Når inklusion bliver ekskluderende

Det har efterhånden været buzz ordet i mange år: Inklusion i institutioner og på skoler.

Idéen er i og for sig rigtig god. Det er gavnligt med diversitet men der er altså grænser.
Grænser for, hvornår det er rimeligt for det inkluderede barn, dets kammerater og personalet.

Den nye skolereform lover endnu mere inklusion, og snakker om videreuddannelse. Hvornår den kommer er spørgsmålet, for den burde været kommet for mange år siden. Hvad er anderledes nu?

Jeg ønsker ikke at lyde negativ, men en del af mig føler at der mere er tale om tvungen samvær end inklusion. Specielt, siden der ikke gives nok ressourcer – menneskelige såvel som monetærer – til at ruste personalet til de ‘skæve’ individer. Dem, som ikke er så krævende at de ikke kan andet end at gå i special tilbud.

Som før nævnt på denne blog koster det penge at sende børn i special tilbud, mens der gives tilskud til at de inkluderes. Det giver mig virkelig en klump i maven at tænke på de børn jeg selv har været, eller er, i kontakt med, som bare ikke kan inkluderes. For de er der.

Dem, hvis psykiske tilstand ikke passer til almindelig institutionsliv og undervisning.
Dem, hvis læringsmæssige kapacitet ikke kan nås optimalt i en normal læringssituation.

Det er virkelig en utilfredstillende situation at måtte vælge mellem et enkelt barns eller en hel floks trivsel, og det er bare sådan som verden ofte ser ud. I hvert fald når vi taler de mest udsatte børn.

Nogle gange føles det som en umulig opgave at tilgodese alle, og så må man vælge. Hvem skal ekskluderes?
Hvis behov kan ikke tilgodeses i denne omgang?
Hvor langt er man villig til at gå for at sikre en tålelig hverdag for flest mulige?

De kommunale tilbud er meget sjældent gearet til det pres, specialbørn lægger på systemet. Der er ikke tale om manglende velvilje, men om ren og skær mangel på ressourcer. Selv i de velstillede kommuner.

Jeg vil til enhver tid advokere for at vi skal rumme forskelle, men hvor går grænsen og hvem sætter den?
Dem, som har fingeren på pulsen eller dem, som sidder på pengekassen?
Jeg ved godt hvad mit svar er.