AlleTil forældreTil fagfolkRefleksioner
,

Skærme ud af folkeskolen er kun halvdelen af svaret

Eva Fog Noer

·

En lærer viste mig engang et depot på en skole. Der lå ubrugte tablets og bærbare på hylder. Og på gulvet. En tablet var blevet dørstopper.

Læreren slog ud med armene. Hun var frustreret. Dybt frustreret. Som alle andre skoler i Danmark, havde de fået besked på at der skulle købes teknologi ind. Uden medfølgende instruktioner. Uden undervisningsmateriale. Uden en plan.

20 års dansk skolepolitik om teknologi

Denne lærer var ikke den eneste. Hun var en af de lærere og pædagoger, som fra det ene øjeblik til det andet var endt som teknologiske fyrtårne. Nogen skulle jo tage ansvaret, og det faldt på dem, der turde. Resten af systemet var ikke klar.

I 00’erne og 10’erne rullede digitaliseringen ind over de danske skoler i rekordfart. Kommunerne købte ind, fordi det var smart. Alle andre gjorde det. Politikerne krævede det. Pengene fossede ud af skolevæsenet og ind i tech-branchen.

Smartboards blev hasteindkøbt. Mange af dem endte som dyre filmfremvisere, man kunne skrive på. Der fulgte ingen ordentlig instruktion med, og der var ganske lidt officielt materiale at lave undervisning med. iPads og Chromebooks blev rullet ud i tusindvis. Digitale læringsplatforme fortrængte arbejdshæfterne, hovedsageligt skabt af private erhvervsdrivende.

Den offentligt understøttede efteruddannelsen fulgte ikke med. Det var de private virksomheder, der havde fest. Det var dem, der kom først med materialer, kurser og muligheder. Skolerne blev kunder først, undervisere sekundært. Lærere og pædagoger fik udleveret grej, de ikke havde fået tid til at sætte sig ind i, og blev så bedt om at bruge det.

Jeg trådte ind i edutech – educational technology – i 2009. Jeg har set tablet-dørstopperen. Jeg har mødt udskolingselever, der ikke kunne finde rundt i et almindeligt skriveprogram på en computer, fordi de havde brugt ti år på at swipe. Jeg har undervist pædagoger og lærere, der stod med digitale redskaber og følte sig magtesløse.

Det blev ikke kaldt en skandale dengang. Det var det ellers.

Navnet kom tilbage, fagligheden gjorde ikke

Teknologiens ankomst var ikke den eneste ændring, der satte sit præg.

Med folkeskolereformen i 2014 blev skolebibliotekerne omdøbt til Pædagogiske Læringscentre. Skolebibliotekaruddannelsen blev nedlagt i samme periode, og med det blev uddannelseskravet til personalet fjernet.

Nogle steder fortsatte arbejdet som hidtil, bare med det nye navn. Andre steder forsvandt funktionen, og dermed den faglige støtte, stille og roligt.

Mange skolebiblioteker har lidt under det, nogle steder er de blevet helt nedlagt, og det har været meget uheldigt for læselysten.

Ida Kongsgø, Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre

Der er noget paradoksalt ved at, mens vi åbnede døren for iPads, lukkede vi det rum, hvor børn kunne møde en faguddannet vejleder og en fysisk bog i ro.

Fra 1. januar 2026 får stedet så sit gamle navn tilbage. Lovændringen begrundes med et ønske om, at børn læser mere i fysiske bøger. Det er fint, men det føles ret symbolsk. Uddannelseskravet til personalet er nemlig stadig ikke tilbage. Det er fint at rummet får sit navn tilbage, men hvem skal bemande det? Hvem har fagligheden til at vende statistikken?

En ny undersøgelse fra ROCKWOOL Fonden og DPU viser, at 60% af al undervisning i danske folkeskoler i dag foregår ved en skærm. Fysiske bøger er reduceret til kun 7,5%. Det er noget af en opgave at ændre på, efter 20 år uden en plan der strakte sig længere end en valgperiode.

Skærmbrug i undervisningen (ROCKWOOL Fonden/DPU)

Det er ikke lærernes eller pædagogernes fejl. De har arbejdet med det, de fik i hænderne. Det er politikkens og politikernes. Debatten har stået på siden teknologibegejstringen tog sit indtog, så det er ikke fordi vi ikke har talt om det.

Skal teknologiforståelse være et selvstændigt fag? Skal det ind i alle fag? Begge dele? Obligatorisk eller valgfag? I 2018 satte man et stort forsøg i gang på 46 skoler. Nogle underviste i teknologiforståelse som selvstændigt fag, mens andre integrerede det i de eksisterende.

Undervejs har fagfolk sagt det samme: Lægger man det ud i alle fag, risikerer alles ansvar at blive ingens. Lægger man det i et selvstændigt fag, bliver det løsrevet og får ikke timer nok.

Den demokratiske dannelse kan ikke løftes af valgfag. Dem, der har brug for det, vælger det ikke.

Morten Misfeldt, professor, Københavns Universitet

Fra skoleåret 2027/2028 vil teknologiforståelse blive integreret i eksisterende fag, og udbydes som valgfag i udskolingen. Lærerplanerne er endnu ikke færdige. Præcis som fagfolk havde advaret imod, er vi endt i begge lejre. Ingen og alles ansvar, og der er ikke nok uddannede til at varetage dannelsen. Som fagperson kan jeg føle trætheden snige sig ind, for historisk set ser vi ud til at ende præcis hvor vi startede.

Udviklingen fra 2003 til i dag

Vi har en irriterende tendens til at smide penge efter det, der er oppe i tiden, og så glemme, at nogen skal lære at bruge det bagefter. Da natur/teknik blev indført i folkeskolen i 1994, tog det to år før lærerstuderende overhovedet kunne vælge faget på læreruddannelsen. Da man i 2003 spurgte 393 natur/teknik-lærere, om de var blevet uddannet i faget, var det ti der kunne svare ja.

Ti ud af 393. Det var udgangspunktet 9 år efter, at faget blev indført.

21 år senere, i skoleåret 2015/16, blev kun 60% af natur/teknik-timerne undervist af lærere med faglig kompetence. Det steg til 71,6% i 2020/21, men så skete der noget: Efter coronapandemien slækkede man kravet, og tallene faldt igen.

I skoleåret 2024/25 er vi nede på 62,6%.

Men det er ikke hele historien. Tallene dækker over lærere med enten linjefag i natur/teknik eller efteruddannelse, der giver tilsvarende kompetencer. Selv med 62,6% er kun omkring hver fjerde lærer reelt uddannet til at undervise i faget.

Vi står endnu engang overfor et valg

Det er det mønster vi gentager, og det er på den baggrund, man skal forstå den nuværende skærmdebat.

Fra skoleåret 2026/2027 bliver folkeskolen mobilfri ved lov. Aftalepartierne opfordrer samtidig til mere analog undervisning i de yngste klasser. Der er afsat 540 millioner kroner til bøger. Der er i stigende grad en modreaktion mod, at vores børn nærmest som standard har en skærm foran sig fra de når mellemtrinnet.

Alt sammen kloge reaktioner, der kommer på baggrund af 20 års pendulfart mellem begejstring og betænksomhed. Men vi skal virkelig passe på med at afskrive teknologien.

Den verden børnene skal ud og leve i, er dybt digital. Den forsvinder ikke, fordi vi lægger en Chromebook i tasken, og den forsvinder heller ikke, fordi vi køber flere bøger. Og det er dér, debatten svigter for: hvad er planen?

Hvor er efteruddannelsen til lærerne og pædagogerne, som nu skal veksle mellem analogt og digitalt med endnu større bevidsthed? Hvor er den didaktiske ramme, der skelner mellem nytteløs og nyttig brug? Hvor er uddannelseskravet til de skolebibliotekarer, vi lige har fået tilbage? Hvor er sammenhængen mellem mobilforbud, bøger, teknologiforståelse og skolebibliotek?
Alt sammen noget, som lige nu ruller ud ved siden af hinanden uden samlet retning.

Det er super med flere penge til bøger, men de er intet uden dem, der skal gøre reformen til virkelighed ude i klasselokalet. Så kære politikere: Den eneste vej til succes er, at klæde de mennesker på, som står med børnene hver eneste dag. I klasselokalerne såvel som i fritiden.

Der er ikke én stor løsning. Der er en konstant dualitet, og den skal anerkendes for at vi lykkes.

Kilder

, , ,

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *