“EVA! Hvornår skriver du om os?”

Samuel, Modouba og Benjamin var på tur fra klubben med det ene formål at besøge mig (iflg. dem selv). Fedterøve *smelte*. De var kommet styrtende med åbne arme og jeg fik et gruppekram af 3 10-årige knægte. Det sker sjældent 🙂

Ud over at udspørge mig om hvornår jeg udgiver min artikel om dem og vores projekt, blev jeg præsenteret for deres nyeste rap. Samuel var lidt tøvende men Modouba slog usikkerheden hen med “det bare Eva”, og så fik jeg den råt for usødet.

Mit pædagog hjerte smelter lidt når unger jeg har hjulpet på vej på den måde kommer og viser mig dem selv, selv efter de er stoppet på SFO’en. Det er vist hvad mit hverv er til for 🙂

Musik og fritidstilbud har altid hængt sammen.

Da jeg var barn var det en pædagog ved navn Erik, som sammen med os stod i en kælder og lærte os takter, rytmer, instrumenter og bandånd. Han er nok den eneste pædagog jeg stadig husker navnet på, og i starten af dette år fik jeg muligheden for at give arven videre.

De 3 førnævnte drenge dukkede op med nogle kammerater og præsenterede mig en rap de var ved at skrive.

På daværende tidspunkt havde jeg ikke vist børnene min musikalske side, så det kom som en overraskelse for dem, da jeg tilbød anden assistance end blot skrivehjælp. Jeg kan stadig huske at se Modouba dybt i øjnene mens jeg spurgte ham, om de mente det seriøst. Sjældent har jeg set så fast et blik hos knægten, så jeg gav ham løftet, at var de seriøse så var jeg det samme.

Børnene var stamgæster på mit værksted, så de sprang på vognen med det samme. De havde vist ingen idé om hvad det ville indebære – det samme kan siges for mig – men på min sædvanlige frygtløse måde sprang jeg i med begge ben. Børnene leverede tekst og rap, jeg ville hjælpe dem med musik og produktion.