Jeg er blevet hjemme under dynen i dag.
Om det er er form for fallit erklæring eller evnen til at passe på mig selv, er svær at sige, men valget er taget.
I dag kan jeg bare ikke mere.
Som langt de fleste af mine kollegaer, har jeg rendt rundt som en hængt kat i flere uger.
Allerede i mandags så vi på hinanden og anerkendte udmattelsen.
Det var mandag.
Tirsdag var det endnu en kamp om at holde den fra døren, og det er fortsat. Hver dag.
I går begyndte jeg at fryse, og da jeg skulle krydse min klasse ind, var et af børnenes første kommentar: “Du ser træt ud, Eva”.
Det var jeg. Det er jeg.
Og øm i hovedet, halsen, kroppen.
Nætterne er fyldte med underlige drømme, og søvnen kommer enten øjeblikkelig eller lader vente lang tid på sig.
Tankerne er så mange.
Om alt det der skal nås, der skal ske.
Så sent som i går havde jeg en snak om søvn med en kollega.
Hun kan ikke falde i søvn pga. tankerne.
Jeg tror aldrig, jeg har snakket så meget om søvn på mit arbejde før.
I hvert fald ikke de voksnes.
Vores vikarer har mere eller mindre fast job efter skolereformen er indtrådt.
Udmattelsen fører sygdomme med sig, gang på gang.
Kun få standhaftige eller stædige lader sig ikke berøre, skønt de også er trætte.
Så jeg er blevet under min dyne i dag.
Jeg har ikke mere energi at give af, og min krop fortæller mig at jeg skal blive liggende.
Den dårlige samvittighed nager, og dog kan jeg ikke ignorere hvad der sker.
Jeg duer ikke til at køre mig selv helt i sænk, og hvem pokker vil også have gavn af det?
Mandag må jeg på den igen, uanset hvad.
Alt for meget skal gøres, skal nås.
Men ikke lige nu.
Nu skal jeg sove, hvile og pleje min ømme krop.
Danish 
English