Børn leger og har altid gjort det.

Leg er baggrund for al læring. Punktum Udråbstegn x 200.

Voksne prøver at tilpasse deres børn den verden de voksne op i, og det har de også altid gjort. Nu om dage hedder det opdragelse.
Vi er gået fra at børn skal være usynlige små udgaver af voksne til at anse dem for selvstændige, unikke individer. I hvert fald et langt stykke hen af vejen. Et emne jeg tager en anden gang.

Vi har i hvert fald en ny generation af kompetente og meningsfyldte børn som vil selv, kan selv og i høj grad må selv.

Lad mig starte med at beskrive nogle af de ting børn efterhånden er rigtig gode til, helt af sig selv, og som voksne skal holde fingerne fra i så stort omfang så muligt: De er gode til at lege og udforske.

Inden jeg får nogen på nakken for ovenstående udtalelse så lad mig klarificere at jeg ikke mener voksne skal blande sig uden om. Overhovedet ikke – stik modsat!
Vi skal deltage, observere, spørge, lytte og uddanne os. Hvad vi skal holde fingrene fra er børnenes naturlige måde at deltage sammen om f.eks. et spil Fifa 13, SuperMario eller en god gang Lets Dance 4. I dag er langt de fleste spil baseret på singleplay såvel som multiplay . I praksis betyder det at børnene spiller sammen, også når de ikke fysisk er sammen. Et koncept som er meget fremmed for mange forældre, som kommer fra en helt anden tid.

En frygt der lever er, at børnene isolerer sig ved at sidde ved de digitale medier. Denne frygt er på sin vis berettiget, men jeg vil gerne belyse den anden side af emnet. Hvad der sker når børnene ikke deltager.

Tænk tilbage på da du var barn. Dig og dine venner samlede måske på bilkort, klistermærker eller hønseringe. Det var I fælles om. Nogle gik til fodbold samme og andre til gymnastik ved siden af.
Dagene i både skolen og fritiden gik med ens fælles interesser, og det var sådan venskaber blev knyttet. Når man var alene var man sammen med familien eller inde på sit værelse. Der blev læst tegneserier, bøger, hørt musik på radioen/ stereoen og set lidt fjernsyn.

Vi rykker lige frem til 2013

Børnene i dag samler på fodboldkort, Bella Sara kort og Skylanders. Samtidig har de en Nintendo DS, måske en iPad, en Playstation eller en anden konsol derhjemme. De større børn har også en mobil, måske endda en smartphone.
DS’en og Skylanders figurerne kommer med i tasken på samme måde som kortene eller andet legetøj, og i frikvartererne og på SFO’en samles de i klumper hvor de ser hinanden spille. Nogle gange mod hinanden, andre gange alene.
De kan gå på computerne i SFO’en og spille med hinanden, enten via internt netværk eller online på spil som WarCraft, MineCraft eller MovieStarPlanet. Selvom der kun er plads til at en kan sidde der, står eller sidder vennerne og deltager. Nogle måske ved en computer ved siden af eller ved at stå bagved. Men de samles ikke desto mindre og deltager alle aktivt (og højlydt, skal jeg hilse at sige…).
Der høres musik på Youtube og snakkes og grines.

De tager hvad de spiller og laver efterfølgende lege ud fra det. Skylanders bliver brugt både fysisk og virtuelt, og der er kamp om hvem der har de bedste. De bygger det de har lavet i MineCraft i Lego og synger musik de har hørt på Youtube. Ofte på ‘børne engelsk’, da de ikke har en dyt forstand på sproget og bare efterligner lydene.
De tegner hvad de har spillet, viser det til hinanden og snakker om universerne.

Hvis ikke lige de kan finde deres venner SMS’er de dem, og der bliver taget billeder af dem og vennerne som postes på Instagram eller Facebook. Der bliver holdt øje med de sociale tjenester undervejs.

Når de kommer hjem fra skole kan de, når de er færdige med foldbold og gymnastik, logge på Nintendo Wii’en eller Playstation 3’eren og spille online med deres venner. De kan også gå på computeren og spille MineCraft eller MovieStarPlanet , og chatte med venner og bekendte via Facebook eller MSN Messenger. De kan også Skype til hinanden, så de taler mens de spiller.
De checker ofte online sociale medier og mobilen samtidig.
De er online og i kontakt med hinanden hele tiden.

Jeg kan blive helt kulret i hovedet og lettere stresset ved tanken om alt det børnene har gang i, men mit klare indtryk er at børnene ikke deler dette – såfremt det sker i regulerede mængder. Det skal voksne forstå!

Børnenes måde at lege og socialisere på er ganske enkelt en ret udvidet form af hvad vi oplevede som børn. Som vores forældre før os kæmper vi for at balancerer de gamle og de nye dyder, og denne balancegang er bestemt ikke nem.

Nogle forældre vælger at forbyde deres børn at deltage eller sætter meget restriktive grænser for deres børn. Jeg tillader at tvivle på om disse forældre har sat sig ind i hvad de gør ved deres børn.
Selvonfølgelig skal ungerne ikke sidde foranskærmene hele tiden! De skal bevæge sig, lavet andre ting og finde ikke-digitale lege med deres venner. Og det gør de når opdrages til at have et afslappet forhold til både de digitale og de mere gammeldags legemetoder.

Forbud har aldrig hjulpet til at fremme kommunikationen.

Det har deltagelse derimod.

Lad mig komme med et par eksempler fra min hverdag.

Jeg havde fornøjelsen af at hygge med en pige fra 1. klasse mens hun ventede på at hun og veninderne skulle spille Wii. Hun havde placeret sig på skødet af mig og vi sad og talte om hvad hun lavede derhjemme. Jeg spurgte nysgerrigt til om hun spillede når hun kom hjem. og hun fortalte vidt og bredt om hvordan hun sad på skødet af hendes far mens de spillede spil på computeren. Nogle gange på engelsk, hvor han så oversatte. Det var tydeligvis noget de delte sammen.

En anden gang snakkede jeg med en far, som tålmodigt ventede på at hans søn blev færdig med den omgang MineCraft han havde i gang. Planen var, at sønnen og hans venner skulle spille videre når de kom hjem, for som hans far sagde, så havde de en MineCraft server stående derhjemme. En server hvor hele drengens klasse – sågar årgang – spillede sammen, mens de talte over Skype.

Begge ovenstående eksempler viser forældre, som deltager – enten aktivt eller passivt – i børnenes digitale leg.
De hjælper dem med at få de rette redskaber og står til rådighed med støtte.

Jeg vil også gerne komme med et eksempel på den anden side.

Et barn er blevet pålagt et forbud af sine forældre der hedder 30 min. spilletid på den spilledag årgangen har og ikke noget med at se på de andre. Barnet er desperat efter at få sin ene tur og kæmper sig frem gennem de andre børn for at sikre sig den. Når turen så er over er barnet ladt tilbage mens vennerne efter en pause kan få en tur til. Det forsøger på alle mulige måder at snige sig til at få et glimt af vennerne der hygger og spiller. Forsøg på at få barnet til at deltage i andre aktiviteter lykkedes sjældent eller halvhjertet.

Det er ikke muligt at trænge igennem til barnets forældre. De holder på deres og kan kun se det skadelige i hvad de digitale lege medbringer. Barnet isoleres ufrivilligt af sine forældre.

Jeg ved godt at mange forældre er stået af nu. Der er mange skræmmekampagner og nyheder i medierne. ord som pædofili, hackere, internetmobning og meget andet er virkelig oppe i medierne for tiden, men lad os slå koldt vand i blodet og se på statestikkerne!
Det er slet ikke så farligt og hvis de voksne omkring børnene støtter op og lærer dem hvordan de bedst begår sig, får vi virkeligt kompetente unger – ikke hjælpeløse ofre.

Du er måske en af dem der sidder og tænker “jeg aner intet om computere – hvordan skal jeg så hjælpe mit barn”?
Har du ikke de tekniske kvalifikationer, så brug dine menneskelige.
Snak med barnet. Vær interesseret uden at være anmasende. Gå på nettet og læs om det de spiller. Mange gange har spillenes hjemmesider forældreafdelinger, hvor de fortæller hvem de er, hvad de går ud på og kommer med gode råd.
Tag klassen/ skolen/ SFO’en i samråd og spørg. Lyt. Deltag!

I sidste ende er barnets tarv det vigtigste, og med så mange gode ressourcer nu om dage, er det kun et spørgsmål om vilje at hjælpe ungerne på rette vej.

da_DKDanish