De syv partier i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg er på rekordtid blevet enige om et fælles forslag, der gør op med mobiltelefoner og andre skærme i byens daginstitutioner, skoler, sfo’er og juniorklubber. Fremover må skærmene kun findes frem i faglige eller pædagogiske sammenhænge.
I 2012 startede jeg på en SFO på Frederiksberg som multimediepædagog. Jeg var ansat til at skabe kreative digitale tilbud, samt stå for gamerværkstedet sammen med andre dedikerede kollegaer. Det var der jeg trådte mine første skridt på den rejse, jeg i dag anser som min karrierevej: Formidling af digitale og teknologiske aktiviteter til børn og unge i relevante og pædagogiske rammer.
I dag kan jeg læse, at kommunen har besluttet sig for et de facto forbud mod selvsamme aktiviteter, som de i sin tid forstod vigtigheden af.
”Mobiltelefoner og skærme er noget børn og unge alene bør anvende i faglige eller pædagogiske sammenhænge i skolen og i fritidslivet,” siger borgmester Michael Vindfeldt (S) til FrederiksbergLiv. En sætning, som det konservatives Rådmand Laura Lindahl læner sig op ad i et opslag på LinkedIn.
Det er jeg som udgangspunkt enig i. Der ingen tvivl er om, at vores børn og unge alt for længe har befundet sig alene i de tusinde digitale lukkede rum, hvor næsten ingen voksne kan se med. I skole og fritidsliv kan netop det pædagogiske personale hjælpe med at skabe bedre vaner og mønstre. I særdeleshed fritidslivet, hvor det er ikke skemalagt læring men menneskelig dannelse som er fokus.
De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.
Laura Lindahl – Linkedin 25.5.24
Der er gået over et årti siden jeg startede på SFO’en. Behovet for den type opgaver jeg startede med, er ikke blevet mindre. Mit arbejde har udvidet sig til undervisning af pædagogisk personale, foredrag for forældre og interessenter, samt konsulentarbejde indenfor børn og unges simultant analog og digitale liv. I de forgangne år har jeg også været en aktiv spiller i udviklingen af det danske gaming og Esports miljø gennem forbundet Esport Danmark. Jeg har været en del af det som er kendt som EduTech bølgen, siden den startede i Danmark. I den tid har jeg i praksis set hvad det har gjort da tvangsdigitaliseringen blev indført, samt hvad udbredelsen af digitale apparater gjorde ved små som store.
Hver gang er personalet oftest endt med et enkelt IT-fyrtårn, som stod alene, mens kollegaer forsøgte at finde hoved og hale uden opkvalificering. Jeg har også set, hvor stor en effekt digital pædagogik i fritidspædagogik har.
Med den baggrund spurgte jeg ind til hvordan pædagogiske sammenhæng defineres, hvortil Laura Lindahl svarede at ‘det overlader hun trygt til personalet’.
I mit svar til Rådmanden belyser jeg min erfaring og, at jeg forventer det vil kræve en del af personalet. Til det svares, hvad jeg kun kan betragte som en affejning: ”Det tror jeg næppe. De skal bruge det når det giver mening i undervisningen eller pædagogisk. Ikke andet. Det er ret simpelt. Nul YouTube, gaming eller lign. Lad os ikke gøre det sværere end det er.”
Svaret viser med stor tydelig, hvad Laura Lindahl selv svarer på en andens spørgsmål om hvilken evidens der ligger bag beslutningen: Det er en politisk beslutning.
Når du siger at gaming ikke er pædagogisk, er vi meget uenige. At sidestille gaming og YouTube er også en vildledelse i min optik og erfaring. Jeg ser frem til at få konkrete eksempler på hvad I så tænker giver mening.
Eva Fog Noer – Linkedin 25.5.24
Der er ikke længere tale om et nuanceret blik, hvor velovervejede retningslinjer med blik på aldersgrupper og udviklingsstadier tages i betragtning. Det er en forbudsmentalitet, som er et tegn på den udmatning og frustration, der ligger i samfundet efter mange års ukritisk tilgang til den digitale udvikling.
En ting er, at ’skærme’ ikke skal dominere skolegangen og børn og unges fritidstilbud. En sund og nøgtern tilgang, som vil hjælpe mange med ikke at blive distraherede og, at se andre muligheder i de tilbud som gives. Noget andet er at lukke kategorisk ned i et rum, hvor der vil være mulighed for refleksioner og snakke med trygge voksne. Her taler jeg specifikt fritidstilbud for mellemtrin og udskoling.
At kategorisere YouTube og gaming sammen, som konservatives Laura Lindahl gør, er et tydeligt tegn på at der ingen forståelse er for digital kultur. Præcis lige så unuanceret som begrebet ’skærm’, der bruges som syndebuk og fællesnævner.
Når der bruges ord som at ’overlade det til personalet’, er det ansvarsfralæggelse. Det ser godt ud på papiret, men det kræver et stort stykke arbejde. Jeg håber virkelig, at Frederiksberg Kommune vil give deres medarbejdere opkvalificeringen og tiden til at skabe relevante og pædagogiske funderede digitale og teknologiske aktiviteter. Fritidspædagogik er i forvejen et meget overset område, med enorm betydning for vores børn og unge. At indføre forbud er at underminere det endnu mere, og det er ingen tjent med.
Danish 
English