Jeg er gået i gang med en debat som ikke kan vindes.

En debat, som rammer lige i kernen af #metoo, de 1000 sigtede i Umbrella sagen og lignende temaer, der har præget vores mediebillede længe.

Det er ikke en debat, som skal vindes, da det vil betyde at nogen taber og i denne situation kan vi ikke tillade os, at have tabere. Dertil er det for vigtigt.

Så, hvad drejer det sig om? Lad mig starte der, hvor jeg for første gang valgte at kommentere en andens kvindes billede på Instagram.

Som så mange andre, er jeg glad bruger af det fantastiske sociale billedemedie. Jeg følger alt der har min interesse; mad, katte, tech, design, humor, interessante mennesker, skønhedssegmentet samt alt muligt andet, i en stor pærevælling. Det er det fantastiske ved Instagram, og personligt bruger jeg min profil som en afspejlning af hele mit liv. Netop sådan, som jeg ser brugen af mediet gør sig bedst.

En SoMe stjerne skifter stil

Nok om mit forbrug. Kimen til den uvindelige debat kom, da en skønhedsblogger ved navn Kristi, med aliaset Raw Beauty Kristi, lagde et ret seksuelt billede op. Noget, som ikke passer til hendes tidligere måde at kommunikere på. Mere om det om lidt.

“Hvad er der så galt med at lægge sådan et billede op”, vil nogen spørge?  “Det er hendes krop, så det er vel hendes valg.”
Det er det – både det med kroppen og valget. Det problematiske er, at hun med det billede har startet en lavine for sig selv, som mange andre unge kvinder kan ende i. Som mange allerede er i. Kristi er en offentlig SoMe stjerne med mange følgere på både YouTube, Facebook, Reddit, Snap (tidligere kendt som Snapchat) samt Instagram. Responsen på hendes billede var for mestedelen som jeg ville forvente den; en masse unge kvinder, der hylder hende for modet og lækkerheden.

For ja – hun ser godt ud. En del af historien om Kristi er, at hun har været seriøst overvægtig grundet PCOS, maveproblemer og andet surt, alt imens hun har insisteret på at være sig selv. Hun lægger smukke make-upper, laver åbenhjertede videoer om sit liv, samt gør hvad hun kan for at leve op til Raw – rå – delen af sit navn. Hun er en inspiration for kvinder, der ikke gider det pis med at alle skal være tynde og ens.

🖤

Et opslag delt af @RawBeautyKristi on YouTube (@rawbeautykristi) den

Billedet, der startede den uvindelige debat

Sidste år begyndte hun at arbejde med sin vægt. Det var ikke udpenslet eller tog ikke fokus fra hendes brand. Det var en personlig beslutning, som hun helt sikkert får et bedre liv af. Go girl!
Det bringer mig tilbage til den uvindelige debat samt billedet, der fik mig til at kommentere. Eller rettere til grunden til, at jeg reagerede.

Kristi repræsenterer som sagt utrolig mange unge kvinder. Kvinder, der kæmper med uvirkelige kropsidealer, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Indtil det omtalte billede var hun på en sti, som var sund, velovervejet og inspirerende. I det øjeblik hun ændrede stilen i sine posts, og valgte at stå frem i lingeri i en sensuel posering, åbnede hun op for et helt nyt publikum, der ikke ser hende som inspirerende og modig. Hun lukker op for dem, der i høj grad har været med til at skabe internettets infrastruktur; folk der søger efter billeder og film til seksuel tilfredsstillelse. Med tanke på hendes tidligere stil, lignede det et uovervejet move som kan få dumme konsekvenser for hendes person og liv. Så jeg kommenterede og blev mødt med det forventelige backlash. Et backlash fra folk som øjeblikkeligt formoder, at jeg kritiserer eller ønsker at skæmme hendes ytringsfrihed. Kvinder, der højest sandsynligt lever i den lykkelige uvidenhed om, hvad internettet også kan. Den del, som aldrig nogensinde glemmer.

Internettet husker – alt!

De ved måske ikke, at internettet er fuld af små, usynlige robotter lavet af kode, der indsamler og spreder tekst, billeder og video så hurtigt, at intet menneske kan følge med. Da Kristi lagde det billede op, ændrede hun sin egen livsbane på internettet. Samtidig serverede hun mange unge kvinder ideen om, at den slags billeder bør være offentligt tilgængelige.

“Men det har man jo altid gjort”, er et af argumenterne. Ganske korrekt, men…
Modsat ‘i gamle dage’ udbredes disse som sagt på livet løs som en del af internettet og den digitale revolution. Noget, som bare har ændret spillereglerne fuldstændigt. Se blot Umbrella-sagen.

Så, hvad så? Det holder jo ikke op, for der vil altid være nogen, som har behov for at ytre sig gennem seksualitet. Det er dejligt at blive set, rost og feteret. Inden nogen beskylder mig for at være nypuritansk eller, som en synes nødvendig at beskylde mig for efter min kommentar; at være kedelig, vil jeg gerne pointere at jeg intet problem har med at udleve sin seksualitet. Der findes andre og mere hensigtsmæssige måder, at vise sin seksualitet og styrke på. Også online.

Sensualitet og seksualitet i ærlig form

Tag en ung kvinde, som jeg er så heldig at kende; Louise Amalie Juul. Hun gør op med kropsidealer, egne usikkerheder og livet som ung kvinde med ord og billeder. Rå, ucensurede af slagsen. Det er seksualitet og sensualitet uden, at det udstiller hende som et objekt. Det er her, hvor grænsen for mig var nået med Kristi.

Det er den grænse, som jeg utallige gange forsøger at gøre – specielt piger – klar over. En grænse der opstår når unge i deres uskyld lægger billeder online med mere hud end tøj. Louise Amalies billeder rammer også nettet med de små, hurtige robotter, men motivet og opsætningen er dagligdagsagtig. Naturlig. Rende rundt nøgen i sit hjem-agtige. Der er intet ‘se mig som en du vil bolle’ over dem. Det er ‘bare’ bar hud, nogle gange pakket ind i det, som man nu engang pakker sig selv i som kvinde.

Hendes billeder er også over grænsen for mange, som slet ikke anser den form for nøgenhed passende i det offentlige rum. Den debat har eksisteret siden kroppen gik fra noget man gemte til noget man havde retten til at vise. Engang var anklen det vildeste seksual objekt og selv burkinier viser mere hud end man gjorde dengang.

Uanset hvad skal offentlig nøgenhed overvejes meget seriøst, specielt i det digitale rum. Grundene er opremses gentagende gange i denne artikel. I min optik skal budskabet billedet giver vægte tungt. Du bestemmer emnet men internettet bestemmer eksponeringen. Der er ingen redaktører eller bremser når det er gået online.

Kristi er en del af en tendens på Instagram, der egentlig forsøger at hylde kvinders ret til, at være som de er men, som udstiller dem som sexobjekter. Jeg er overbevist om, at det ikke er hendes intention at være – undskyld ordet – gokkeobjekt. Desværre er hendes fremtoning at sidestille med billeder i forskellige mandeblade. Debatten om hvorvidt det er okay, ikke burde være sådan og retten til selvudtryk uanset hvad tager jeg ikke op her. Jeg er ikke i gang med en slags victim blaming. Jeg gør blot opmærksom på realiteterne som de foreligger, uanset hvad jeg mener om dem.

Bevidsthed er det bedste forsvar

Kristi bliver ikke den sidste, som vil have lyst til at poste den slags billeder. Hun er voksen, så det er sådan set hendes ret uanset hvad jeg og andre mener. Mine tanker går altid på den indflydelse det skaber, når populære mennesker gør noget og poster det på de sociale medier. Vores børn og unge kan til en vis grad godt se hvad der er godt og skidt, men som jeg før har talt om, mangler den digitale opdragelse. Det gør, at deres evne til kildekritik og reflektion over den slags indflydelser ikke fungere nok.

Jeg får fortsat negative kommentarer om min kommentar, og jeg forventer ikke andet. Man bliver ikke venner med folk, når man tillader sig at skabe bevidsthed om den negative side af den slags.

I skrivende stund afsluttes uge 6, hvor hele Danmarks skolesystem har haft ekstra fokus på sex og samfund. Den slags er meget vigtige, og det handler langt fra om prævension, samleje og hvordan kroppen er sat sammen. Som forælder eller ansvarlig voksen skal vi hjælpe de næste generationer videre, så de kan se for- og bagdele ved deres online handlinger.

For mere information er her en liste over gode kilder til både børn, unge og voksne. Så med et sidste tak til Louise Amalie for, at stå ved renheden i sin egen krop og eksistens, vil jeg fortsætte mit mål med bevidstgørelse.

Sex og Samfund – https://www.sexogsamfund.dk/foraeldre
Save the Children Denmark – https://redbarnet.dk/vores-arbejde/vold-og-overgreb/digitale-overgreb/
Børns Vilkår – https://bornsvilkar.dk/radgivning/undervisning/digitalt/digitale-kraenkelser
Center for digital pædagogik – https://cfdp.dk/har-du-vaeret-noegen-paa-nettet-nyt-materiale-til-boern-og-unge/

Louise Amalie Juul
Blog – https://louiseamaliejuul.dk/
Instagram – https://www.instagram.com/louiseamaliejuul/
POV – http://pov.international/tag/louise-amalie-juul/

Raw Beauty Kristi
Instagram – https://www.instagram.com/rawbeautykristi/
YouTube – https://www.youtube.com/channel/UCOtoxvHLKrIlWbt4MRBWfbQ
Facebook – https://www.facebook.com/Raw-Beauty-Kristi

 

en_USEnglish