Første undervisningsdag var nærmest umulig at stoppe 🙂
Jeg havde ondt i halsen af at forsøge at få dem i tale i overgangene. Ikke, fordi de ikke ville.
Læringslarmen var bare så massiv, deres små ører og sind så optagede at de slet ikke opfattede overgangene.
Uanset hvor meget jeg nyder læringslarm, nyder jeg ikke at miste stemmen.
Det tog jeg i betragtning næste dag, hvor vi kun havde 1 time til robotter.
Da vi havde overstået de obligatoriske lektier, fået udleveret robotterne til de respektive grupper samt fået organiseret hvem/hvad /hvor, opgav jeg at finde programmeringen fra dagen før frem på alle robotter.
I stedet tog vi den forfra, og det gav pote.
Jeg har hver tirsdag en kollega med i klassen, og han var dybt imponeret over børnene.
“Når børn kan programmere robotter, kan man også rejse ud i rummet”, var hans kommentar.
Da vi efterfølgende evaluerede var der konsensus om, at det havde været nemmere og sjovere.
Selv en af pigerne, som konsekvent melder sig ud af alt der ikke går efter hendes hoved, endte med at finde det fantastisk morsomt.
Ikke fordi jeg var specielt dygtig, men fordi en af hendes veninder fra klassen støttede hende.
Veninden kom på at give pigens lille bamse en tur på robotten, så den ide greb jeg og byggede en stol til bamsen. Så var lykken gjort, og jeg var så stolt af veninden.
Timen endte med robotter, som kørte frem og tilbage, bekrigede hinanden og kørte igennem en plastikpose.
Jeg glæder mig til på mandag, hvor vi skal igang igen og det gør børnene også.
Danish 
English