For et par uger siden sad jeg og tegnede med børnene.
Jeg er af den holdning, at hvis man skal blive god til at tegne digitalt skal man også kunne det analogt. Derfor bruger jeg tit tegnetid sammen med dem.

En lille, tykke fe dukkede op.
Børnene kommer altid og ser på når jeg tegner, og denne gang var ingen undtagelse.
Med det samme begyndte der er komme kommentarer, hvilket er helt normalt, da jeg oftest skitserer først. Det gør mange af børnene forvirrede eller endnu mere nysgerrige på hvad pokker det mon er.

Men denne gang skete der noget nyt.
De begyndte at stille spørgsmål om hendes størrelse.
“Hvorfor er hun tyk?” blev jeg spurgt igen og igen.
Intet barn har før spurgt mig hvorfor en af mine andre tegninger havde tynde figurer.

Børnenes reaktion på at hun var tyk kom meget bag på mig, og jeg blev stædig.

Mit formål med at tegne med dem er i forvejen pædagogisk, da jeg viser dem teknikker, muligheder og giver dem den vigtigste læring jeg kan: Hvis du vil være god – øv dig!
Børn spejler sig i de voksne og denne gang blev det mere end almindeligt nødvendigt at spejlingen forblev soleklar:
Jeg tegnede en tyk fe og hun var perfekt som hun var.