen er kun det synlige problem

Der tales meget om mobilfri skole, skærmfrie pauser og aldersgrænser lige nu. Det er der vitterlig mange gode grunde til. Mange børn og unge har deres digitale liv med sig overalt: i lommen, i hånden, under bordet, i relationerne, i konflikterne, i fællesskaberne og i ensomheden.

Skærme er nemme at få øje på. Derfor kommer den også nemt til at bære hele skylden. Men de er ikke hele problemet. De er indgangene.

Bag den ligger de 1000 digitale rum, som børn og unge bevæger sig ind og ud af hver dag. Nogle af dem er fantastiske. Nogle af dem er ligegyldige. Nogle af dem er sjove. Nogle af dem er ikke steder, børn skal være alene.

Ny udsathed er et begreb som endnu ikke har ramt mainstream, men som flere og flere rammes af. Såkaldte velstillede børn og unge, der forsvinder ind i internettets mange lukkede rum, og alt for ofte ender helt alene.

Derfor er et forbud aldrig hele svaret. Det kan være en ramme, en pause og nødvendigt i bestemte situationer. Men det er ikke digital opdragelse.

Børne- og Undervisningsministeriets anbefalinger til fritidstilbud skaber en mulig ramme for, hvordan vi som pædagogisk personale kan arbejde. Fælles retning, dialog med børn og forældre, mobilfri rammer og skærmbrug, der kun giver mening, når den skaber deltagelse og udviklingsmuligheder. Det lyder måske lidt tørt, men i praksis betyder det noget ret enkelt: Vi skal vide, hvad vi vil. Ikke bare, hvad vi vil væk fra.

En mediepolitik er ikke et hegn

Vores mediepolitik er ikke skrevet som et udtømmende dokument. Det ville være en smule utopisk at forsøge. Den digitale verden ændrer sig hurtigere, end vi kan nå at holde personalemøder om den. Hvis vi lavede en politik der beskrev hver app, hvert spil, hver platform og hver tænkelig situation, ville den være forældet før den blev implementeret.

Vi har gjort noget andet. Vi har lavet et kompas – ikke et hegn. Et hegn fortæller kun, hvor grænsen går. Et kompas hjælper dig med at finde retning, når terrænet ændrer sig. For terrænet ændrer sig. Hele tiden.

Som så mange andre fritidsklynger, er Fritidsklynge Amager bestående af flere afdelinger med flere matrikler. Alle underlagt Københavns Kommunes Børne- og Ungeafdeling. Modsat f.eks. en virksomhed, er det ikke muligt at skabe én afdeling, én kultur og én strømlinet praksis. Dertil er forskelle i medlemmer og behov alt for forskellige. Medarbejdernes kompetencer er forskellige. Lokaler og faciliteter er forskellige. Områdernes sociale- og økonomiske opbygning er forskellige.

Derfor ville det være ren pædagogisk dovenskab, at lade som om at én regel kan løse alt. Samtidig ville det også være svigt ikke at have en fælles retning. Vi skal tage børns digitale liv alvorligt nok til at have en fælles praksis, uden at bilde os ind, at praksis kan klares med et dokument alene.

I vores politik betyder det blandt andet, at det digitale ikke bliver behandlet som noget ved siden af pædagogikken. Det er pædagogik. Også når det foregår gennem spil, platforme, beskeder, billeder, trends eller fællesskaber, som voksne ikke altid selv har valgt.

Det er her, den voksne opgave bliver interessant. Vi skal ikke kun spørge, hvor længe børnene sidder med en skærm. Vi skal også spørge, hvad der sker imellem dem mens de gør det.

En mediepolitik kan være en begyndelse

Når jeg deler vores mediepolitik, er det ikke fordi jeg tror, vi har fundet den perfekte model. Det har vi ikke.

Jeg deler den, fordi jeg har erfaret, at mange står med de samme spørgsmål og mangler rammer at arbejde ud fra. Hvad gør vi med mobilerne? Hvornår er skærmen et pædagogisk værktøj? Hvad gør vi, når konflikter starter digitalt og lander fysisk? Hvordan hjælper vi børn og unge uden at gøre deres digitale liv forkert?

Ungdomsringens undersøgelse viste, at 85 procent af de adspurgte klubber laver pædagogiske aktiviteter, hvor smartphonen er en forudsætning eller et supplement, mens 9 ud af 10 klubber oplever konflikter knyttet til mobilbrug. Det fortæller mig to ting: For det første står fritidsområdet allerede midt i det. For det andet mangler vi stadig fælles sprog, fælles retning og en bredere forståelse af, at digital opdragelse ikke kun foregår i undervisningstiden.

Norge og Sverige leder også efter balancen. I Norge peger Helsedirektoratets faglige råd om skærmbrug på, at voksne bør engagere sig i børn og unges digitale liv, skabe skærmfrie perioder og sikre, at skærmbrug ikke fortrænger søvn, fysisk aktivitet, leg og sociale relationer. I Sverige undersøger man, hvornår børn tidligst bør få egen smartphone, og hvordan anbefalinger kan understøtte børns sundhed og trivsel.

Ingen har fundet den perfekte løsning, og jeg vil vove at påstå, at ingen kommer til det.

Brug vores politik og start jeres egen samtale

Mit ønske er , at andre klubber kan bruge vores politik til at starte samtalen og få inspiration til egne rammer. Hvis den blot kopieres, vil det ikke blive integreret i personalet, og uden dem sker der ingen forandringer.

Spørg jer selv:
Hvad vil vi med mobilen hos os? Hvornår er skærmen et pædagogisk værktøj, og hvornår er den bare en voksenpause forklædt som aktivitet? Hvem tager ansvar for gamerrummet?

Hvordan taler vi med børn om grænser, fællesskaber og digitale fodspor? Hvordan hjælper vi de børn, der finder fællesskab digitalt, uden at vi får dem til at føle sig forkerte? Hvordan sørger vi for, at fællesskabet i klubben ikke forsvinder bag hver sin skærm?

Og måske vigtigst: Er vi voksne faktisk til stede i det digitale liv, vi beder børnene lære at håndtere?

Børn og unge har stadig brug for voksne, der tør tage ansvar, sætte rammer, stille spørgsmål, lave fejl, rette op og prøve igen. Det er sådan, pædagogik altid har virket. Det digitale ændrer ikke den opgave. Det gør den bare sværere at slippe udenom.

Læs også

• Børnene logger på. Hvem er der?
• Unges møde med algoritmer: At navigere i en skræmmende verden
• Skærme ud af folkeskolen er kun halvdelen af svaret

Kilder

• Fritidsklynge Amager, 2026: Mediepolitik Fritidsklynge Amager – fritids- og ungdomsklubber
• Børne- og Undervisningsministeriet: Anbefalinger om skærmbrug til grundskoler og fritidstilbud
• Børne- og Undervisningsministeriet, 2025: Ny aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud
• Ungdomsringen, 2023: Skærmundersøgelse, december 2023
• Helsedirektoratet: Skjermbruk blant barn, unge og foresatte
• Regeringskansliet, 2026: Uppdrag till Folkhälsomyndigheten om när barn som tidigast bör få en egen smart telefon

Læreren slog ud med armene. Hun var frustreret. Dybt frustreret. Som alle andre skoler i Danmark, havde de fået besked på at der skulle købes teknologi ind. Uden medfølgende instruktioner. Uden undervisningsmateriale. Uden en plan.

Denne lærer var ikke den eneste. Hun var en af de lærere og pædagoger, som fra det ene øjeblik til det andet var endt som teknologiske fyrtårne. Nogen skulle jo tage ansvaret, og det faldt på dem, der turde. Resten af systemet var ikke klar.

I 00’erne og 10’erne rullede digitaliseringen ind over de danske skoler i rekordfart. Kommunerne købte ind, fordi det var smart. Alle andre gjorde det. Politikerne krævede det. Pengene fossede ud af skolevæsenet og ind i tech-branchen.

Smartboards blev hasteindkøbt. Mange af dem endte som dyre filmfremvisere, man kunne skrive på. Der fulgte ingen ordentlig instruktion med, og der var ganske lidt officielt materiale at lave undervisning med. iPads og Chromebooks blev rullet ud i tusindvis. Digitale læringsplatforme fortrængte arbejdshæfterne, hovedsageligt skabt af private erhvervsdrivende.

Den offentligt understøttede efteruddannelsen fulgte ikke med. Det var de private virksomheder, der havde fest. Det var dem, der kom først med materialer, kurser og muligheder. Skolerne blev kunder først, undervisere sekundært. Lærere og pædagoger fik udleveret grej, de ikke havde fået tid til at sætte sig ind i, og blev så bedt om at bruge det.

Jeg trådte ind i edutech – educational technology – i 2009. Jeg har set tablet-dørstopperen. Jeg har mødt udskolingselever, der ikke kunne finde rundt i et almindeligt skriveprogram på en computer, fordi de havde brugt ti år på at swipe. Jeg har undervist pædagoger og lærere, der stod med digitale redskaber og følte sig magtesløse.

Det blev ikke kaldt en skandale dengang. Det var det ellers.

Teknologiens ankomst var ikke den eneste ændring, der satte sit præg.

Med folkeskolereformen i 2014 blev skolebibliotekerne omdøbt til Pædagogiske Læringscentre. Skolebibliotekaruddannelsen blev nedlagt i samme periode, og med det blev uddannelseskravet til personalet fjernet.

Nogle steder fortsatte arbejdet som hidtil, bare med det nye navn. Andre steder forsvandt funktionen, og dermed den faglige støtte, stille og roligt.

Mange skolebiblioteker har lidt under det, nogle steder er de blevet helt nedlagt, og det har været meget uheldigt for læselysten.

Ida Kongsgø, Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre

Der er noget paradoksalt ved at, mens vi åbnede døren for iPads, lukkede vi det rum, hvor børn kunne møde en faguddannet vejleder og en fysisk bog i ro.

Fra 1. januar 2026 får stedet så sit gamle navn tilbage. Lovændringen begrundes med et ønske om, at børn læser mere i fysiske bøger. Det er fint, men det føles ret symbolsk. Uddannelseskravet til personalet er nemlig stadig ikke tilbage. Det er fint at rummet får sit navn tilbage, men hvem skal bemande det? Hvem har fagligheden til at vende statistikken?

En ny undersøgelse fra ROCKWOOL Fonden og DPU viser, at 60% af al undervisning i danske folkeskoler i dag foregår ved en skærm. Fysiske bøger er reduceret til kun 7,5%. Det er noget af en opgave at ændre på, efter 20 år uden en plan der strakte sig længere end en valgperiode.

Det er ikke lærernes eller pædagogernes fejl. De har arbejdet med det, de fik i hænderne. Det er politikkens og politikernes. Debatten har stået på siden teknologibegejstringen tog sit indtog, så det er ikke fordi vi ikke har talt om det.

Skal teknologiforståelse være et selvstændigt fag? Skal det ind i alle fag? Begge dele? Obligatorisk eller valgfag? I 2018 satte man et stort forsøg i gang på 46 skoler. Nogle underviste i teknologiforståelse som selvstændigt fag, mens andre integrerede det i de eksisterende.

Undervejs har fagfolk sagt det samme: Lægger man det ud i alle fag, risikerer alles ansvar at blive ingens. Lægger man det i et selvstændigt fag, bliver det løsrevet og får ikke timer nok.

Den demokratiske dannelse kan ikke løftes af valgfag. Dem, der har brug for det, vælger det ikke.

Morten Misfeldt, professor, Københavns Universitet

Fra skoleåret 2027/2028 vil teknologiforståelse blive integreret i eksisterende fag, og udbydes som valgfag i udskolingen. Lærerplanerne er endnu ikke færdige. Præcis som fagfolk havde advaret imod, er vi endt i begge lejre. Ingen og alles ansvar, og der er ikke nok uddannede til at varetage dannelsen. Som fagperson kan jeg føle trætheden snige sig ind, for historisk set ser vi ud til at ende præcis hvor vi startede.

Vi har en irriterende tendens til at smide penge efter det, der er oppe i tiden, og så glemme, at nogen skal lære at bruge det bagefter. Da natur/teknik blev indført i folkeskolen i 1994, tog det to år før lærerstuderende overhovedet kunne vælge faget på læreruddannelsen. Da man i 2003 spurgte 393 natur/teknik-lærere, om de var blevet uddannet i faget, var det ti der kunne svare ja.

Ti ud af 393. Det var udgangspunktet 9 år efter, at faget blev indført.

21 år senere, i skoleåret 2015/16, blev kun 60% af natur/teknik-timerne undervist af lærere med faglig kompetence. Det steg til 71,6% i 2020/21, men så skete der noget: Efter coronapandemien slækkede man kravet, og tallene faldt igen.

I skoleåret 2024/25 er vi nede på 62,6%.

Men det er ikke hele historien. Tallene dækker over lærere med enten linjefag i natur/teknik eller efteruddannelse, der giver tilsvarende kompetencer. Selv med 62,6% er kun omkring hver fjerde lærer reelt uddannet til at undervise i faget.

Det er det mønster vi gentager, og det er på den baggrund, man skal forstå den nuværende skærmdebat.

Fra skoleåret 2026/2027 bliver folkeskolen mobilfri ved lov. Aftalepartierne opfordrer samtidig til mere analog undervisning i de yngste klasser. Der er afsat 540 millioner kroner til bøger. Der er i stigende grad en modreaktion mod, at vores børn nærmest som standard har en skærm foran sig fra de når mellemtrinnet.

Alt sammen kloge reaktioner, der kommer på baggrund af 20 års pendulfart mellem begejstring og betænksomhed. Men vi skal virkelig passe på med at afskrive teknologien.

Den verden børnene skal ud og leve i, er dybt digital. Den forsvinder ikke, fordi vi lægger en Chromebook i tasken, og den forsvinder heller ikke, fordi vi køber flere bøger. Og det er dér, debatten svigter for: hvad er planen?

Hvor er efteruddannelsen til lærerne og pædagogerne, som nu skal veksle mellem analogt og digitalt med endnu større bevidsthed? Hvor er den didaktiske ramme, der skelner mellem nytteløs og nyttig brug? Hvor er uddannelseskravet til de skolebibliotekarer, vi lige har fået tilbage? Hvor er sammenhængen mellem mobilforbud, bøger, teknologiforståelse og skolebibliotek?
Alt sammen noget, som lige nu ruller ud ved siden af hinanden uden samlet retning.

Det er super med flere penge til bøger, men de er intet uden dem, der skal gøre reformen til virkelighed ude i klasselokalet. Så kære politikere: Den eneste vej til succes er, at klæde de mennesker på, som står med børnene hver eneste dag. I klasselokalerne såvel som i fritiden.

Der er ikke én stor løsning. Der er en konstant dualitet, og den skal anerkendes for at vi lykkes.

Kilder

• Lieberoth, A. & Bjerre, E., 2025: En systematisk optælling af skærmbrug i danske folkeskoler, ROCKWOOL Fonden/DPU
• DR Nyheder, september 2025: Ny bred aftale gør folkeskoler mobilfri
• Børne- og Undervisningsministeriet, december 2025: Nu vender skolebiblioteket tilbage på landets folkeskoler
• Børne- og Undervisningsministeriet, august 2025: Bøger for 540 millioner kroner er på vej til skolerne
• Folkeskolen.dk, marts 2026: Kortlægning på vej: Forskere skal observere, hvad der sker på skolebibliotekerne
• Folkeskolen.dk, marts 2022: Ny PLC-bekendtgørelse er klar med fornyet fokus på læselyst
• Folkeskolen.dk, juni 2025: Kun hver fjerde natur/teknologi-lærer er uddannet til at undervise i faget
• Folkeskolen.dk: Lærere: Derfor skal teknologiforståelse både have eget fag og integreres i fagene
• Københavns Universitet, oktober 2023: Teknologiforståelse får endelig fast plads i folkeskolen
• Folkeskolen.dk, 2020: Teknologiforståelse skal udvikles som selvstændig faglighed i læreruddannelsen
• Altinget, november 2023: Folkeskolens største naturfag mangler desperat faguddannede lærere
• Børne- og Undervisningsministeriet, marts 2024: Ny aftale om folkeskolen

Fri-rum og fri-tid

1 ud af 4 børn går i fritidsklub

Det er uomtvisteligt, at et aktivt fritidsliv er gavnligt for børn og unge. Det at træde ud af skolens faste rammer og undgå at tilbringe for meget tid derhjemme kan fremme relationer, selvforståelse og forskellige færdigheder.

I Trivselskommissionens nyligt offentliggjorte rapport nævnes sportsklubber, efterskoler og lignende aktiviteter. Skolefritidsordninger, tidligere kendt som fritidshjem, er også inkluderet i rapporten. Det, som hverken regeringen eller kommissionen sætter fokus på, er fritids- og ungdomsklubber. Trods det, at Københavns Kommune rapporterer, at 8 ud af 10 børn trives i deres fritidsklub, og at omkring en fjerdedel af alle børn mellem 10 og 13 år deltager i sådanne tilbud på landsplan, synes disse klubber ofte at blive overset af både nuværende og tidligere regeringer.

Fritidsklubber tilbyder modsat SFO’er ikke pasning, men er designet til at støtte overgangen fra barn til ung og styrke fællesskaber. En undersøgelse viser, at 93% af alle landets fritidstilbud prioriterer fællesskab højt, hvilket netop er noget regeringen er blevet pålagt at forbedre i den seneste rapport.

I de fleste fritidsklubber finder man voksne med en bred vifte af relevante kompetencer, der spænder fra håndværk og musik til spil og praktiske opgaver samt at være et lyttende øre.

Fritidsklubber kan også spille en kritisk rolle i forhold til den bekymrende tendens, hvor børn og unge tilbringer meget tid alene bag en skærm. I fritidsklubbernes mere uformelle miljøer kan voksne og børn mødes på en afslappet måde, hvilket kan facilitere samtaler og refleksioner, der måske ikke er mulige derhjemme.

En opfordring: Tag fritidscentre alvorligt

Selv i de fritidsklubber, hvor mobiltelefoner er tilladt i en eller anden form, kan den digitale udvikling, under vejledning af en pædagogisk kyndig voksen, være en fordel. Dette frirum, hvor den voksne ikke har de samme følelsesmæssige bindinger som en forælder eller lærer, er særligt værdifuldt.

Derfor bør fritids- og ungdomsklubber prioriteres højere på den politiske dagsorden. Hvor sportsaktiviteter og andre strukturerede fritidsinteresser er vigtige, bør vi også værdsætte det frie rum og den frie tid, som disse klubber tilbyder. Disse er steder, hvor børn og unge kan være uden præstationspres, og hvor der er pædagogisk tilrettelagte rammer, der kan rumme dem – også på dage, hvor de blot ønsker at hænge ud.

Afslutningsvis en opfordring til både regeringen og forældre til børn i 4.-7. klasse: Tag fritids- og ungdomsklubberne alvorligt. Forældrenes engagement er måske mindre her, men disse steders betydning for børnenes vækst og udvikling er uundværlig. Der er konstant pres på børnene, og de har brug for frirum, som fritidscentre kan tilbyde.

Fritidsklubber bør tage et større ansvar for børnenes skærmforbrug, mener eksperter og minister.

Teksten er taget direkte fra DR Nyheders artikel om, at flere fritidsinstitutioner lukker ned for brugen af mobiltelefoner i deres tilbud. En udvikling jeg både forstår og, som jeg ser på med bekymring. Årsagen er ofte, at der mangler viden og pædagogiske retningslinjer.

Artiklen kommer efter, at Børns Vilkår har udgivet en guide med vejledning til skærmbrug for 0-18 år. Et, for mange, længe ventet tiltag.

Jeg har som pædagog beskæftiget mig med dette område som både praktiker, underviser og formidler i snart 15 år. Blandt de projekter jeg har deltaget som konsulent på, er Genvej.org — et tværfagligt online opslagsværk om børn og unges digitale liv. Derudover har jeg i flere år haft et godt samarbejde med Børns Vilkår, Red Barnet, Forbrugerrådet, UNICEF og Medierådet for Børn og Unge. På første hånd har jeg set og deltaget i udviklingen af det pædagogiske arbejde, både fysisk og digitalt. Af samme grund bruger jeg betegnelsen digital pædagog.

”Og vi kommer også til at komme med nogle anbefalinger til, hvordan man kan indrette klublivet på en måde, hvor børn er sammen med hinanden i stedet for at være sammen med deres telefoner”

Mattias Tesfaye til DR

I klubregi står vi med en unik mulighed for at være deltagende i børnenes hele liv. Digitalt og analogt. Men det kræver, at personalet er åbent for og klar til opgaven på en ikke dømmende måde. I min egen ansættelse på en klub har vi åben mobilpolitik, med en konkret pædagogisk rammesætning. Noget, som jeg selv er med til at stå for og udvikle, og hvor min ansættelse netop er baseret på min viden og ekspertise.

Åbent, inkluderende mobilfællesskab

Ved at have et inkluderende mobilt fællesskab, møder vi også børnene i deres leg, nysgerrighed og relationer. Den nyeste TikTok dans foregår ved siden af og sammen med de voksne, hvor samtaler om upload, lovgivning og moral italesættes.

Viden om interesser og relevante emner tages når de kommer op, og medier deles. Konflikter, som ofte ender på sociale medier uden for voksnes syn, håndteres løbende og mens de er i gang. Nedtrapning efter en lang dag i skolen kan tages side om side med vennerne, hvor de voksne vurderer barnets behov fra dag til dag.

Og gæt hvem børnene kommer til, når der er noget de ikke forstår ved det de ser eller modtager? Deres trygge og åbne klubvoksne, som de ved har et svar og kan guide dem. Uden fordømmelse og afvisning.

Lad os ikke tabe børnene i voksenfraværende tomrum

I den nuværende kamp mod det udefinerbare ‘skærmtid’, er nuancerne ofte tabt. De nuancer begår jeg mig i hver eneste dag – fysisk og digitalt. Der er ingen tvivl om, at ubegrænset og ureguleret brug af sociale medier, gaming og internettet kan skade mere end det gavner. Sådan er det med alt.

Netop derfor er mit håb, at Mattias Tesfaye lytter til os som har konkret praksisviden. Det er et spinkelt håb, da regeringen indtil videre har haft mest travlt med at lukke ned.

Lad os ikke efterlade vores børn i et tomrum, men være der sammen med dem i en reflekterende og pragmatisk praksis.

Hør interviewet her: radio4.dk

Lad mig med det samme slå fast, at jeg bakker op om bedre datasikkerhed og regulering.

Specielt når det gælder børn og unges. Da GDPR-loven kom, og vi i Danmark fik sat grænsen for egen ansvar for data ned til 13 år, var jeg mildest talt imod. At give 13-årige ansvar for noget, som kan påvirke hele deres fremtid, er uansvarligt på alle planer. Vi skal beskytte vores børn og unge. Derfor er det godt at EU i 2022 søsatte Digital Service Act — et projekt, som arbejder på at skabe de forandringer som der er behov for.

Natasha Friis Saxberg, der er administrerende direktør for IT-branchen, kalder forslaget sympatisk. Men hun advarer imod at indføre lovgivning på nationalt plan.

TV2 Nyhederne

Tilbage i Danmark har symbolpolitik vedrørende sociale medier — krydret med ord som ‘afhængighed’, ‘ensomhed’ og ‘mistrivsel’ – haft sig runde i medierne igen og igen. Resultatet er en skyttegravskrig. Ikke blot mellem eksperter, men også mellem generationer.

Som en der befinder sig på de sociale medier blandt børn og unge, og samtidig er i dialog med forældre og andre voksne, ser jeg de parallelsamfund som er opstået. Knuden i maven vokser støt, mens de yngre og ældre generationer skyder hen over hovedet på hinanden.

Retoriske bomber

Hver gang endnu et nyhedsindslag eller oplæg dukker frem med retoriske bomber, prøver skræmte forældre at få hverdagen til at fungere. Alt imens lukker børn og unge sig endnu mere om sig selv, fordi de mødes med modstand, ultimatummer og modvilje.

Borgerforslaget er en gratis omgang, der ser godt ud på papir, oplæg til debat og i politikeres tweets. Faktuelt set kan det ikke gøre nogen forskel. Specielt ikke i forhold til den hverdag der udleves lige her og nu.

Debatten om sociale mediers eksistensberettigelse vil næppe stoppe, og det skal den heller ikke. Virksomhederne bag skal stilles til regnskab for dårlig praksis, udnyttelse og fordækte strategier. I mellemtiden vil det faktum at børn og unge lever et simultant digitalt og analogt liv fortsætte. Forældre vil blive ved med at give deres børn smartphones, konti vil blive oprettet og interaktioner vil ske.

Sociale medier er lige så fantastiske som de er forfærdelige. Lad os hjælpe både børn og voksne ved at bruge en mindre amerikaniseret, diagnosefikséret og angstprovokeret retorik.

Flere sider af samme sag

• Medierådet: Hvorfor er det en dårlig idé at tale om afhængighed af medier?
• Nordisk Ministerråd: Er sociale medier faktisk en trussel mod unges trivsel?
• American Psychology Association: Health advisory on social media use in adolescence
• TV2 Nyhederne: Folketinget skal tage stilling til forslag om at begrænse sociale medier for unge under 16 år
• Politiken: Borgerforslag om at gribe ind over for »digital kokain« når magisk grænse

Blandt børn og unge blev screenshots af forældrenes eget opslag, nyhedsopslag og hjemmelavede opslag delt. Kommentarsporerne viste tydeligt bekymringen og forvirringen. Lettelsen var også tydelig, da hun blev fundet – i live og ved bevidsthed – i en villa i Næstved søndag d. 16.4.23. 27 timer efter sidste livstegn.

Flere faktorer har gjort, at denne sag på så kort tid nåede ud i både ind- og udland.

De sociale mediers rolle

Modsat sagen om Emilie Meng i 2016, er det sociale medielandskab udvidet i de 7 år. Hastigheden ting kan deles med, samt mængden af steder, er steget. Fremkomsten af den moderne short-form video, som den TikTok startede og Instagram, YouTube og Snapchat efterfølgende kopierede, skabte viral spredning på tværs af platforme.

Ligeledes er indekseringen af sociale medier på søgemaskiner, samt brugen af sociale medier som søgemaskiner, med til at udbrede opslag.

Ud over den teknologiske udvikling, er pigens alder en faktor. Vi har – heldigvis – meget få tilfælde af forsvundne børn og unge i Danmark. I 2022 blev 127 af sådanne sager behandlet.

Råd til pædagogisk personale

Som pædagogisk personale betyder weekendens hændelse, at mange børn og unge har brugt lørdag og søndag på at høre om episoden. Der går næppe længe før de voldsomme anklager fra grundlovsafhøret siver ud til børn og unge.

De som har fulgt med, vil have delt det med venner, hvor misinformation kan brede sig hastigt. Nogle vil allerede have snakket med forældre om det, og har fået svar på de tanker og spørgsmål de må gå med. Andre vil ikke have formuleret hvad de føler endnu, og reaktioner kan derfor komme løbende.

En ting er sikkert – det vil blive delt blandt børn og unge, når de mødes i skolen, klubben eller i fritidstilbuddet. For at hjælpe dem, kan en afslappet samtale være en hjælp. Spørgsmål som:

• Hvad har I hørt?
• Hvad tænker/føler I?
• Hvad vil I gerne vide?

Fakta, fakta, fakta

Fakta er nødvendig. Både for at holde følelserne i ro, men også for at have en retningslinje. Spekulationer i frit løb kan skabe problemer, og det er vigtigt at der ikke laves kategoriske afvisninger som ‘det kan aldrig ske’.

• F blev fundet og kom hjem
• Politiet arbejdede hårdt, og fortsætter med det
• Gerningsmanden er anholdt
• Børn bortføres meget sjældent i Danmark

Det vigtigste er, at der ikke findes rigtige eller forkerte reaktioner. Nogle børn vil gerne i dybden, mens andre bare vil videre. Det er vigtigt, at der er rum til begge dele.

Læs mere

• DR: Sådan taler du med dit barn om Filippa-sagen
• TV2 News: Krisepsykolog Rikke Høghs råd
• Red Barnet: Fakta om seksuelle overgreb
• Sundhed.dk: Seksuelle overgreb mod børn

Det er ikke nemt at vokse op. Det ene øjeblik kan man være jublende lykkelig. Det næste er man klar til at forlade denne jord for evigt. I mine samtaler med børn og unge, er behovet for støtte og vejledning enormt.

Som digital pædagog, med benene solidt placeret i de sociale medier, er det mig de unge brugere ofte kommer til. Overvindelsen ved at snakke med de nære voksne kan være stor. ‘Min mor/far forstår mig ikke’. ‘Jeg vil ikke gøre dem kede af det’. ‘Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det’.

På TikTok og Instagram henvender det unge publikum sig til mig for at læsse af. En invitation jeg altid giver, i håb om at nå dem før de rammer en afgrund. Med den kontakt kan jeg hjælpe de unge med at få modet til at kontakte en primær voksen — om det er forældre, onkler/tanter, lærere eller pædagoger.

I arbejdet med at hjælpe de unge har jeg skabt 6 små videoer om det de oftest har brug for at snakke om. De kan også ses på YouTube.

Digitalt nærvær og pædagogik — i øjenhøjde

Selvom fødselsattesten skriver 1979, er der plads og berettigelse til en som mig. Det har hundredevis af henvendelser fra børn og unge vist. Som en autentisk og åben voksen, der deltager af lyst og passion frem for nødvendighed, har jeg ramt ned i en del af børne- og ungdomslivet de færreste voksne får lov at deltage i.

Alt for mange unge mennesker er alene på de sociale medier, og alt for mange af dem vil ikke gå til deres primære voksne når ting sker. Det er der hvor jeg, med oplysning og vejledning via digital kommunikation, træder ind. Siden opstart af min danske kanal i januar 2020, har jeg dagligt kommunikeret med de unge brugere om alt fra teknikken bag medier, til mobning, selvmord og voldtægt.

Der mangler voksne på de sociale medier, og via specielt TikTok er jeg endt som bindeleddet mellem det digitale liv, og de unge brugeres primære voksne. Det er nemmere at snakke med hende man ‘kender’ fra TikTok — hende, som ikke tager ens sociale medier fra en, eller skælder en ud fordi hun bliver forskrækkede.

Følg med på TikTok @evafog og Instagram @hilseneva.

Jeg får løbende henvendelser fra, hovedsageligt, piger som oplever forsøg på at presse dem til nøgenbilleder. Mange har et indre billede af typen der foretager denne slags afpresning, hvilket ofte ikke passer til realiteterne. En afpresser er tit jævnaldrende og ikke en meget ældre person. Der er heller ikke en bestemt type, men det er oftest en dreng eller ung mand. Pigerne er ikke de eneste ofre, da et stigende antal sager om mænd der udgiver sig for at være piger, er stigende.

Mange af forbrydelserne starter på Snapchat eller Instagram, hvor det kommende offer tilføjer gerningsmanden. De kender ofte ikke hinanden, og der er en tendens til bare at tilføje tilfældige som ansøger. Af samme grund er det vigtigt at der ofte snakkes med barnet/den unge om ikke at lukke fremmede ind. Præcis som ind af hoveddøren og ind på værelset.

Jeg har lavet en mini serie af 4 TikTok videoer, som beskriver hvordan en gerningsmand ofte opfører sig op til forbrydelsen. Se serien her, eller på YouTube.

Digitalt nærvær og pædagogik — i øjenhøjde

En kedelig oktober eftermiddag på et hotel i 2019 blev springet, der førte mig fra teori til praksis. Siden da er tiden gået stærkt, og TikTok er blevet et af mine vigtigste arbejdsredskaber, såvel som legeplads.

Selvom fødselsattesten skriver 1979, er der plads og berettigelse til en som mig. Det har hundredevis af henvendelser fra børn og unge vist. Som en autentisk og åben voksen, der deltager af lyst og passion frem for nødvendighed, har jeg ramt ned i en del af børne- og ungdomslivet de færreste voksne får lov at deltage i.

Alt for mange unge mennesker er alene på de sociale medier, og alt for mange af dem vil ikke gå til deres primære voksne når ting sker. Det er der hvor jeg, med oplysning og vejledning via digital kommunikation, træder ind. Der mangler voksne på de sociale medier, og via TikTok er jeg endt som bindeleddet mellem det digitale liv, og de unge brugeres primære voksne.

Følg med på TikTok @evafog og Instagram @hilseneva.

I en tråd på den officielle ZULU CS:GO Facebookgruppe, blev et spørgsmål om ‘hvem er tøsen i heroics gameroom?’ på ganske få øjeblikke til en joke om, at hun måtte give seksuelle ydelser til holdet som ‘fluffer’. Der stoppede det desværre ikke.

Yderligere blev en emoji, der udførte en meget sigende seksuel handling postet. En opsang fra et kvindeligt medlem af gruppen om brugen af ordet ‘tøsen’, blev til det jeg bedst kan kalde mansplaining om, at ordet er et kærligt ord. Derudover blev kommentarer som ‘det er derfor jeg ikke orker kvinder’, fornedrelse af #metoo bevægelsen, ‘man skulle tro at Sofie Linde var indblandet i denne tråd’ og andet godt også puttet ind.

Takes one to know one

Tråden glimrede ved moderatorernes fravær, og den eneste officielle kommentar var en ‘høhø’ en af slagsen. ‘It takes one to know one.’

Flere steder i tråden blev der påpeget den manglende moderation og tonen, men desværre var overvægten præget af ‘slap dog af, kvinder’.

Jeg kom ind i tråden efter, at den havde levet i 10 timer. Min første handling var at påpege ZULU CS:GO’s manglende evne til at stoppe det harmonikasammenstød, som de selv deltog i. Øjeblikket efter forsvandt denne del af tråden, men resten fortsatte.

Branchen satte foden ned

Selv vores danske esportshelte Astralis så sig nødsaget til at understrege unødvendigheden af tonen. TV2 ZULU, som har hovedejerskab af gruppen, kom efter 16 timer frem med et hæderligt forsøg på at gyde olie på vandene med lige dele humor og alvor. I samme ombæring blev store dele af debatten slettet. Desværre nåede tråden at stikke helt af, hovedsageligt på bekostning af heroics social media manager, Cæcilie Vildenfelt Iversen.

Denne type debat er hverdag. DR, der offentliggjorde at de sammen med webmediet dust2 vil streame CS:GO, træder ind på banen som en kæmpe spiller. I en række artikler har DR belyst de kvindelige gameres realiteter. DR og TV2 ZULU indgår aktivt i esportsmiljøet, og med det følger ansvaret om at vedligeholde og forbedre det — ikke blot endnu flere symbolhandlinger.

Den gode tone er et fælles ansvar

Gennem mit arbejde i forbundet Esport Danmark og foreningen DigiPippi, er det netop et indsatsområde der ligger mig meget på sinde. Som gamer gennem 30 år, er det også personlige erfaringer som presser sig på.

Den kontinuerlige ‘prikken til’, mikroaggressionerne og nedgørelsen når der siges stop. Alt sammen dele af en kultur der nu tales om, men som rykker sig usandsynligt lidt.

Vi har et fælles ansvar, og det starter præcis der hvor debattråden på ZULU CS:GO stoppede: Der skal være plads til alle i esport, og det starter med tonen.

Alle navne og billeder er fjernet fra billederne, da det ikke handler om individet.