Børn har en fantastisk – og tit ret irriterende – evne til at gennemskue voksne.

Og de ved instinktivt når du ikke står ved det, du laver. Når du ikke er ’dit autentiske selv’.

Jeg har flere gange oplevet mennesker, som bliver utrygge, når jeg fortæller dem at børn kan gennemskue dem helt instinktivt. Det virker grænseoverskridende, og nogle gange decideret provokerende.

Da jeg første gang mødte denne skepsis, blev jeg ærlig talt overrasket.
Det var aldrig faldet mig ind at det, at tillade sig at fejle kunne blive set som provokerende og grænseoverskridende.

Jeg blev så fascineret af det, at jeg begyndte at spørge andre folk omkring mig, specielt i læringsmiljøet.

Den forklaring jeg oftest fik blandt undervisere var, at de er vant til at arbejde inden for meget fastlagte rammer, og derfor er tanken om at fejle ikke en mulighed.
Som underviser kender man det materiale man underviser i gennemgående, og forberedelser og ’fejlen’ foregår uden for klasseværelset.
Ikke sammen med børnene.

Blandt forældre var frygten for stigmatisering som ’dårlig forældre’, konsekvensen ved manglende kontrol, samt muligheden for at skade børnene ved ikke at være perfekt, dominerende.

Måske er jeg naiv, men min første tanke var – ”jamen, hvordan udvikler man sig så?”
I min erfaring kan jeg planlægge og tilrettelægge alt det jeg vil, men først når de vigtigste aktører – børnene – kommer i spil, ved jeg, om jeg har ramt hovedet på sømmet eller, om jeg skal prøve noget andet.

Sammen med børn har jeg altid en plan A, B og ofte C, for de er utilregnelige på den måde, som lærende, levende og udforskende væsner bør være.
Vi kan kun hvile på vores erfaring til en vis grænse, hvis vi ønsker at videreudvikle os selv OG vores børn.
Og børnene er og bliver de bedste mentorer i verden.
Børnenes evner skal respekteres, og de må hjertens gerne være bedre end dig.
Bare det er dig, som holder snoren og sætter rammerne. Netop heri ligger forskellen på kaos og læring.

De lærer af os, når vi ikke er perfekte. De lærer ikke, at være tro mod sig selv, når vi foregiver at være det.
De ser vores forsøg, vores løsninger, vores fejlslagne projekter, vores evne til at overkomme forhindringer og udfordringer – og lærer af det!

Det er ikke planen, at du skal være den bedste i verden, og vide det hele på en gang. Det er der ikke nogen der kan.
Hvis du bevæger dig ud i noget du ikke ved – så stå ved det!
Oh ja – du vil ’fejle’, men det er ikke et nederlag.
Hvor mange gange har et barn ikke spurgt om 100 ting i træk, uden nogensinde at have lyst til at stoppe?
Det er ofte barnets forsøg på at se, hvor langt de kan gå og sjældent et forsøg på at teste, hvor meget du ved. I hvert fald ikke efter det 10. spørgsmål J

Børn er videbegærlige men ikke blot efter fakta. De er videbegærlige efter, hvem du er og hvad du vil svare, gøre og, hvordan du vil reagere.
Hver ’ommer’ er lige så essentiel som succeser, og din mangel på viden samt evnen til enten at finde den eller afvise den, lærer børnene metoder til senere i livet.

Vi lever i en verden, hvor det perfekte ofte er idealet, men det er da ikke det, vi skal ønske at vores børn stræber efter!
Søges det perfekte, går man et liv med stærk modvind og få succeser i møde.
For det perfekte findes ikke. Uanset hvad TV, film, blade og reklamer ofte påstår.

Jeg er ikke perfekt, og jeg tør godt påstå, at ingen af jer er det J Skulle jeg tage fejl, så kom lige og snak med mig, for det vil være en sand fornøjelse at møde dig!

Men tilbage til det, at være børnenes lærermestre ved, at være tro mod sig selv og turde fejle.
Ordene ”Det ved jeg ikke, men det vil jeg prøve at finde ud af” skal være naturlige dele af opdragelsen!

Vi kan simpelthen ikke vide alt, og det tempo, som tingene udvikler sig i gør, at vi ofte ikke kendte spørgsmålene før de blev stillet.
Det er bare en præmis vi må leve med, for mængden af viden overstiger antallet af vågne timer i et normalt menneskes liv.

Ved, at tage ansvar for egne og børnenes succeser – eller mangel på samme – tager du både dig selv og dem seriøst.
Som en sidegevinst bliver I klogere, samt lærer hinanden meget bedre at kende.

Du beviser, at det er muligt at mangle viden og at det – for det meste – er muligt at finde den.
Kan du ikke finde det, ja så er det den erkendelse du fremviser barnet.
’Det kunne jeg ikke finde, men vi kan prøve igen en anden gang’.

Alternativt kan ’prøv at spørge dine lærere’ også være svaret, for det er jo ikke din opgave at vide alt, og nogle gange har de en anden indgangsvinkel, end du har.
Som afslutning vil jeg opfordre jer til at fejle en hel masse, samt tage det som en læringsoplevelse.

Det er det, vi beder børnene om, så det bør være muligt at gøre et forsøg selv.
Gør alle en tjeneste, og vær så autentisk som du kan.
Det er ikke altid nemt, men det er der ingen der siger, at livet altid skal være