Nøj, den lockout var noget møg! Dens efterdynninger lever stadig og jeg kan ikke gennemskue hvor længe de vil fortsætte.
Personligt har det givet mig stres. Bare tanken om at skulle stå alene med ansvaret for min klasse er nok til at gøre mig rundt på gulvet.
Før alt rodet startede havde jeg på fornemmelsen at det ikke ville være godt for mig, men hvad kan man gøre? Jeg måtte passe mit arbejde, uanset karakter, for de børn der kom skulle passes.
Vi lagde ud med ideen om, at vi blot skulle føre tilsyn. Det holdt i ca. 1 uge og så måtte en form for hverdag etableres.
Hvordan gør man så det når man ikke må undervise? Man forsøger at være kreativ. Meget svært, når man ikke aner hvor længe møget bliver ved!
Nu er lærerne tilbage, og deres stres er udtalt. Hvad kan de nå at lære børnene? Hvor mange er sakket så meget bagud at det ikke er til at rette op på?
Jeg prøver – ikke helt succesfuldt – at lade mit arbejde blive på min arbejdsplads. Det er bare så svært! Vi starter 1. klasse om få måneder og alle hængepartierne tynger.
Gad vide hvor længe vi vil se følgerne af lockouten? Vil kommende generationer identificere sig som ‘dem, der oplevede lockouten’?
Jeg får fortalt, at jeg får tykkere hud med tiden. Det er bare ikke sikkert jeg har lyst til det.
Danish 
English