At være imod mobilforbud er ikke et populært standpunkt. ‘Hvordan kan man dog være for noget, som er skadeligt? Mobiltelefoner er tydeligvis noget skidt, specielt for vores børn.’
I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i Politiken.
Folks reaktioner har mildest talt været blandede, men jeg forventede intet mindre. Det blev bl.a. kommenteret, at jeg var virkelighedsfjern og ikke havde forståelse for, hvad der sker i praksis. Af en eller anden grund gik det manges ører forbi, at jeg er praktiker som lever hvad jeg udtaler mig om.
Emnet om mobilforbud skal og må nuancere
Nuvel – i en debat, som vækker så mange følelser er det vel svært at høre helheden. Nogen må i sagens natur stå i skudlinjen sammen med mobiltelefonen, og der stiller jeg mig gerne. Emnet om mobilforbud skal og må nuanceres. Mobiltelefonen er i kommet offentlighedens søgelys og ønskes til ofring på skafottet i jagten på ‘den evigt gyldige årsag’. Konsensus er blevet, at mobiltelefonen er gerningsmanden.
Jeg ville være enig, hvis ikke det var at give en dims skylden. En død, mekanisk fremstillet ting. Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.
At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.
Derfor hverken kan eller vil jeg være imod mobiltelefoner og al anden form for ‘smart teknologi’.
Vi tilegner en død dims skyld
Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.
Jeg er generelt tøvende med, at bruge begrebet ‘skyld’ i denne sammenhæng. Det er ikke brugbart, da det ofte ender i bebrejdelser og forbud. Netop det, som florerer på nuværende tidspunkt.
Vi skal væk fra denne tilgang og have fokus på menneskets interaktion med teknologien. Vi skal indse og anerkende det faktum, at vi ikke har brugt teknologien lige hensigtsmæssigt fordi vi ikke har vidst, hvordan dette skulle gøres.
Vi voksne – de såkaldte digitale indflyttere – har taget det til os med lynets hast, i hvert fald privat. Ingen har kunne følge med, så i den digitale og teknologiske udviklings slipstrøm er der sket det, som altid sker i ukontrollerede/ uforståelige miljøer. Vi har efter bedste evne forsøgt at tilpasse os, og nu står vi med konsekvenserne. Toget kører alt for hurtigt, og vi har valget mellem at stoppe helt ved, at smadre skinnerne eller sætte farten ned stille og roligt. Ingen af os har vidst hvordan vi skulle styre toget, så hvad gør vi?
Mobilforbud er en kortsigtet strategi
Jeg advokerer for, at vi bruger metoden at sætte farten ned, for historisk set har blitzløsninger sjældent gjort noget nemmere. Med hvert forbud er der kommet modreaktioner som ikke var særlig lødige eller praktiske. I min optik er det ‘tisse i bukserne for, at holde sig varm’ løsningen, som giver øjeblikkelig effekt men ikke gør en forskel i længden. Hvad lærer vi børnene ved at tage mobilen væk i læringssituationer, og kun give dem den tilbage til leg og underholdning?
Det korte svar er, at vi blot forstærker den eksisterende tendens. Vi lærer dem, at mobilen er legetøj frem for, at give dem værktøjerne den også tilbyder. Skal vi skabe livsduelige børn, som kan forvalte den verden de lever i og ruste dem til fremtiden, skal vi møde dem her og nu.
Selvfølgelig skal vi have mobilpauser
Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.
Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.
Det starter hos de voksne
Her og nu skal vi i fællesskab tage ansvaret og lære dem at bruge dimsen, som de allerede har. Forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det starter hos os, kære medvoksne, og griber vi ikke muligheden mener jeg, at vi fejler endnu en generation af børn. Vi skal i gang med den digitale opdragelse, og det kan kun gå for langsomt.
Vores unge har været overladt til sig selv, og det er ren ‘Fluernes Herre’ online. Vi skylder dem at deltage, selvom vi med egne handlinger og mangel på samme har lagt grunden for deres liv allerede. Det vi kan gøre for de unge er, at give dem medansvar, demokratisk forståelse og bruge vores voksenhjerners kapacitet og erfaringer til, at råde og vejlede.
Det er ikke nemt men vi må ikke stoppe
Jeg har selv stået i klasseværelset. Jeg har selv stået på institutionens gulve. Jeg har vejledt og undervist kollegaer samt forældre, så jeg kender frustrationerne og problematikkerne på egen krop.
Der er intet nemt ved det her, men det bør ikke stoppe os fra at gøre det! Forbud stopper måske det nuværende slag, men kampen stopper ikke. Tiden for bevidst, digital opdragelse er inde, og første skridt er at tage ansvar. Ikke blot her og nu men i dag og hver dag herefter.
Links i teksten:
- Deadline https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-09-28?queryhash=!%2F00%3A10%3A04
- Kronik i politiken http://politiken.dk/debat/kroniken/art6132968/Forbyd-mobiltelefoner-i-danske-skoler-ellers-%C3%B8del%C3%A6gger-vi-b%C3%B8rnene
- Alphabølgen podcast episode 3 http://alphabolgen.dk/2017/08/31/bring-your-own-device-alphaboelgen-episode-3-31-8-17/
- Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/why-eating-virtual-sand-and-being-able-to-learn-from-it-requires-you-the-adult-ba85ee0693fb
- Artikel i Fessors Univers om digital opdragelse fessornyt-december15
- Artikel på Medium for KUBO https://blog.kubo-robot.com/give-the-kids-the-gift-of-digital-literacy-990fb12a59ff
Danish 
English
“Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.”
Men skaberne bag både hardware og software har jo forsæt. Ingen smartphone uden software fyldt med digitale fristelser og andre sociale aktiviteter væk fra skolegrunden. Jeg har svært ved at forstå argumentationen og din pointe her?
“Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.”
Så hvem skal håndtere at ovenstående ikke sker og hvordan?
“Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.”
Så hvad sker der når halvdelen af forældrene til børnene i 3. klasse giver deres børn mobiltelefoner? Hvem styrer dem i at blive sluset stille og roligt ind? Hvornår skal alle have en telefon ?
Debatten kører jo ikke på om børn i folkeskoler ikke skal lære at skabe og lave ting med teknologi. Tværtimod. Men som jeg forstår det handler det om at skolen og lærere selv styrer og bestemmer hvornår det er bedst at inddrage teknologien. Jeg har svært ved at forstå argumentationen for hvorfor den enkelte elevs private smartphone gavner undervisningen? Men hvis den gavner, er dem der ikke har en mobiltelefon så dårlige stillet? Hvis ja, kræver det i så fald at alle elever skal have en? Hvornår skal de det, jf. de skal sluses stille og roligt ind? Hvem skal styre dette? Forældre eller lærere?
Hej Jakob
Tak for din kommentar.
For, at tage din første pointe op kan du som sådan finde svaret i sektionen under.
” At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.”
” Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.”
Mobiltelefonen er noget, som vi fylder op med menneskeskabte ting, og det er producenterne vi skal være kritiske overfor. Det er dem, som skaber indholdet og distribuerer det, som vi fylder teknologiskallen med.
Der mangler i høj grad kritisk sans og tænkning, når det kommer til vores konsumering af apps. Et emne, som jeg ikke tog op her, da det er enormt. Vi skal åbenlyst være kritiske og være bedre til, at fravælge. Med vi mener jeg selvfølgelig de voksne, som så skal videreføre det til børnene.
Første skridt mod en forbedret situation er, at vi engagerer os og sætter os ind i apps før vores børn installerer dem. Og så i det hele taget sørge for, at have holdninger og regler om notifikationer og lignende.
Det starter i hjemmene, og fortsætter i skoler og institutioner.
Modsat derhjemme, har hverken lærere eller pædagoger mulighed for individuelt at varetage børns indhold på mobiltelefonen. Det er absolut heller ikke deres opgave.
Til gengæld mener jeg, at de enkelte lærere og pædagoger skal vælge, hvordan de ønsker at inddrage mobiltelefonerne. Forældrene skal tages på råd, men i sidste ende er det de professionelle, som har primæransvaret i hverdagene.
Jeg har ikke svaret på, hvad man skal gøre, når forældre selv vælger at give deres børn dyr teknologi fra de er små. Oplysning er en af vejene, men det frie valg er jo en menneskeret i vores del af verden.
Faktum er, at det gør de, og det er det som vi må tage udgangspunkt i.
Netop derfor mener jeg, at det er en del af vores fælles dannelsesansvar, at lære børnene at bruge deres egen mobiltelefon til alles bedste. At vi i plenum bruger den forhåndenværende teknologi, så børnene får gode og produktive vaner med mobiltelefonen.
Hver gang vi vælger udelukkende at sidestille den med underholdning og legetøj, fastholder vi tendenserne.
Problematikken med Bring your own device er reel og stor. I min podcast med Uffe Lyngdal Sørensen – Alphabølgen – tager vi vinklen op (http://alphabolgen.dk/2017/08/31/bring-your-own-device-alphaboelgen-episode-3-31-8-17/).
Der ER ingen nemme løsninger her, og jeg kan sagtens forstå hvorfor forbuddet virker så tillokkende. Hav ’mobilhoteller’ i klasserne, lad dem ligge i de fleste situationer men husk at inddrage dem også. Det er bare vigtigt, at vi tager stilling her, og ikke går i forbuds ’mode’. Det er ikke gunstigt og udviklende.
At afvise kategorisk at teknologi skulle kunne besidde en designet agenda i sig selv, er nu rimeligt bombastisk og underkender den postfænomenomogiske tilgang til teknologianalyse. Det er en læshåndet vissevasning af en ret stor gren af videnskabeligt arbejde med teknologi. Fair hvis det er standpunktet, men formuleringen står frem som pere ignorant end en positionering :-/
At henvise til Pretskys forældede (og nationalromantiske) pop-idé om ‘de digitale indfødte’ er en helt rant af fejlforståelser værdig oveni.
Teknologi kan med fordel analyseres som havende en agenda pgr de forskellige affordances (potentielle handlemuligheder) som et device foreslår til brugeren. For den enkelte er det mindre relevant hvor de muligheder blev designet og mere relevant at ‘dimsen’ besidder dem k interaktionen.
Om man kan ændre børns opfattelse af en mobiltelefon fra -primært legetøj til primært værktøj er jeg nysgerrig på at høre mere om, men jeg er indrømmet skeptisk fra start.
Ifht ‘digitale indfødte’ versus ‘indvandrene’ så lægger vægtningen af de to begreber op til xenofobi først og fremmest, men er også byggeg på et løst løst grundlag.
Århus universitet har lavet nogle deprimerende undersøgelser af emnet som jeg klart anbefaler.
Hej Monica
Nu skal du huske, at du skriver til en praktiker. Jeg ved ikke hvad ’postfænomenomogiske tilgang’ eller ’ pere ignorant’ er, og er generelt ikke særlig stærk i videnskabs jargon. Af selv samme årsag allierer jeg mig med forskere og videnskabsfolk, som kan oversætte det til lægmands termer. Dog skal det siges, at jeg har fuld opbakning i min tilgang og indholdet i denne artikel fra bl.a. Mikala Hansbøl fra Metropol.
Begrebet ’digital tilflytter’ bruges, fordi det er en god metafor for, hvordan langt de fleste har tilgået den teknologiske udvikling. Jeg er udmærket klar over problematikken med begrebet ’digitalt indfødte’, og derfor bruger jeg det ikke. Læs mere om min holdning til begrebet her https://blog.kubo-robot.com/give-the-kids-the-gift-of-digital-literacy-990fb12a59ff.
Jeg er helt bevidst om, at der bag al design ligger hensigter og intentioner. At der er brugt timer, måneder og år på, at få det udviklet til det stadie, hvor det er nu. Denne tid er brugt af mennesker, som har skabt det, og det er også mennesker som tillægger det værdi og handler herefter.
Teknologien er og bliver en skal – et ’vessel’ – som vi putter ting i. Min store anke med den vej debatten pt. løber omkring mobiltelefonener er, at ingen har fokus på hvem, hvad og hvorfor. F.eks. ved skolelederen ikke hvorfor hun laver mobilforbud. Først bagefter skal de forsøge at finde de parametre, som skal vurdere om det er en succes eller ej.
Vi taler kun for og imod. Ingen nuanceringer. Ingen snak om kritisk tænkning, digital literacy og opdragelse. Der tages ansvar ved, at forbyde, og det er en problematisk tilgang. Mildest talt.
Jeg ved ikke, hvor meget vi kan nå at vende for vores unge og til dels de større børn, men jeg vil så absolut gøre mit bedste for, at muligheden er der. Bombastisk eller ej.