Stop motion video - Lucas 10 år

Stop motion video – Lucas 10 år

De fleste med børn eller barnlige sjæle har mødt stop motion på en eller anden måde.
Om det er i form af de oprindelige Godzilla film, F for Får, Coraline eller et af de fantastiske projekter fra Aardman Animations, så har det eksisteret længe før 3D speciel effekter blev muligt.

Selv i dag er det en kunstart som mange insisterer på at holde sig til, og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor.
Det er så fedt!

Kreative tanker tænkes

Kreative tanker tænkes

Jeg begyndte ikke selv med stop motion, før jeg stod med en iPad i hånden og en flok ivrige unger omkring mig.
Som animator har jeg beskæftiget mig on/ off med håndtegnede animationer, og principperne er grundlæggende de samme.
Derfor var det ret naturligt at kaste mig – og ungerne – ud i stop motion.

Alt det tekniske omkring det kan efterhånden klares af apps. De færreste af os har de rette kameraer og programmer til at lave det på anden vis, og med gode og billige alternativer til iOS såvel som android, er det nemt at starte.

Grundlæggende handler det bare om at hoppe ud i det og være frygtløs! Meen… et par tips med på vejen hjælper 🙂

Det grundlæggende

Stop-hvad-for-noget?

For at forstå hvad det er, skal der lige lidt teknisk på bordet.

Stop motion er en serie enkelt billeder afspillet med et valgt antal billeder per sekund.
En genstand fotograferes, flyttes, fotograferes, flyttes osv. indtil handlingen man ønsker er skabt.

En normal film har mellem 24 og 30 billeder i sekundet (frames per second – fps). Nogle nye film har 60 fps, men det er ikke noget øjet er trænet til at se endnu.

Stop motion behøves ikke så mange fps, men kan sagtens klares med 10-12 billeder.
Helt ned til 6 fps kan også godt bruges, men det ser bedre ud med flere.

Alt kan bruges til at lave en stop motion film. Mere om det senere.

Det mere tekniske

Før du begynder, skal du selvfølgelig have udstyret klart.
Du kan bruge en hvilken som helst tablet eller mobil med en stop motion app på.

Jeg har tidligere anmeldt app’en Stop Animator til iPad men er sidenhen gået over til iStopmotion. Den er simpelthen bedre.

Til Android kan der bruges PicPac app’en, men prøv dig frem.

Der er mange forskellige slags, men det er vigtigt at vælge en som du kan lide, og gerne som har funktionen ‘onion skin’.
Det er en smart måde at sige, at man kan se det billede man lige har taget, så det er nemmere at se hvor næste billede skal tages.

Kan du skaffe en holder, som får din tablet/ mobil til at stå HELT stille, så gør det.

Tro mig – forskellen på din stop motion film med eller uden rystelser er enorm. Derudover slipper man nemmere for uvelkomne fingre i billedet.
Bare se disse videoer. De er klassiske eksempler på hvad man bør undgå.

[su_youtube url=”http://youtu.be/9_JJ_vVp_mE” width=”200″ height=”200″] [su_youtube url=”http://youtu.be/7u42aCq1TAg” width=”200″ height=”200″] [su_youtube url=”http://youtu.be/LeM8YWJt1wc” width=”200″ height=”200″]

Jeg har indtil nu ikke haft adgang til andet udstyr end iPads med covers på, så jeg lavede en ‘gør-det’selv’ løsning med et bord, kasser og instruktion.

Vi legede ret hurtigt med green screen også, men det skal du pt. blot ignorere.

2014-03-18-12.55.14

Gør-det-selv stop motion studie

Billedet her viser hvordan jeg lavede 2 scener, så to hold animatorere kunne arbejde samtidig.

Jeg har sidenhen købt en del udstyr til mig selv, som gør verden nemmere. Bl.a. en ‘tripod’ – et trebenet kamera stativ – samt holdere til iPad og iPhone.
Det kan fås for ca. 500 kr. i Danmark men langt biligere, hvis du vil købe på Amazon.co.uk eller Ebay.co.uk.

Ellers kan du bruge små stativer som f.eks. Gorillapods, der bl.a. kan snos rundt om pæle, stolerygge eller ligende.

Mulighederne er mange, men formålet er det samme: få tabletten/ mobilen til at sidde stille!

Det mindre tekniske
'Olie timeglas' og plus-plus'er

‘Olie dims’ og plus-plus’er

For, at lave stop motion, skal du have noget der kan flyttes rundt.
Jeg har brugt alt fra plastikdyr til LEGO, og i praksis er mulighederne uendelige.
Jeg havde et barn, som lavede stop motion med en – ja, hvad kalder man det – olie dims og plus-plus’er. Det er videoen i starten af artiklen.

Det er fantasien der sætter grænserne.

Lad være med at blive for ambitiøs i første omgang når det kommer til rekvisitter, baggrunde osv.
Mulighederne er som sagt uendelige, men det gamle ordsprog om at ‘Rom ikke blev bygget på en dag’ gælder også her.

De andre ting
Der skal være plads til det nødvendige

Der skal være plads til det nødvendige

Sørg for, at der er plads til udfoldelse.
Om det er en bordflade, et gulv, vindueskarmen eller noget 4., er underordnet.
Bare sørg for, at det hele ikke foregår på et frimærke.
Minimumspladsen skal være, hvad der kan ses på kameraet – gerne med bevægelsesrum omkring. Specielt, hvis der er flere om projektet.

Sørg også for, at der er lys nok.
Et dunkelt rum er svært at filme i, og mærkelige skygger er mere irriterende end interessante.

Det er fint med god dagslys eller almindelig rum belysning. Igen handler det om at holde det simpelt, for så at udvide hen ad vejen.

Før du starter

Hvad vil du?

Du ved nu hvordan du kan starte, men hvad skal du lave?
Hvis du er pædagog, lærer eller anden form for underviser, har du ofte et mål med det du foretager dig.

Det hjælper ikke noget bare at kaste ungerne ud i det, for de ved ikke altid hvad de skal stille op med det.
Ofte ender det – for drengenes vedkommende – med krig-død-splat, og for pigerne – hej-med-dig-nu-skal-vi-fortælle-en-historie.
Dette er ikke en grov stereotypisk holdning men erfaring.

Langt de fleste piger er gode til at finde på sammensatte historier, mens drengene falder i urmenneske-fælden.
Begge skal hjælpes ud over deres egne grænser, men som udgangspunkt skal de lave, hvad du syntes de skal lave.

Inden for rimelighedens grænser.

Introduktionen

Hvis det er nyt for børnene (og dig, måske), skal du vise dem potentialet før I går i gang.

Det er nemt nok at sige “Så går vi i gang”, men det er ikke det samme som at man kan.
For hvordan lægger man ud?

Det er vigtigt, at børnene ser hvordan det virker FØR de kastes ud i det.
Hvis du ikke har prøvet det før, så skal du selvfølgelig også se det.

Her er en video, som viser hvordan stop motion ser ud i forskellige tempi.
Læg mærke til forskellene. Børnene vil nemt kunne se idéen med flere fps (billeder i sekundet).

Checkliste før start

Nu er du klar! Eller.. er du? Vi tager den lige fra en ende af:

  • Tablet eller mobil til at optage med
  • En app til stop motion
  • Noget at lave stop motion med (figurer, LEGO, papirer o.a.)
  • Et sted med normal belysning
  • Noget, som får tablet/ mobil til at stå stille
  • En idé om, hvad stop motion er

Kan du sætte kryds ved alle, er det tid at gå videre til praksis.

Tre metoder

Der er som sagt mange måder at gøre det på.
Her er tre tilgange jeg ynder at bruge.

1) Find et overordnet emne (temafilm) 2) Planlæg start, midte og slutning (handlingsbro) 3) Hvad skal vi lege? (fri fantasi med voksen som tovholder)
Find et overordnet emne (tema)

Hvad enten du vælger at involvere poderne i processen, eller du på forhånd har taget valget, så er det en nem måde at komme i gang på.

Hav elementerne til stop motion filmene klar, dvs. vælg om I skal arbejde med LEGO, blyanter eller lave papir dukker.

Sørg for at brainstorme idéer om temaet MED børnene, da deltagelse altid er den bedste måde at engagere dem på.

Ved denne tilgang er det hele ikke planlagt på forhånd, men alle ved hvad temaet er og indeholder.

Det anbefales at lave en skitse over temaet, ud over brainstormen. Det visuelle aspekt hjælper.

Planlæg start, midte og slutning (handlingsbro)
Et story board bliver til

Et story board bliver til

Denne tilgang er bedst, hvis bevidsthed om historiens opbygning er vigtig.

Den kommer langt fra naturligt, og kræver meget mere af dig.

Her er et story board en rigtig god hjælp, hvor børnene ud fra 3 til flere billeder viser hvad der skal ske, ud fra kronologisk rækkefølge.

Vær bevidst om der er et tema, eller om børnene selv skal finde på noget.
Du hjælper dig selv ved at være forberedt. Få evt. børnene til at lave deres egne versioner af kendte eventyr.

Endnu engang er det vigtigt, at du ved hvilke elementer I skal lave stop motion med. Det sparer tid!

Skal vi lege? (fri fantasi)
Fri fantasi for fulde hammer

Fri fantasi for fulde hammer

Er du klar på organiseret kaos, så brug denne metode 🙂
Slip din og børnenes fantasi fri, og se hvad der sker.

Det kræver at du er bevidst om hvad du ønsker at børnene opnår.
Og deltag! Lad børnene se dig i aktion, for det virker inspirerende.

Med denne metode vælger du selv mængden af kaos og forberedelse.
Jeg anbefaler at prøve med en ramme først. Specielt, hvis det er første gang.

Det kan blive noget uoverskueligt at kaste en stor gruppe børn (og sig selv) ud i ren anarki, hvis man ikke har noget erfaring at lande på.

Skridtet videre

App smashing
Alva og Lilli lægger stemmer til deres stop motion

Alva og Lilli lægger stemmer til deres stop motion

Er du blevet helt vild med konceptet, kan det betale sig med lidt app smashing. Endnu et fint ord for noget simpelt: brugen af flere apps for at skabe et produkt.

Rediger i eksisterende stop motion film, tilføj lyd eller effekter i f.eks. iMovie eller Videoshop til iPad eller lignende til android. Jeg har desværre ikke fundet en app til android, som kan hamle op med dem endnu.

Jeg har nævnt green screen, men er gået let hen over det indtil videre.

Selve processen er såre simpel, og jeg har skrevet om et af mine forløb med det her.
Planen er, at jeg ved senere lejlighed skriver en artikel med et mere udførligt forløb. Så indtil videre må I ‘nøjes’ 🙂

Der er også mange andre muligheder, og igen er fantasien din begrænsning.

Videre inspiration

Nu kan du lige så godt kaste dig ud i det. Frygtløs og med fri fantasi 😉

Hvis du vil have lidt mere inspiration, kan du se på de andre artikler og videoer under Tema kategorien om stop motion og green screen.
Specielt interviewet med Alva og Lilli, som efter et forløb fortæller om, hvad der er sjovt og godt ved stop motion. Se det her.

Rigtig god fornøjelse!

da_DKDanish