Når unge mænd gamer

Ifølge en nylig undersøgelse fra medierådet har 92% af alle danske børn og unge mellem 1 og 15 år prøvet at spille digitale spil  – og 51% af dem spiller dagligt. For mange handler det ikke kun om at spille, men om at skabe nye fællesskaber i forskellige online universer.

Fælles for dem alle er, at de sjældent møder voksne som forstår deres hverdag online. Voksne, som sjældent forstår adfærden, sproget, tone og eksklusionsmekanismerne i online fora. Jeg mødtes med 7 unge gamer, mænd i alderen 15 til 17 år, for at snakke om kulturen, sproget og fællesskaberne. Alle dedikerede gamere med års erfaring på onlineservere og fora. Af hensyn til alder og genkendelse i gaming miljøet, deltager de anonymt.

Gennem deres gaming, kender de hinanden, selvom deres kontakt hovedsagelig er digital. Flere af dem har ikke mødtes udenfor det digitale rum. Sådan er det ofte med gaming venskaber. På tværs af by, land og kulturer skabes venskaber, som mange af de tidligere generationer har svært ved at forstå.

Vi mødes efter aftale for at snakke om deres syn på gaminglivet, tonen og mulighederne. Emner, som for mange voksne er usynligt territorium. I sig selv er det en ret unik oplevelse, at få adgang til de unge mænds verden, men flere af dem kender mig fra TikTok. Anledningen var de forhold som jeg beskrev i min tidligere artikel.

Jeg starter med at spørge ind til sproget. Som berørt i artiklen om Minecraft og Discord serverne under navnet Strandet, er tonen blandt spillerne rå og brutal.

Mit første spørgsmål er derfor ’hvorfor er det sådan?’

”Hvis der en som siger noget til dig, så sidder man ikke bare med lorten. Man giver igen,” svarer en af de unge mænd. ”Det er nemmere, når man ikke kender hinanden eller står face to face.”

Det er langt fra første gang, at jeg har hørt denne forklaring. Denne undskyldning. Hvis man tager de ’voksnes’ sociale medier som referenceramme – Facebook og Twitter – er det normen frem for reglen. Når den ansigtsløse kommunikation foregår, fralægges moral og etik.

For at sætte udtalelsen i relief, spørger jeg ind til om de selv ville have samme tone i det fysiske liv.

Det korte svar er nej –

”for jeg ville aldrig tro at nogen ville sige som de gør”, som en siger. ”Det er kun fordi at det foregår over voice chat, at det er så ekstremt.” Han afslutter: ”Det ville jeg aldrig nogensinde komme til at høre i virkeligheden.”

Heri ligger en del af svaret på, hvorfor tonen går så galt. Selvom børn og unge lever et mere eller mindre simultant digitalt og analogt (fysisk) liv, er det digitale ikke ’virkelighed’. De unge mænd spiller mange timer dagligt, bruger mange timer på Discord servere og andre sociale medier, og alligevel er det ikke ‘virkelighed’. Med andre ord kan man ansvarsfralægge hvad der end sker, for det virker omkostningsfrit.

”Det er sjældent den slags får konsekvenser”, siger en af de unge mænd om de ting der bliver sagt online.

Juridiske set har han ret. Den danske lovgivning er under udvikling, men der er langt fra nok muligheder for at undersøge og retsforfølge i de fleste tilfælde. Selvom det virker omkostningsfrit, er der altid ofre.

Digital mobning er et stigende problem, og følgerne af det er ofte slemmere end traditionel mobning. Hvor traditionel mobning foregår i et begrænset tidsrum samt begrænsede steder, foregår digital mobning på alle tider af døgnet og på alle slags platforme. Endnu værre er, at det ofte er meget anonymt, og nemt spredes til andre. De unge mænd mener dog ikke, at de tager beskederne til sig. Samtidig holder de på, at de skal svare igen.

”Jeg er internet gangster – jeg er slet ikke så hård i virkeligheden”, siger den ene grinende. Det er nok en af de mest passende betegnelser overhovedet.

Her giver de andre ham ret. For dem ER det en realitet. Hvis man ikke kan klare det, må man jo bare gå, lyder det samlet fra gruppen.

Den undskyldning høres tit, og kan bedst beskrives som victim blaming. Hvis du ikke kan lide, at jeg siger sådan og sådan til dig, må DU forlade stedet. Det minder om debatten om høj musik i offentlige parker, som der var debat om sidste år. Dengang lød det ‘hvis man ikke kan tåle det, så må man flytte ud af byenø Ansvaret placeres på modtageren, ikke på afsenderen.

Jeg får vist et screenshot fra en spilchat, hvor den ene af de unge mænd umotiveret havde modtaget beskeden ’jeg kommer og voldtager dig’.  Afsenderen skulle efter sigende være et barn under 13 år, og ikke en del af den vennegruppe som jeg snakker med.

Internt i gruppen siger de ofte ting til hinanden, så jeg spørger ind til om det berør dem. ”Det er fint nok. Det er for det meste ikke særlig personligt.”

Hvornår er noget så en reel trussel? Modtageren af ovennævnte besked vidste godt, at det ikke var ’ægte’, men hvad er så? Det handler om hensigten og endda ordstilling.

”Hvis jeg siger ’jeg håber at en kommer og flækker dig’, er det ikke en trussel. For jeg truer ikke med det. Men siger jeg ’jeg kommer og flækker dig’, er det.”

Alle de unge mænd er velformulerede og tydeligvis bekendte med det danske sprog. Rent grammatisk har de ret, men at en hentydning kan virke truende, falder dem ikke ind. ”

Jeg kan ikke se det er et problem”, fortsætter den unge mand, som tidligere kommunikerede at han selv indleder de grove ord. ”Ethvert menneske kan vel regne, at man ikke mener det.”

Jeg presser dem på denne udtalelse. Hvis de ikke kan se hvorfor det kan ramme nogen, vil jeg meget gerne fortælle dem hvorfor. Såfremt de ønsker at høre det.

”Men vi ved godt hvorfor”. Det regnede jeg også med, og en af grundene til de indledende og stejle bemærkninger er andre voksnes tilgang. ”Du er meget mere pædagogisk”, forklare den ene af de unge mænd.

Alt for ofte føler de unge sig under angreb, misforstået og udsatte. Selv velmenende forsøg kan virke invaderende, for det sker ikke på deres niveau. Det sker under devisen ’de voksne ved bedst’. Og er der noget, som gør unge mindre samarbejdsvillige, er det netop den tilgang. Og heri ligger en stor udfordring – mange voksne og unge taler to forskellige sprog. Største af forældre og fagfolk ved ikke hvordan de skal tackle/håndtere unges online universer.

I de 2 timer vi taler sammen, bliver det meget tydeligt at de ikke kan se en ende på det med jargonen. Hvordan skulle man kunne løse det?

”Det er så stort et problem – virker det ikke bare lidt urealistisk at forsøge at fixe det?”

Selvom de stopper, fortsætter andre bare. Straffe på serverne virker ikke, for folk fortsætter bare bagefter, siger de unge mænd.

”Jeg tror ikke det er et problem I [voksne] kan fixe”. At sætte fokus på det, kan gøre problemet værre, får jeg at vide. ”Det er jo et rigtigt godt formål, men det virker ikke.”

Har de unge mænd ret? Jeg tillader mig at sige nej. Alle forandringer starter i det små, og på trods af modstand kan en ændring ske. Det kan føles som at skubbe jordens største sten op ad bakke, som en anden Sisyfos. Ingen tvivl om det.

De unge står med et ben i barndommen, og et på vej ind i voksenlivet. Deres erfaringer og referencerammer er baseret på den tid, de kan huske at have levet. Med det udgangspunkt er det forståeligt, at der ikke er mange forandringer at se.

Ved samtalens slutning er velviljen for forandring dog skabt. Selvom målet virker lysår ude i fremtiden, har de unge mænd fået reflekteret over problemer og løsninger. I sig selv er det et stort skridt, og jeg går fra samtalen med en flamme af håb.

Jeg har ingen forventninger om, at de fremover kun taler pænt til hinanden og andre. De er mennesker, og der ryger finker af fadet. Bare det, at de nu har en smule bedre forståelse, er et positivt skridt.

Forandringen sker i åbne, respektfulde dialoger. Sådan en som denne. Lad os tage flere af dem.