Det slår hårdt
En kollega sad og snakkede om den træthed der melder sig i denne tid. Den er helt anderledes end normalt, en tung og lidt ugidig træthed som slår hårdt.
I en normalt travl hverdag afsluttes dagen med en fornemmelse af træt velvære, et veludført stykke arbejde.
De seneste ugers omvæltning har bragt en ny – og meget lidt tilfredsstillende – form for udmattelse med sig. Den slags der opstår når ens verden pludselig vender på hovedet, og man ikke aner hvad den nærmeste fremtid vil byde.
Det føles lidt som at spilde ens tid, når alle ens talenter kommer på standby fordi der ingen er til at bruge dem med.
Desuden huserer tanken om hvilken omvæltning det bliver når hverdagen engang træder i kraft igen. Ikke for os pædagoger som sådan. Det er mere børnene og mine lærerkollegaer jeg tænker på.
I dag gik regeringen ud og udtalte at de ikke vil gribe ind. Konflikten må gå sin gang, iflg. Corydon og Thorning.
Suk. Men de kan jo ikke blive enige! Nu stikker regeringen vist halen mellem benene og prøver at undgå at tage stilling.
Tøsedrenge.
Det er lidt som at overvære en viljemagtkamp mellem to stædige børn, hvilket mange aviser og andre også har portrætteret.
En forsker er endda gået så vidt som til at sige, at den konfliktløsning der skal bruges, er egenskaber de stridende burde have lært i 0. klasse.
Mine 0. klassebørn ved i hvert fald godt hvad man skal gøre, når to ikke kan enes og man ikke længere kan løse det selv: man henvender sig til en voksen. Spørgsmålet er bare – hvem er de ‘voksne’ her?
